Brikkerne i orden

[:da]Når vi spiller billedlotteri herhjemme, vinder jeg altid. I al beskedenhed, så er det fordi jeg er suverænt god til billedlotteri. Det er jeg blevet fordi jeg øver mig. Hver dag.
At være mor i en familie, er nemlig lidt ligesom at spille billedlotteri hele dagen.

“Moar, hvor er min hårbøjle?” Brikken med hårbøjlen vendes for mit indre blik – hvor var det nu jeg så den…? “Under sofaen i stuen!”

hairbands-166923_1920“Moar, hvor er min anden sko?” Brikken med skoen vendes – jeg har set den et sted… “Under trampolinen!”

chucks-153310_1280“Skaaat, har du set mine nøgler?” Brikken med nøglerne vendes – “Ja, på køkkenbordet!”

keys-1023939_1920For at lette mit liv, og presset på min hukommelse, har jeg prøvet at indføre faste pladser til tingene. Hårbøjlerne bor for eksempel i tredje skuffe på badeværelset.
Problemet består nu i, at lære tingene at hoppe på plads selv…

At købe ind er også et billedlotteri. Dog noget nemmere, fordi personalet ikke smider varerne tilfældigt rundt omkring. MEN engang imellem tillader butikkerne sig, at flytte rundt på reolerne.
Så vender man brikken med æbler…

green-214134_1920Og tror, at det andet kort ligger bagerst i butikken, tredje sektion i midten…

MEN WTF?! Der er legetøj?! Hvor er så æblerne? Forræddere!

Hvis jeg nu var en ludobrik… så var jeg nok slået hjem dér.

Mon man kan lære æblerne at trille tilbage til deres gamle plads? Stille og roligt, selvfølgelig, så de ikke bliver stødt.

Al den energi jeg bruger på at registrere og holde styr på brikker, må kunne bruges bedre.
I butikssituationen tænker jeg på en robot ligesom dem på apotekerne. Så kunne man lige vælge sine indkøb på en skærm, og så hentede robotten det. Så kunne man afvise varerne hvis æblerne for eksempel var stødte (fordi de var trillet tilbage til deres gamle plads).

På hjemmefronten tænker jeg på, at man måske kunne lære børnene at rydde op…
Måske ville vinderchancerne i billedlotteri herhjemme så blive mere ligeligt fordelt.

Men ideen med robotten nok er mest realistisk.

 [:en]When we play picture lottery at home, I always win. In all modesty, it is because I’m supremely good at picture lottery. And I’m good because I practice. Every day.
Being a mother of a family, is in fact a bit like playing picture lottery all day.

“Mum, where is my hairband?” The card with the hair band-picture turns in my head – where did I see that …? “Under the couch in the living room!”hairbands-166923_1920“Mum, where’s my other shoe?” The card with the shoe turns – I’ve seen it somewhere … “Under the trampoline!”

chucks-153310_1280

“Honeeeey, have you seen my keys?” The card with the keys turn – “Yes, on the kitchen table!”

keys-1023939_1920

To simplify my life , and ease the pressure on my memory, I’ve tried to establish a permanent place for things. Hairbands, for example, belong in the third drawer in the bathroom.
The problem now is to teach things to jump back to their place by themselfes …

Groceryshopping is also a picture lottery. However, somewhat easier because the staff don’t throw the groceries randomly around the store. BUT sometimes the stores get the crazy idea of relocating the shelves.
So when I turn the card with apples …

green-214134_1920

And believe that the second card is located at the back of the store, the third section in the middle …

BUT WTF ?! There are toys ?! Where are the apples, then? Traitors!

If this was a game of ludo, and I was a ludo token … I was probably knocked over and returned to my yard right there.

I wonder if I can teach the apples to roll back to their old place? slowly and carefully, of course, so they don’t become bruised.

The amount of energy I use to keep track of the picture lottery cards, could probably be put to better use.
In the grocerystore situation I imagine a robot like the ones at pharmacies. I would tap my purchases on a screen, and the robot would get it for me. I could reject the groceries in case the apples  were bruised (because they had rolled back to their old place).

At home, I imagine I could teach the children to clean up …
Perhaps chances of winning the picture lottery would become more evenly distributed.

But the idea of the robot is probably more realistic.[:]

Træd varsomt

I morges samlede jeg en halskæde, et penalhus, to par underhakkere str 6 år, en bluse og en støvle op fra stuegulvet. Der lå mere, men jeg var kun på gennemgang.
Da jeg gik i bad, opdagede jeg, at jeg gik rundt med et hjertesmiley-klistermærke under storetåen. Det kunne have været værre.

Vi har en kat. Den kommer med gaver, og i morges havde den lagt en spidsmus uden for hoveddøren. Ved siden af den anden spidsmus, som den afleverede til os i sidste uge. Den fra ugen før den fra sidste uge, er forsvundet.

Hvad er den kat egentlig ude på? Har hun lumske planer?

Det forholder sig nemlig sådan, at nogle spidsmusarter har giftigt spyt.
Er katten mon ude på at forgifte os?
Når jeg tænker over det, så er hendes opførsel til tider mistænkelig. F.eks når hun holder øje med mig med halvt lukkede øjne. Eller når hun pludselig kaster sig ud fra en busk i indkørslen og angriber min sko.

Hvad mon hendes motiv er?
Verdensherredømme?
Måske vil hun spise os, fordi spidsmus smager grimt? De har nemlig nogle kirtler, der afgiver en grim smag… det har mennesker vist ikke.

Verdensherredømme...

Verdensherredømme…

Det kan også være, jeg tager fejl. Måske er det en kærlighedserklæring forklædt som et ugentligt proteintilskud? Måske er hun en meget klog kat, som ved, at udtræk fra spidsmusens gift både kan sænke blodtrykket og bruges til behandling af migræne og flere typer kræft. Hun prøver altså bare at passe på os.

animal-1239256_1920

 

Senere på dagen kom Olivia ind til mig, og bad om et stykke snor, hvorefter hun smuttede igen. Efter et par minutter kom hun tilbage med snoren, som hun svingede rundt som en propel foran sig. For enden af snoren havde hun bundet førnævnte spidsmus, som derfor blev centrifugeret med 60 km/t.

Jeg roste hende for det utraditionelle, omend makabre påfund, og forklarede, at jeg helst ikke ville have musen indenfor.
Senere hørte jeg, at hun legede med katten inde på sit værelse, og jeg kan godt se nogle billeder for mig.  Jeg gik ikke derind.

Jeg forestiller mig med gru, at det ikke er et smileyklistermærke, jeg finder under storetåen næste gang….