For mange ord

Jeg hører tit P1 om morgenen på vej til arbejde. I går morges var der et indslag om hvorfor Greenpeace sagsøger den Norske stat. Det er noget med overholdelse af klimaaftalen og olieboringer.
Der var en dansk repræsentant for Greenpeace i studiet, og han talte utrolig meget, og utrolig hurtigt. Måske var det fordi han vidste, at han kun havde 3 minutters taletid, så han skulle nå at få sit budskab ud. Eller måske fulgte munden bare med hans tanker. Han var helt tydeligt en person, der tænker, mens han taler. Ind i mellem, måtte han lige suge noget luft ind, med et lille gisp – ligesom når man synger en sang, hvor teksten ligger lige lovlig tæt. Mon han nogensinde er besvimet af iltmangel midt i sin talestrøm? eller stod han udenfor studiet og pakkede luft – ligesom dykkere – inden han skulle ind og tale? måske var han dykker? Han lød som en, der havde behov for at tale – så må det være svært at være dykker. Man får vand i munden.

Ud af alle de ord og kloge ting han sagde – for han havde tydeligvis helt styr på sagerne – fattede jeg ikke en lyd. Det gik simpelthen for stærkt. Min hjerne kunne ikke nå at processe informationerne, så den oversatte dem bare til “bla bla bla..” Det var for meget. Jeg var nødt til at slukke for radioen, for ikke at gå i panik.
Bagefter blev jeg bange for om min IQ var lavere end hidtil antaget.

Mikala, min mindste pige, har behov for at tale meget. Det er som om tankerne kommer ud af munden. Når jeg beder hende om at tie stille i 5 minutter, er hendes hoved lige ved at eksplodere. Så løber hun ind på sit værelse, lukker døren og snakker videre. Så bliver hovedet siddende. Det er jeg glad for.
Mennesker kan ikke gå rundt uden hoveder.
Det kan høns. Hvis man hugger hovedet af en høne, kan kroppen løbe videre. Det er godt mennesker ikke kan det. Det ville have været et værre rod under den franske revolution.

Det er godt jeg ikke er en minister fra norge. Hvis alle fra Greenpeace taler så meget, ville det slet ikke være nødvendigt med en retsag. Jeg ville give dem ret, for at få fred. De har muligvis også ret. Vi skal passe på klimaet.

Der er faktisk en ting jeg kan huske han sagde, ham fra Greenpeace. På et tidspunkt løb ordene for stærkt, så han kom til at sige “kimaklampen” i stedet for klimakampen. Det kan jeg huske. “Bla bla bla kimaklampen bla bla”.

Det var nok ikke det indtryk han helst ville efterlade. Nogle gange er mange ord ikke bedre for forståelsen af emnet end få ord.

Her til morgen dristede jeg mig til at høre P1 igen, og denne gang var der en psykiater, der talte om, hvorfor man ikke skulle tale om Donald Trump.
Hun talte langsomt. Uendeligt laaaaangsoooomt. Med. Laaaaange. Pauser. Midt. I. Sætningerne.

Der faldt jeg også af.
Godt hun ikke er medlem af Greenpeace. Det ville være synd for Norge.
Men det kan da godt være hun er.. Måske er hun også dykker. Så håber jeg hun lukker munden i talepauserne.

Konklussionen er, at ord er ligesom chokoladestykker i en kage: Der må hverken være for mange eller for få. Og der må ikke være for langt imellem dem.

Olivia, der ved næsten alting

Jeg har besluttet mig for at lave en interviewserie. Det er hvad der sker, når man ikke kan finde på mere at skrive om.
Mit første interview er med Olivia på 8 år, som tilfældigvis også er min datter. Hun var lige ved hånden, så det var jo nemt:

Mig: Hvad vil du være når du bliver stor?

Olivia: Rulleskøjtetræner, fordi det er sjovt.

Mig: Gider du godt alle de børn?

Olivia: Det ved jeg ikke.

Mig: Hvad er det bedste og det værste ved vores familie?

Olivia: Det bedste er, at der er en trampolin. Og det værste er, at jeg aldrig kan finde min børste, fordi Louise bruger den. Og så er det mærkeligt, at I aldrig køber slik.

Mig: Det gør vi da.

Olivia: Ikke i dag.

Mig: Hvad er det sjoveste tidspunkt på dagen?

Olivia: Når jeg er ude og hoppe. Jeg har bare ikke lyst til det lige nu, for jeg snakker med dig. Det er sjovere end at hoppe.

Mig: Hvad er det bedste og det værste ved din mor og far?

Olivia: Du er sød og pæn. Det værste er når du bliver sur. Det er du ikke så tit, men når du er, så råber du. Også selvom jeg siger stop.
Far er god til at lave is. Han kan også være rigtig gnaven og sur. Så siger han vi skal rydde op. Jeg kan godt li at rydde op.

Mig: Det bedste og værste ved Louise og Mikala?

Olivia: Det bedste ved Louise… hmmm… der er intet. Hun er altid sur. Især hvis jeg går ind på hendes værelse. Så råber hun GÅ!
Det bedste ved Mikala er, at hun gider at gi mig slik, og det værste er at hun hele tiden slår prutter.

Mig: Hvad er det bedste og det værste ved dig selv?

Oliv tænker længe: Jeg er god til at kramme. Det værste ved mig er, når jeg skriger.

Mig: Hvordan er det at gå i skole:

Olivia: Sjovt. Der er mange ting at lave i timerne. Jeg rækker tit fingeren op, fordi jeg ved næsten alting.

Mig: Hvad synes du om Donald Trump som præsident?

Olivia: Han er grim

Mig: Men tror du han er en god præsident?

Olivia: Nej, ikke når han er så grim.

Mig: Ved du hvad vores statsminister hedder?

Olivia: Nej

Mig: Lars Løkke

Olivia griner.

Mig: Hvad synes du om det navn?

Olivia: Det er et sjovt navn til en klovn.
 Jeg vil gerne i Legeland i dag. Men jeg tror ikke far vil. Der er er ellers bænke til forældrene. Eller i svømmehallen!

Jeg fornemmer at interviewet er slut…

Uklar

[:da]

 


2017.
Dette er året, der starter uden David Bowie, Alan Rickman, Prince, Leonard Cohen og George Michael.
Men med Trump som præsident i USA.
Jeg føler mig ikke klar – kan man få lov til at trække et nyt?
Hvor blev betænkningstiden mellem 2016 og 2017 af?

  • Det er også året, hvor Hr T og jeg har Cu-bryllup, og min lille – officielt nu højere end sin mor-datter skal have HPV-vaccine (WTF?!?).
    Jeg er ikke klar!!
  • Og vi er kun lige startet på januar… Om mindre end 15 dage, fylder Olivia 8 år. Hun har store forventninger til sin fødselsdagsfest!
    Og jeg er ikke klar. Overhovedet ikke.
  • Hr T starter på nyt job, og skal til at køre fra Kalundborg til Kgs Lyngby hver dag. Ikke klar…
  • Og så blev det pludselig vinter. Den ene dag var det +6 grader. Den næste var det -6 grader og snevejr. Det var der tilsyneladende ingen, der var klar til.
    Slet ikke bussen med nr 551, som gled sidelæns ned ad Bøgebjergvej.

Et smugkig i krystalkuglen
Når man lægger alle tallene i 2017 sammen, giver det 1. Det må da betyde noget, tænkte jeg, og googlede det.
Og ganske rigtigt: I numerologi er 1 et meget stærkt tal. Det betyder forandringer. Store forandringer. Masser af forandringer.
Sidste gang der var et lignende tal, var i 2008. Jeg vil bare lige nævne: Barack Obama blev valgt til præsident, finanskrisen nåede til Danmark, Danmarkshistoriens største røveri, Stein Bagger og IT factory, jordskælv på 4,8 i øresund… – need I say more?

Jeg spørger igen – kan man trække et nyt nummer?

Jeg har også googlet mig frem til, at vi er på vej ud af den tidsalder, der hedder Informationsalderen, og på vej ind i Oplevelsesalderen. Betyder det, at vi er færdige med teori-delen, og nu går vi til praksis? Hvad har vi lært, og hvad skal vi praktisere? Her er jeg vist heller ikke klar.

Er der overhovedet noget ved 2017 jeg er klar til?
Jeg tror det ikke. Men sådan er det jo gerne med de bedste ting i livet. Ligesom børn – dem er man heller aldrig helt klar til, men det viser sig jo, at man ikke vil af med dem igen (ikke hver dag, i hvert fald).
Så det må helt klart blive et godt år. …ikk’?

“Jo mørkere himlen er, desto klarere lyser stjernerne”

[:]

Det, alle taler om

[:da]Her til morgen blev vores formue mindre. Det er fordi USA har fået ny præsident. Så falder Novo aktien – ligesom mange andre aktier.
I mine øjne har vi egentlig aldrig rigtig haft de penge vi har mistet. Men det er Hr T uenig i.
Vi har meget forskellige briller på, Hr T og jeg. Jeg har iøvrigt linser. Måske er det dét, der gør forskellen.

Amerikanerne og danskerne bruger åbenbart heller ikke den samme slags briller, for amerikanerne valgte Trump. Det havde vi nok ikke gjort.

flag-75047_1280

Politik og cykler
I dag taler alle om politik. Jeg har aldrig kunnet holde styr på, hvilket parti, der mener hvad, og hvorfor – eller hvordan det adskiller sig fra det, de andre partier mener.. men filosofien bag forskellige slags politik kan jeg godt forholde mig til. Men så snart der går sæbeopera i den, står jeg af.
Det er ligesom med cykelsport. Jeg ved godt hvad en cykel er, og at det gælder om at komme først over målstregen, men i praksis er sporten fuld af løgne og doping. Er der mon nogen, der cykler ærligt mere?
Er der mon nogen politikere, der siger noget ærligt mere?

Måske er det derfor amerikanerne har stemt på Trump. Han lyder som om han siger det, han mener. Hvilket godt kan være forskelligt fra, at mene det, man siger. I hvert fald bagefter.

Alt, hvad der skal til
Ved morgenbordet talte vi om præsidentvalg, på arbejde talte vi om præsidentvalg, i skolen talte børnene om præsidentvalg. Alle har en mening om Trump som præsident. Ved aftensmaden talte Mikala så meget, at vi andre kke kunne få et ord indført. Om sne og pandekager. Det havde hun en mening om: Man bør ikke løbe ned ad sneklædte bakker, for så brækker man benene, og pandekager med is smager godt.

Hun siger sin mening, og hun gør det overbevisende og højlydt.
Hun kunne blive en udmærket præsident en dag.

20161109_204256[:en]This morning we lost money. Basically because the United States has elected a new president. That decreases the value af Novo shares – among others.  From my point of view, we have never really had the money we have lost. But  Mr. T disagrees.  We have very different glasses on, Mr. T and I. I wear lenses, by the way. Perhaps that makes the difference.

flag-75047_1280

Politics and bicycles
The Americans and the Danes obviously  don’t wear the same kind of glasses. Ther Americans voted for Trump. We would’t have.
Today everybody is talking about politics.
I have never been able to keep track of which party believes what and why – or how it differs from what the other parties think .. but I can relate to the philosophy behind different kind of policy.
It’s like cycling sports. I know what a bicycle is and that it’s about crossing the finish line, but in practice the sport is full of lies and doping. Is there anyone who cycle honestly to day?   Are there any honest politicians to day?

Perhaps that’s why The Americans voted for Trump. He speaks his mind. Which may well differ from doing what he says. Especially afterwards.

What it takes
At the breakfast table we talked about the presidential election, at work we talked about the presidential election, at school the children talked about the presidential election. Everyone has an opinion about Trump as president. At the dinner table Mikala talked so much, the rest of us didn’t have a chance to jump in. About snow and pancakes. She had an opinion about that: You shouldn’t run Down snowy hills, or you’ll break your legs, and pancakes with ice cream tastes good.
She speaks her mind, and she does it convincingly and loudly.
She would make a good president one day.

20161109_204256[:]

Højt at flyve

Jeg har et ambivalent forhold til heliumballoner. De gør mig glad og vemodig og nervøs på samme tid.

De overgår andre slags balloner i underholdningsværdi, fordi de trodser tyngdekraften (i hvert fald i et stykke tid), og fordi de tit er lavet af sådan noget knitrende, glimtende plastik.

Men de gør mig trist, når de hænger og dunker hovedet mod loftet, ligesom sommerfugle i vinduet. Og endnu mere trist, når de langsomt mister livsmodet og synker mod gulvet.

Når en heliumballon slipper fri og bare stiger og stiger mod himlen, får jeg sådan et panikagtigt sug i maven. Der er ingen, der kan gribe den, og den kommer aldrig tilbage. Den falder bogstaveligt talt af planeten.

balloon

Da jeg var barn, var jeg bange for at falde af en rumstation og svæve hjælpeløst omkring i det ydre rum. Det var på top tre over ting, der var så uhyggelige, at jeg fik kvalme af, at tænke på det.
De andre to ting på listen var robotter og brand. Det er jeg ikke bange for mere. Selvom robotstøvsugeren af og til prøver af køre mig over, mens den taler både engelsk, fransk tysk. Den er lidt psyko, men på en nuttet måde.
Det er også lykkedes mig at holde mig væk fra rumstationer.

Nu er jeg blevet voksen, og er bange for mange andre ting. Atombomber, tæger, skimmelsvamp, ulvetimen, flykaprere, trætte børn, der skændes (mest mine egne), roskildesyge, manglende internetforbindelse, skydegale selvmordsbombere, kraftige damer, der er over 196 centimeter høje, myg med japansk hjernehindebetændelse, Donald Trump som præsident,  og for, at alle, jeg kender en dag opdager, at jeg ingenting kan.  For eksempel.

Det giver mig alt sammen følelsen af, at falde af planeten. Jeg er ikke sikker på, at jeg magter situationen, og så slukker tyngdekraften jo – det ved enhver da.

Jeg falder også af planeten, når jeg tænker for meget.

Nu skete det igen, ikk? Jeg faldt af planeten. Ikke fysisk – jeg kan stadig nå tastaturet, men mentalt blev jeg til en heliumballon, og blæste op til et relativt iltfattigt sted.

Jeg kan til gengæld godt li træer. Nogle gange, for eksempel i ovennævnte situation, forestiller jeg mig, at jeg er et træ. Med rødder, der går helt ind til jordens hjerte. Så daler jeg ned på jorden igen. Som en helt almindelig ikke-helium-ballon. Nu jeg tænker over det, vil jeg til enhver tid foretrække en almindelig ballon, der er monteret på en pind. Dem får man af og til hos Bilka eller Synoptik. 

boy

Børnene foretrækker heliumballoner, men de mister hurtigt interessen for dem. Pindeballoner derimod,  kan de lege med i dagevis.  Det går uheldigvis mest ud på at slå hinanden, hvorefter de skændes de,  og så slukker tyngdekraften.

Der er faktisk ikke noget godt ved balloner. Det er bare gas.