Uhygge

[:da]

Mikala har tilbragt eftermiddagen med at se 35 afsnit af “Laban – det lille spøgelse”.

Jeg vidste slet ikke der var så mange afsnit.

Det er ikke en særligt uhyggelig serie, men der er spøgelser og sær baggrundsmusik. Det er nok til en 6-årig.

Når hun bliver 40 år, synes hun nok, at nogle helt andre ting er uhyggelige. Udgifter, for eksempel.
Hr T er meget utryg ved udgifter. Men heldigvis følger der ikke uhyggelig baggrundsmusik med i butikkerne, når man betaler.

Jeg er utryg ved udenlandske myg, der kan bære farlige sygdomme. Vi skal snart til Bali, og der er myg med Japansk hjernehindebetændelse. Uha! Derfor har jeg gjort Hr T bange ved at købe en vaccine til knap 13.000 kr – og ja, du talte nullerne rigtigt. UHA!

Og nu vi taler om myg. Blodsugende små bæster. Så kommer jeg til at tænke på en anden uhyggelig fætter: Vampyrer.
Hvorfor er det lige, at de bliver til flagermus? Hvorfor bliver de ikke til myg? Det giver da mere mening. Der er langt flere blodsugende myg, end der er blodsugende flagermus. De fleste flagermus spiser jo insekter. Jeg ser det for mig: Dracula sluger lige en flue i farten… eller han forvandler sig til en myg, og bliver slugt af en flagermus? Det ville muligvis blive en kort film. Med skinger summen, som baggrundsmusik.

bug-160025_1280

Noget andet jeg synes er uhyggeligt, er fodvorter. Dem har vi, i øjeblikket seks af, her i huset. Fordelt på to børn.
Vi dupper dem med en lille tusch med myresyre.
Her er et nyttigt tip: Det ser ud som om, der ikke kommer noget ud af tuschen, men det gør der. Lad være med at stikke den op i næsen for at tjekke.
Note: jeg har ingen fodvorter i næsen – det er helt sikkert.

Hvad hvis Dracula blev til en fodvorte? Er det for langt ude? Istedet for en pæl gennem hjertet,  ville man duppe ham med myresyre?

Antboy versus Dracula.  Kan jeg mon nå at reservere rettighederne?

 [:en]

Mikala has spent the afternoon watching 35 episodes of “Laban – the little ghost”.

I didn’t know there were that many episodes.

It is not a particularly scary TV-series, but there are ghosts and spooky background music. That is spook enough for a 6-year-old.

When she is 40, she will probably be freaked out by completely different things. Expenses to mention one.
Mr. T is very uncomfortable about expenses. But at least there’s no creepy  background music in shops when you pay. 

I am uncomfortable with foreign mosquitoes that can carry dangerous diseases. We have planned a trip to Bali this year, and there’s a risk of meeting mosquitoes with Japanese Encephalitis. Ooh!
On that notice, I have freaked out Mr. T by spending 13.000 DKK on a vaccine – and yes, you counted the zeros right. OOH!!

Talking about mosquitoes, bloodsucking little beasts –  I come to think of another creepy fellow: Vampires.
Why is it that they turn into bats?
Why don’t they turn into mosquitoes? That makes more sense. There are far more blood-sucking mosquitoes than there are blood-sucking bats. Most bats eat insects.
Just imagine: Dracula swallows bug while flying … or he turns into a mosquito, and is swallowed by a bat? I’m guessing it would be a short movie.  With shrill buzzing, as background music.

.

 

bug-160025_1280

Something else I find quite creepy are plantar warts. At this moment we have six of those in the house. Hosted by two children.
We dap them with a small marker with formic acid.
Here’s a useful tip: I seems nothing comes out of the marker, but it does. Do not stick it up your nose to check.
Note: I definitely have no plantar warts in my nose – that’s for sure!

Here’s a thought: What if Dracula turned into a plantar wart? That would be creepy. Is it too far-fetched? Instead of a stake through the heart, one would dap him with formic acid?

Antboy versus Dracula. I wonder if I can reserve the rights for that idea…[:]

Højt at flyve

Jeg har et ambivalent forhold til heliumballoner. De gør mig glad og vemodig og nervøs på samme tid.

De overgår andre slags balloner i underholdningsværdi, fordi de trodser tyngdekraften (i hvert fald i et stykke tid), og fordi de tit er lavet af sådan noget knitrende, glimtende plastik.

Men de gør mig trist, når de hænger og dunker hovedet mod loftet, ligesom sommerfugle i vinduet. Og endnu mere trist, når de langsomt mister livsmodet og synker mod gulvet.

Når en heliumballon slipper fri og bare stiger og stiger mod himlen, får jeg sådan et panikagtigt sug i maven. Der er ingen, der kan gribe den, og den kommer aldrig tilbage. Den falder bogstaveligt talt af planeten.

balloon

Da jeg var barn, var jeg bange for at falde af en rumstation og svæve hjælpeløst omkring i det ydre rum. Det var på top tre over ting, der var så uhyggelige, at jeg fik kvalme af, at tænke på det.
De andre to ting på listen var robotter og brand. Det er jeg ikke bange for mere. Selvom robotstøvsugeren af og til prøver af køre mig over, mens den taler både engelsk, fransk tysk. Den er lidt psyko, men på en nuttet måde.
Det er også lykkedes mig at holde mig væk fra rumstationer.

Nu er jeg blevet voksen, og er bange for mange andre ting. Atombomber, tæger, skimmelsvamp, ulvetimen, flykaprere, trætte børn, der skændes (mest mine egne), roskildesyge, manglende internetforbindelse, skydegale selvmordsbombere, kraftige damer, der er over 196 centimeter høje, myg med japansk hjernehindebetændelse, Donald Trump som præsident,  og for, at alle, jeg kender en dag opdager, at jeg ingenting kan.  For eksempel.

Det giver mig alt sammen følelsen af, at falde af planeten. Jeg er ikke sikker på, at jeg magter situationen, og så slukker tyngdekraften jo – det ved enhver da.

Jeg falder også af planeten, når jeg tænker for meget.

Nu skete det igen, ikk? Jeg faldt af planeten. Ikke fysisk – jeg kan stadig nå tastaturet, men mentalt blev jeg til en heliumballon, og blæste op til et relativt iltfattigt sted.

Jeg kan til gengæld godt li træer. Nogle gange, for eksempel i ovennævnte situation, forestiller jeg mig, at jeg er et træ. Med rødder, der går helt ind til jordens hjerte. Så daler jeg ned på jorden igen. Som en helt almindelig ikke-helium-ballon. Nu jeg tænker over det, vil jeg til enhver tid foretrække en almindelig ballon, der er monteret på en pind. Dem får man af og til hos Bilka eller Synoptik. 

boy

Børnene foretrækker heliumballoner, men de mister hurtigt interessen for dem. Pindeballoner derimod,  kan de lege med i dagevis.  Det går uheldigvis mest ud på at slå hinanden, hvorefter de skændes de,  og så slukker tyngdekraften.

Der er faktisk ikke noget godt ved balloner. Det er bare gas.

Pengeramt zombie

[:da]Zombier. Nogle parasitter lægger æg i deres værts krop, eller indtager selv værtskroppen, og overtager kontrollen. For eksempel findes der en parasit, der får edderkopper til at bygge et specielt spind, som parasitten kan forpuppe sig i, mens den æder resten af edderkoppen.

Og der findes en parasit, der får rotter til at synes godt om lugten af kattetis, hvorved de opsøger en kat og bliver ædt. Den parasit kan mennesker også få. Jeg har godt nok aldrig hørt om skøre kattedamer, der er blevet spist af deres katte.

Der findes altså parasitter, der kan gøre sin vært lidt zombie agtig, ved at berøve dem deres frie vilje i større eller mindre grad.

zombie-156138_1280

Jeg føler mig ofte lidt zombieagtig. Især mandag morgen.
Af en eller anden grund, der ikke kan være min frie vilje, står jeg alt for tidligt op, vækker børnene og kører på arbejde.
Hvilken parasit mon det er? Og hvad sker der, hvis jeg slipper af med den?
Jeg bliver nok fyret (altså hvis min frie vilje er, ikke at stå op og gå på arbejde). Så må jeg finde på noget andet at lave for at betale huslejen. Hvad mon min frie vilje så ville finde på? Og er det så overhovedet fri vilje, hvis jeg finder på det, for at tjene penge til huslejen?
Måske er parasitten er penge?
Penge, der ændrer min hjerne, og får mig til at ønske et liv, hvor jeg må finde flere penge.
Og når min formue har vokset sig stor nok, æder den mig, hvis jeg altså ikke har brugt pengene inden. Sendt dem videre i deres cyklus – ligesom de vil have!

Oh gys![:en]Zombier. Nogle parasitter lægger æg i deres værts krop, eller indtager selv værtskroppen, og overtager kontrollen. For eksempel findes der en parasit, der får edderkopper til at bygge et specielt spind, som parasitten kan forpuppe sig i, mens den æder resten af edderkoppen.

Og der findes en parasit, der får rotter til at synes godt om lugten af kattetis, hvorved de opsøger en kat og bliver ædt. Den parasit kan mennesker også få. Jeg har godt nok aldrig hørt om skøre kattedamer, der er blevet spist af deres katte.

Der findes altså parasitter, der kan gøre sin vært lidt zombie agtig, ved at berøve dem deres frie vilje i større eller mindre grad.

zombie-156138_1280

Jeg føler mig ofte lidt zombieagtig. Især mandag morgen.
Af en eller anden grund, der ikke kan være min frie vilje, står jeg alt for tidligt op, vækker børnene og kører på arbejde.
Hvilken parasit mon det er? Og hvad sker der, hvis jeg slipper af med den?
Jeg bliver nok fyret (altså hvis min frie vilje er, ikke at stå op og gå på arbejde). Så må jeg finde på noget andet at lave for at betale huslejen. Hvad mon min frie vilje så ville finde på? Og er det så overhovedet fri vilje, hvis jeg finder på det, for at tjene penge til huslejen?
Måske er parasitten er penge?
Penge, der ændrer min hjerne, og får mig til at ønske et liv, hvor jeg må finde flere penge.
Og når min formue har vokset sig stor nok, æder den mig, hvis jeg altså ikke har brugt pengene inden. Sendt dem videre i deres cyklus – ligesom de vil have!

Oh gys![:]

Jeg vil være heksen i skoven

Hjemme hos mig er vi glade for historierne om Prop og Berta. Så glade, at vi hører dem igen og igen. Og igen. Jeg kan titelsangen udenad. Og replikkerne i filmen. Og når jeg siger “vi” er glade for Prop og Berta, så mener jeg mine tre piger. Og når jeg siger “vi” hører dem igen og igen, så mener jeg vi – os allesammen. Bent Solhof har ikke levet forgæves. Prop og Bertas nærmeste nabo er en heks (Fullatrix), der elsker at være ond og skræmme folk, “så de gør deres bukser våde”.”Jeg er SÅ ooond”, synger hun.

Hende kan jeg godt li! Der er ikke noget sympatisk ved hende. Hun er egoistisk, uempatisk, ukorrekt og grim og gammel. Hende vil jeg gerne være. Måske ikke hele tiden – især ikke det med grim og gammel… Men jeg ville godt være en smuk, ond heks. Ligesom Mor Gothel fra To på Flugt, eller Den onde Dronning fra Snehvide (havde hun egentlig en plan for, hvordan hun skulle blive ung og smuk igen?).

Jeg ville være hensynsløs og uovervindelig. Jeg ville more mig over andres ulykke, lyve og bedrage og være – ond!heksehat

Så enten er jeg gak, eller også har jeg bare meget længe været sød og hensynsfuld-selvudslettende-rummelig-mor-agtig. Så meget, at min personligheds mørkeste afkroge er ved at sprænges af undertrykte onde dronninger, hekse og manipulerende bitches. Stakkels dem. Jeg bliver nok nødt til at skaffe mig en kappe og en strømpistol, så jeg kan gå rundt og være rigtig ond, og gøre folk bange. Bare for at opretholde min mentale sundhed. Lige indtil jeg bliver arresteret.

ELLER jeg kunne udnytte de oplagte muligheder i mor-rollen: “Nej, du må ikke få en is … Muhuhuhahahaha” (Alt bliver bare bedre, når man slutter af med en ond latter). “Ja, tag endelig en kage mere…hæhæhæ”. Onde mor. Det bliver sjovt. Jeg kan bedre li den plan. Jeg er faktisk lidt bange for at blive arresteret. Og for strømpistoler. Måske kunne jeg bare bruge sådan en svagt elektrisk fluesmækker…

Jeg er sikkert helt normal. Det er er vel ikke så underligt, at man kan drømme om at være lidt ond og egoistisk i en verden, hvor man ellers hele tiden skal sørge for at opføre sig korrekt og spise økologisk fuldkorn. Og være mor. Jeg bliver måske endda et bedre menneske af at identificere mig med de onde dronninger, heksene og de manipulerende bitches. På afstand. Så meget for at være ond. Så endte jeg alligevel på den lyse side. Selvindsigt kan være en svøbe.