Jeg danser med mig selv

[:da]Jeg har lige afsluttet et projekt.  Jeg har lavet kælderen om til en Pirat-ø.
Hvorfor?, vil nogen måske spørge.
Det fik jeg lige lyst til. Det er et godt sted at drikke rom og gemme sig fra virkeligheden, hvis man skulle få behov for det en dag. Eller danse som man har lyst til.

Apropos at danse, så hørte jeg for nyligt et spændende program på P1.

For 200 år siden dansede man helt anderledes end i dag. Den information får nok ikke nogen op af stolen, men det interessante er, at dans afspejler måden vi lever på.

Dengang dansede man kædedanse og figurdanse. Så kom pardanse som vals, og danse hvor man delvis gav slip på hinanden. Så kom danse hvor man slet ikke rørte ved hinanden, og i dag kan man danse sin egen dans med sig selv uden nogen synes man er sær af den grund.

Nu kommer pararallen til hverdagen:

I kædedanse, figurdanse og pardanse er man nødt til at passe ind. Man kan ikke lige pludselig finde på sit eget lille show, for så går der kludder i dansen.  I hverdagen udfyldte man sin rolle. Den havde det samme indhold som dagen før, og man vidste hvad man skulle lave og hvordan det skulle gøres. Fremtiden var forudsigelig. I morgen ville ligne i dag. Både dansen og hverdagen og relationen melllem mennesker blev afspillet efter et rimeligt fastlagt mønster.

I dag kan man danse med sig selv, med én, der står tæt på eller i den anden ende af rummet, med den samme, eller med flere forskellige i forløbet.

Forskellen er, at der ikke er noget mønster at afspille. Man laver sine egne moves undervejs. Der er ikke nødvendigvis et afgrænset dansegulv. Dansen opstår bare. Det vigtige er, at bidrage med noget. Hvis andre kan li det, man kaster ind i dansen er man in, hvis ikke, glider man ud af fokus. Ud i glemslen. Dansen har heller ikke altid en start eller slutning. Man hopper ind i den og ud af den.

Hverdagen afspilles heller ikke efter et fast mønster mere. Du kan ikke gå på arbejde, i skole eller bare have fri og lave det samme som i går. Der er helt sikkert mindst ét projekt, du skal bidrage til.
På arbejdsmarkedet er du nødt til at byde ind med nye tanker, energi, ideer og engagement hver dag. Når et projekt er færdigt, afspiller man det ikke igen. Så ruller man et nyt ud og kaster ideer, energi og engagement ind i det.
Når vi lever sådan, stiller det krav til, at vi hele tiden er på, og har alle antenner ude. Uforudsigelighed er et livsvilkår. Mønstrene tegner vi i processen og vi genbruger dem ikke.

Det er jeg faktisk for gammel til. Jeg er opdraget til at sidde stille og koncentrere mig om at skrive pænt, og gå i skole efter et fast skema hele året. Min hjerne kan godt li mønstre. Den vil gerne afspille den samme linje fra den samme sang en hel dag, hvis det skal være. Eller køre den samme vej til og fra arbejde hver dag.
Mine antenner er ikke hærdede til det liv jeg lever, og de informationer min hjerne skal kunne modtage og levere skal stadig håndsorteres.

Jeg kan godt forstå de unge, der bliver stressede allerede før de er startet på voksenlivet, for mange forældre er jo ligesom mig.
Vi skal opdrage vores børn til at navigere i et samfund, hvor vi selv er novicer.

Jeg kan ikke forme mine børn til at være flittige, dygtige piger, for det kan de ikke bruge til meget.  Jeg skal lære dem at kunne forme og omforme sig selv, udtrykke behov, tage initiativer og forhandle.
Jeg kan godt forstå, der sidder nogle trætte lærere rundt omkring, for i mine ører lyder de tre egenskaber, som det jeg værdsætter mindst ved mine børn på en tætpakket dag. Det tager tid og øvelse at finde en balance, hvor ingen har lyst til at kaste en anden ud af vinduet.

På sådan en dag kan man godt få brug en bunkers, der kan beskytte mod virkelighedens bombardementer.

En pirat-ø i kælderen for eksempel.

[:]

ADDitude

Det er ingen hemmelighed at jeg har været ramt af stress og depression. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at føle mig helt på sikker afstand af det. Tæppet er blevet trukket væk under mig een gang – skulle det så ikke kunne ske igen?

slippery-98821__340

Men faldet bragte mig også ud på en rejse tilbage mod mig selv.
Jeg har lært, at jeg har svært ved at sætte grænser. Både i forhold til at mærke hvor jeg ender og omverdenen begynder, og i forhold til at sige “hertil og ikke længere”.
Og jeg har lært, at jeg har brug for flere pauser end de fleste. Hvilepauser, tænkepauser, løbepauser og krusedullepauser.

Senest har jeg lært at jeg har ADD. Det er ADHD uden det hyperaktive H. Lige først da jeg fik det at vide, tænkte jeg: “Ok, og med den viden gør jeg hvad?” Men efter at have læst om det, forklarer det faktisk en hel del, og jeg føler mig mindre sær. Selvom jeg nu har fået papir på, at jeg er det.

Dermed en forklaring på mine flyvske tanker. På hvorfor jeg aldrig ringer tilbage eller skriver fødselsdagskort. Eller kan huske, hvad jeg skulle i kælderen.
Hvorfor jeg kan koncentrere mig så meget om noget, at det er vigtigere end alt andet. Hvorfor jeg slet ikke kan koncentrere mig, på grund af ufrivillig indre brainstorm om alt muligt andet. Hvorfor jeg brænder maden på – også pasta.
Og hvorfor blæsevejr og føtex giver mig angstfornemmelser.

Hurra! Jeg er ikke fra en anden planet alligevel! Der har været dage, hvor jeg mistænkte storken for at have lavet en fejlnavigation af galaktiske dimensioner. Men jeg har bare ADD. Heldigvis. Jeg kan læse om mig selv, og hvordan jeg takler livet på jorden.

Og det hele startede med et hysterisk grådanfald i bilen en onsdag efter arbejde. Den dag var jeg meget langt fra mig selv. Nu er jeg nærmere.

directory-466935_1280

Forårsløbetur

Jeg løb en tur i dag. I Regnvejr. Jeg frøs om ørerne og fik våde sko.
Der er nok nogle, der vil spørge hvorfor jeg dog gjorde det?
Det vil jeg gerne svare på. Der er to svar:

  1. Jeg har en løbeaftale med nogle kolleger klokken 7:00 i morgen tidlig, men fordi jeg har været forkølet, var jeg nødt til at afprøve om snøfte-op-funktionen leverede varen under løb. Ellers ville jeg efterlade et 5 km langt sneglesnotspor. Adr. Og jeg ville nok have svært ved at se mine løbemakkere i øjnene igen. Ikke fordi jeg skal se fiks ud, når jeg løber, men snot i ansigtet (måske endda fordelt efter flere vindretninger) er alligevel lidt uden for min komfortzone.

20151229_102023

2. Jeg løb også fordi jeg hørte en fugl krittevitte , da jeg holdt for rødt i et lyskryds. Så tænkte jeg: “FORÅR”, og så skete der en række associerende processer i min hjerne, som jeg ikke kan gøre rede for nu, fordi jeg har haft stress og derfor ikke kan huske mere end 3 sekunder tilbage, fordi jeg har haft stress. Hvor kom jeg til?
Og så er det jo officielt forårsmåned (marts), og der er erantis og vintergækker, og små skud på syrenerne.
Det endte i hvert fald med, at jeg holdt ind ved kirken, klædte om i bilen (hurra for tonede ruder) og begav mig ud på vejen for at løbe foråret i møde, om jeg så må sige.

Og nu lover metrologerne så sne. WTF?! Er jeg løbet tilbage i tiden? (Hvor hurtigt har jeg så løbet? og forbrænder man så kalorier eller optager man dem igen?)
Hvorfor løb foråret ikke mig i møde? Mor er skuffet.
Mor spiser en trøsteflødekaramel. Det er der jo råd til i kaloriebudgettet, nu hvor jeg har løbet – eller hvad?