Styr på tiden

[:da]Hver dag forholder vi os allesammen til et af de mest komplicerede fænomener, der findes: Tid.

Hvis man ikke er så nøjeregnende, kan man måle på årstiderne. De gentager sig jo med nogenlunde fast interval. Hvis man derimod har brug for at nå et tog, vil man have større glæde af et atomur.

Jeg har for nyligt været i badeland i Frederikshavn. Det er en lang køretur, så jeg kunne nå at læse en masse om tid.

Tid kan kun gå en vej. Fremad. Lige ud.

Det lyder nemt, men det er det slet ikke. Da min hund og jeg skulle lære at gå spor, skulle jeg lægge godbidder i en lige linje på 100 meter. Men den linje blev aldrig lige. Menneskers skridtlængde er nemlig ikke lige lang på hvert ben, så vi vil uværgerligt gå i cirkler.

Hvis man betragter en urskive, vil den opmærksomme tilskuer opdage, at den ene viser er lidt længere end den anden. Tidens ben er altså heller ikke lige lange, så den går også i cirkler – er det derfor vi hele tiden kommer forbi de samme årstider?
Skal man så løbe i ring for at indhente tiden?

Tiden er nødt til at være i bevægelsen hele tiden, ellers går den i stå. Ligesom hajer.
Men den kan godt sætte tempoet både op og ned.

Når jeg står i våd og klam badedragt og fryser, mens jeg holder øje med børnene i badeland, har tiden helt klart sat tempoet ned.

Men tiden går også langsommere, hvis man bevæger sig rigtig hurtigt.
Hvad hvis man løber på løbebånd – er man så i bevægelse eller står man stille? Og hvad sker der så med tiden?

Og tiden går langsommere tæt på jordoverfladen. Så mine fødder er yngre end min hjerne – uanset om jeg løber eller ej. Og min hjerne er yngre end den havde været, hvis jeg var 2 meter høj.

Min frokostpause går derimod ret hurtigt (også selvom jeg har kørt skrivebordet så langt ned det kan), så jeg har ikke tid til at skrive mere.[:]

hvad skal vi lave nu?

Jeg har sommerferie. Den rigtige slags. Med utilregneligt vejr og børn.
Hver dag spørger børnene: “Hvad skal vi lave i dag?”
Og jeg svarer: “ingenting”.
De siger: “Øøøv”.

Så vi har været på museet og se historie og sultne silkelarver, og på Trelleborg og se vikingehuse og skyde med bue, og i Sorø for at lege i legehuse i træer, og give vores kulturelle niveau et tiltrængt løft med kirken og omegn. Vi har spillet kort, og fået brunch i byen. Jeg har bagt vafler og pandekager til morgenmad. Og jeg har affarvet den 10-åriges hår – halvdelen af det, i hvert fald.

Jeg er træt. Jeg vil på arbejde.

Børnene er ikke trætte. Slet ikke. De ser tv, skændes, bliver gode venner, løber skrigende rundt, klæder sig ud og løber mere skrigende rundt, hopper ud af vinduerne, leger skole, leger med dukker, bager kage, ser mere tv, hopper i trampolin, leger med nogle børn, jeg ikke kender, tegner, og forfra igen.

Men det er mig, der bliver træt. Og hunden – den ser helt bustet ud. Jeg forstår det ikke.

Hvad med at lege stilleleg?, vil nogle måske foreslå. Men nu skal I høre, hvordan en typisk stilleleg ville foregå hos os.
Mig: “Nu skal vi prøve at være helt stille, så længe vi kan”.
Efter to sekunder, fniser Mikala.
Olivia råber: “HA! Du har tabt!”
Louise stemmer i med et: “Det har du også nu”.
“NEJ JEG HAR EJ!”, råber Olivia så, og kaster en sko efter Louise.
Mikala siger: “Jeg sagde altså ikke noget”, hvorefter begge søstre vender sig om mod hende og siger: “Johooo, du gjorde så!”.
Jeg har vundet, men det føles mere som om jeg har tabt.

Men sommerferie er magisk. For selvom jeg er træt og overstimuleret, så er der en anden ligning, der går op. Den hvor tålmodighed er proportional med mængden af tid til rådighed.

Men jeg har sommerferie. Og jeg nyder den. Gu gør jeg så. Som min ældste datter siger: “Man skal være taknemmelig for at have sommerferie. Der er nogen, der slet ikke har sommmerferie”. Som Hr T, for eksempel… Hans arbejde har valgt, at han skal holde ferie på arbejdet.

Det absolut bedste ved sommerferie, er følelsen af at have masser af tid. Klokken er 21:47, og de to mindste hopper i trampolin i naboens have – eller også var det dem, der lige smed en kost op på taget?
Nå pyt, den ældste bager kage og laver drinks. Masser af sukker. Det bliver en lang aften, men vi har tid til det.

Ingenting

Jeg kan godt føle at livet ræser afsted, og jeg løber efter uden chance for at indhente nuet. At jeg skal nå alting inden jeg kan leve for min egen skyld. På sådan en dag er jeg ikke den bedste version af mig selv.

Engang fik jeg besked på at sætte mig ned og lave ingenting.

Det var virkelig svært.

Hvad er ingenting? Og hvordan laver man det? Er ingenting fraværet af alting? Skal jeg så lade være med alting for at lave ingenting? Kan man overhovedet sidde ned og lave ingenting?  For så laver man jo noget – man sidder. Krise!

Så for at lave ingenting, skal man holde op med at eksistere?

Jeg mediterer af og til. Og engang mediterede jeg over at være ingenting. Jeg gav slip på alle de post-its, jeg har på mig – mor, laborant, tænksom, kvinde, dansker, menneske, hundeejer, etc.. det hele, ALT hvad jeg kunne komme i tanker om. Og så var jeg ingenting. Og alting på samme tid. Det var ret syret.

Når der har været stille på  børnenes værelser lidt for længe, spørger jeg: hvad laver I? Og de svarer: ingenting. Det kan jo ikke lade sig gøre! For hvis de er holdt op med at eksistere, hvordan kan de så svare?

Når jeg spørger dem hvad de har lært i skolen i dag, svarer de: ingenting. Det var i grunden også rigeligt, hvis man definerer det som fraværet af alting – for alting havde nok været for meget på en enkelt dag.

Jeg kan altså ikke lave ingenting. Men jeg kan heller ikke lave alting. Så i stedet for at lave ingenting, vil jeg fravælge det meste af alting, så det, der er tilbage har betydning for mig. Så kommer jeg måske nærmere nuet. Endda uden at skynde mig.

sunset-691848_640