Små ting med store følger

[:da]Hermann og vejret
Her er Hermann. På billedet er han meget stor – knap 18 meter høj, men i virkeligheden var han mindre.

Han var også dobbeltagent. Jeg synes han har store lårmuskler.  Måske stod han på ski i fritiden.

Uanset om han  stod  på ski  eller  ej,  er han årsagen til,  at vi er mere skandinaviske end sydeuropæiske i dag.  Han er årsag til,  at vi taler dansk,  og ikke et latinskpræget sprog.  Og han er årsag til,  at vi ikke har snorlige  gader og amfiteatre.

Hermann og vejret.
Hmm,  tænker I måske, det lyder lidt utroligt.

Ja, det gør det.  Men det er bare én blandt utrolig mange utrolige ting.
Nu kommer forklaringen:

Hermann var cherusker og levede i årene før og efter Jesus blev født. Cheruskerne var en af de germanske stammer,  der holdt til i Tyskland, før det blev Tyskland.
De var gode venner med romerne,  og derfor var romerne ikke på vagt overfor dem.
Hermann var endda tolk og rådgiver for en romersk feltherre.

Hermann blev træt af romerne,  da de ville bestemme i Tyskland.  Det var stadig ikke ikke Tyskland på det tidspunkt,  og hvis Hermann ikke var blevet så frygteligt træt af romerne havde det nok heller ikke været Tyskland i dag.

Hermann er træt af Romerne

Men Hermann gad ikke flere lige veje og amfiteatre,  så han fik nogle af sine germanske venner til  at lægge sig  på lur  i en  skov,  så de  kunne angribe  de romerske legioner,  som Hermann sendte gennem skoven.

Det kunne godt have endt med 1-0 til romerne.  De havde bedre våben og var i overtal. Men germanerne var til gengæld på hjemmebane,  både i terrænet og ved vejrforholdene,  der dengang var ligeså elendige som i dag. Men det er vist ikke Hermanns skyld.

Det blev et værre uvejr. Germanerne slagtede 3 romerske legioner,  og så var romerne også pludselig blevet trætte af germanerne. Så de tog hjem og mistede selvtilliden, og nåede aldrig at gøre Danmark til en del af Romerriget. Snart var Rom bare en by i Italien.

Sådan er det.  De små ting kan vise sig at være de største.

Hvorfor vejrudsigten aldrig passer
Engang sad en meteorolog og regnede på vejret. Han havde lavet et program,  der kunne forudsige vejret – hvilket, der jo ligger et vist forventningspres fra omverdenen om at man kan,  når man er meteorolog.

Og det kunne han da også. Han skulle bare taste 12 startbetingelser ind i sit program,  og så kom vejret ud. En dag sprang han lidt frem i programmet,  og tastede selv nogle udprintede værdier,  som programmet tidligere havde beregnet. Men på udprintet var værdierne rundet ned  fra seks til tre decimaler,  og så blev vejret helt anderledes end det plejede. Decimalforskellen på det afrundede og uafrundede tal,  svarede til påvirkningen ved en sommerfugls vingeslag.

Det kan altså være meget svært at forudsige vejret med al den usystematiske bevægelse, der forekommer i verden.
Vil I lige være venlige at stå stille allesammen?! Også dig, Fru admiral!

Moralen er:

  • at selv om man er lille, kan man lave stor ravage, men det er ikke til at forudse.
  • Og vil man endelig forudse noget, skal man have seriøst styr på tingene.
  • og hvis der er Nordeuropæere eller sommerfugle involveret, kan man lige så godt lade være, for de er ikke til at regne med.
  • Og tag altid en paraply med, for man kan heller ikke regne med vejrudsigten.

[:]

Ich habe ein Gehirn… oder was?

Hjernen er det mest fascinerende ved kroppen, synes jeg. Den kan lære de sværeste ting: at gå, at forudse begivenheder og at huske de første 52 decimaler af pi.

Og så er der dage, hvor den er helt umulig. Så kan den ikke huske de tre ting, der stod på indkøbssedlen, eller forstå en samlevejledning på en stol fra bilka.

Det er sjovt at tænke på, at hver gang man lærer noget nyt, laves der nye veje inde i hjernen. Først er de bare små spor af nedtrampet græs, men efter et stykke tid bliver det til en motorvej.

Derfor bør man køre en anden vej til og fra arbejde en gang imellem. Det holder hjernens små vejarbejdere i form. Forudsat at man ikke farer vild. Men lad nu det ligge…

For at holde mine hjernevejarbejdere til ilden, er jeg gået i gang med at lære et sprog. Tysk. Det er nok det sprog, der er størst sandsynlighed for at jeg får brug for. Jeg gider ikke lære et sprog, som jeg skal rejse virkelig langt væk for at bruge.

Godt nok har jeg haft tysk i skolen, men det var jo dengang jeg hang ud med Egtved pigen.

Nu har jeg installeret Mondly på mobilen. Den mest tålmodige tysklærer jeg har haft. Og den venligste. Og jeg har allerede lært mere end jeg nogensinde har glemt. På tysk, altså.

Jeg arbejder i øvrigt også sammen med en tysker, men indtil videre har jeg ikke turdet afprøve mine fremskridt på ham. Jeg kan desuden også kun sige ting som: “godmorgen. Jeg er en dreng.” Det kunne godt gå hen og skabe en akavet stemning. Men senere i forløbet, måske.

Med al den læring, har min hjerne altså også brug for at slappe af. Så jeg er også begyndt at producere fingerringe. Kreativitet er intelligens, der har det sjovt. Og med alle de ringe, jeg har fremstillet de sidste to aftner, må jeg virkelig have meget intelligens, eller også har jeg ikke så meget, den har det bare MEGA sjovt. Den er faktisk på Bakken. Inde i mit hoved.

20160616_001810

20160615_223412

20160614_221608

Apropos “inde i mit hoved”, så bekymrer det mig lige pludselig med alle de der nye veje. Jeg mener, sandsynligheden for at fare vild bliver jo større. Eller er det sandsynligheden for at finde en vej, der fører til det rigtige sted, der bliver større?

Jeg tror faktisk jeg er faret vild i min hjerne lige nu.

Jeg går i seng.

 

Forårstræthed

Her i april er de fleste omkring mig – inklusiv mig selv, ramt af det, der hedder forårstræthed.

dog-871773_640

Og allerede nu er jeg lige nødt til at trille ud af en tangent, for min datter og jeg har en leg. Den hedder oxymoron-leg. Den går ud på, at vi skiftes til at lave korte, selvmodsigende sætninger. For eksempel: “larmende stilhed”, “runde kanter”, “åndsvag clairvoyant”, “blind seer”, “kæmpe reje”, “billigt dyr”, “rettidigt dsb-tog”, snavset ren”.

Forår: at vågne op, at springe ud, friskhed.

Træthed: det modsatte

Forårstræthed er selvmodsigende. Det er altså et oxymoron. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men alligevel er det en reel tilstand med videnskabelig undersøgelser i ryggen. Ligesom brumbassen, der flyver på trods af, at den ikke sku ku. Brumbasser er ret søde. Og måske også forårstrætte. De flyver i hvert fald tit ind i min rude.

Jeg var ved at gå ind i et skilt en dag. Og nogle gange sover jeg i bilen. Altså ikke mens den kører. Bare lige på parkeringspladsen ved skoven eller ved børnehaven. Mon brumbasser falder i søvn mens de flyver? Er det derfor de flyver ind i ruden? Nogle gange gør solsortene det også.

Forårstræthed er åbenbart et udbredt fænomen på tværs af arter.

Pludselig føler jeg mig helt i pagt med naturen. Træt og normal.

Træer må også bruge enorme mængder energi på at lave små grønne skud og farvede blomster. Godt jeg ikke er et træ. Mon de falder i søvn en gang imellem? Når jeg går inde i en nåleskov, kan jeg godt få fornemmelsen af, at her sover træerne. Det er heldigt, at træer ikke kan flyve. Tænk hvis et forårstræt træ ramlede ind i min rude! Mon forsikringen ville dække?

Måske er forsikringsmanden også træt, og sidder ved sit bord og nikker med hovedet og savler lidt ud af den ene mundvig. Så ringer jeg, fordi et træ faldt i søvn på flyveturen fra Sejerø til Asnæs, og fløj ind i min rude, så der nu er et stort hul – og et rønnetræ midt i stuen. Men forsikringsmanden bliver gnaven, fordi jeg vækker ham, og så må jeg leve med et hul i ruden indtil forårstrætheden blandt forsikringsselskabets ansatte er overstået. Men så er de taget på sommerferie… så det gælder om at ringe lige på det rigtige tidspunkt i sensommeren,  før vinterdepressionen sætter ind. Så får jeg endelig lavet ruden.

Det er godt, at forårstræthed er mest udbredt om foråret. Hvis det var om vinteren, ville det være for koldt at mangle en rude.

Og navnet ville være misvisende.

 

Undren

Her er nogle ting, der undrer mig:

question-mark-1026531_640

Når vi tager en ny tube tandpasta i brug, går der kun et par dage før den er flad. Så er man nødt til at rulle den sammen og bøje siderne lige under låget sammen, for at presse tandpasta ud. Det kan man gøre i flere måneder. Hvorfor er der mest i til sidst?

Ordet “overhovedet” undrer mig også. Har det noget at gøre med overhoved – altså ligesom i en mafiafamilie? Jeg googler det lige… Nope, ordet overhovedet stammer fra kvæghandel, hvor man sælger en flok kvæg uden at tælle hoveder. Lidt ligesom en lykkepose. Er man så blevet snydt eller har man fået bonus, hvis der er en tohovedet ko imellem?

Og har ordene skov og skovl det tilfælles, at man kan grave i den ene med den anden?

Og hvorfor hedder det en søko, en søhest, en søstjerne og en søløve i forhold til en havodder, en havtaske og en havkat?

Falder æbler egentlig ned fra træet, eller hopper de?

Hvorfor har vi to, meget forskellige dyr, der begge hedder marsvin? Skulle den ene biolog have gået til Louis Nielsen?

Livet er fuld af store spørgsmål.