Hende, der vil løbe – og hende, der ikke vil

running-573762_960_720

Jeg har besluttet at begynde at løbe regelmæssigt igen. Jeg var kommet til at holde op, fordi det blev vinter, koldt, vådt, mudret, glat og mørkt.
Og den værste undskyldning af dem alle: tid!
Ikke det, at den mangler, men at den skal tages fra noget andet. Og det er jo familien. Og dér sidder så den dårlige samvittighed og lurer, for de kommer jo i første række – eller gør de?

En af mine meget kloge kolleger siger, at når man sidder i et fly og hører sikkerhedsanvisningerne, så siger de altid, at i tilfælde af masker, der falder ned i hovedet på én, skal man først give sig selv ilt, og derefter sit barn – og det er det samme hjemme i stuen: man skal tage sig af sig selv, før man kan tage sig af andre.

Det er en god pointe.

Så nu kører bussen. I dag parkede jeg foran min yndlingsløbeskov, og der sad jeg så i en halv time, og tog mig sammen, indtil det blev for koldt at blive siddende.
I det hele taget er det en rigtig dårlig idé, at bruge tid på at tage sig sammen.
Sidst jeg gjorde det – ved samme skov, faldt jeg i søvn og vågnede først en time senere. Men jeg sov godt. Og uforstyrret. Ingen børn, der sparkede, ingen mand, der snorkede, ingen hund på mine ben.
Det var faktisk det værd…

Men så idag, sad jeg altså i bilen og og blev koldere for hvert minut.
Gruset på P-pladsen havde klemt sig sammen til en hård overflade, der signalerede, at det var for koldt til at slappe af. Jeg tænkte på min svigermor, der havde tænkt sig at gå i haven i dag, og jeg forestillede mig hvordan hun sad og frøs på sin lille, grønne skammel og hakkede i  jord, der var hård som sten.

Blæsten skubbede til bilen, så den vuggede lidt, og de forbipasserende havde både store jakker, huer og vanter på. Det så virkelig koldt ud!

Mit løbetøj havde ligget i bilen hele dagen, så det var også koldt.

penguin-41204_960_720

Det var altså lidt ligesom når jeg skal tage mig sammen til at tage en dukkert ved en dansk strand om sommeren. Det kan godt tage lidt tid, for jeg ved jeg kommer til at fryse helt ind i tænderne, det øjeblik vandet når op over navlen. Det kan godt være det er fedt bagefter, men lige inden er jeg delt i to personligheder, der hver især råber: “DET GØR DU BARE IKKE!” og “Det vil bare være SÅ anti-cool, at gå tilbage til stranden nu – så kan du ligeså godt gå hjem – taber!”

Men jeg kom ud af bilen. Og da jeg først løb, var det jo dejligt livsbekræftende.

På en måde løber jeg inde i min egen boble, samtidig med, at mit nærvær med omgivelserne bliver mere koncentreret.
Det smitter af på resten af min dag, så jeg er mere tilstede på trods af, at have været mindre tilstede fysisk.

Jeg tror, jeg gør det igen i morgen – hvis jeg kan få hende, den anden med ud af bilen.

 

Gymnastik på is

Pas på isen, Bambi

Pas på isen, Bambi

Det var koldt her til morgen, og det havde regnet meget i går. Der var is på bilen og på vandpytterne, som der var mange af.
Når der er is på vandpytterne er det bedst at gå udenom dem. Når der ikke er is på, kan jeg godt finde på at snige mig ud i dem, hvis jeg mener, at jeg er alene. Bare sådan lige til kanten af skosålen – eller hvis jeg vurderer, at støvlen er vandtæt, kan jeg gå helt ud i midten og få mudderet til at hvirvle rundt som små, bløde, brune, undersøiske støvskyer.

Men der var jo is på i dag, så jeg besluttede mig for at gå udenom.
For sent.
I stedet tog jeg en kvart baglæns salto (jeg lå altså vandret i luften et øjeblik), og landede på røv og albuer.
Det var ikke så koldt, at isen holdt, da min bagdel landede på den.
Her var ikke tale om undersøiske støvskyer, men nok nærmere en lille tsunami.
Og våde trusser.

Nå,men det gode ved sådan en morgen er, at det kun kan blive sjovere derfra, og at jeg fik en flyvende start på dagen. Det er ikke hver dag, jeg kan sige det.
Heldigvis.