Forårsstævne

[:da]Forår betyder stævner, forårsopvisninger, gallashows og afslutningsopvisninger. Alt sammen i haller med dårlig akustik og hårde bænke. Og alt sammen mens foråret står og blomstrer og dufter udenfor.
Selvfølgelig kommer man og ser sit barn, og hepper eller trøster, hjælper med at få håret sat op og betaler 20 kroner for et kyllingespyd. Og selvfølgelig kommer man til alle opvisningerne og ser det samme show. Som er det samme show, som man set hele sæsonen, fordi sådan er det i kunstrulleskøjteløbebranchen.

I dag er jeg til rulleskøjtestævne i Ledøje Smørum. Det hedder byen faktisk. Jeg kommer til at tænke på fedtede glasøjne, der vender forkert, men der er sikkert en bedre forklaring på byens navn.

Til dette tre dages Ledøje Smørum stævne er der løbere fra hele landet og Tyskland og Frankrig. Af alle steder i Danmark, skal de udenlandske gæster overnatte i en by med det navn. Det er næsten ondt.

I Ledøje Smørum hallen, er der høj musik, og folk der klapper med sammenfoldede pamfletter, der beskriver hvordan forældre bør opføre sig ved stævner. Man bør for eksempel ikke kun klappe af sit eget barns opvisning, står der. Og ni andre regler, som jeg har glemt. Når man nu skal klappe af alle de andres børn, så er det godt med pamfletter, for man får ømme og sviende håndflader af at klappe fra klokken 11 til 20.

Hr T er en engageret forælder. Han er formand for Kalundborg Rulleskøjteklub, og han klappede sin pamflet helt i stykker, så der fløj papirstykker om ørene på de omkringsiddende tilskuere.

Vi andre forældre er også engagerede, men på et andet plan. Vi kigger indforstået på hinanden. Vi vil alle sammen gerne støtte vores børn og vores klub, men vi har hovedpine af akustikken og ondt i bagdelen af bænkene. Altså de af os der – igen – har glemt at tage en pude og ørepropper med. Vi lider, gør vi. Og vi keder os. Hvis vi selv var børn, ville vi lægge os ned på gangene og hyle. Selvom det ville have en vis underholdningsværdi, tror jeg ikke det er i overensstemmelse med pamfletten.

Løberne er dygtige og smidigere end jeg nogensinde har drømt om at blive. De har flotte kjoler og flotte shows. Og så er de stærke. En rulleskøjte vejer i omegnen af et kilo, men løberne springer raskvæk omkring, og svinger benene op over hovedet og udstrakt rundt om sig selv. Indimellem kaster de også lidt med hinanden.
Når en løber falder, lyder det som en reol, der vælter, og jeg forventer hver gang, at løberen må bæres ud i flere dele. Men de rejser sig bare op og løber videre. Når de løber forbi tilskuerne, følges de af en brise, der får papir og løst hår til at flagre op. Hvis man skulle være så uheldig at blive ramt af et svingende ben, skal man regne med at blive fragtet fra hallen i ambulance.

Det skal vi heldigvis ikke. Vi er på vej hjem nu. Jeg kan høre min dyne kalder. Eller er det tinitus?[:]

Turen går til…

BERLIN

graffiti-745071_640Fire dage i Kr. Himmelfart ferien. Sammen med 16 piger på kunstrulleskøjter. Ikke mig. Jeg var ikke på rulleskøjter. Det har jeg prøvet, og det er slet ikke så nemt som de 10-årige piger får det til at se ud.

Jeg var med som hjælper, så jeg skulle hjælpe med at få løberne hen til det rigtige træningssted på det rigtige tidspunkt.

Det gik så galt på allerførste træningsdag, hvor jeg skulle følge tre af pigerne fra Dichardstrasse til Pallasstrasse. Der er ca 4 km, og indenfor de første 300 meter, var jeg drejet forkert. Tadaa!

Det endte med, at vi måtte tage en taxa til 15 euro. Vi må være nået virkelig langt i den gale retning…

directory-641914_640

Efter at have gået turen hver dag i 3 dage, sluttede jeg så sidste morgen af, med at dreje den forkerte vej igen. Man skulle jo tro jeg prøvede at stikke af! Heldigvis havde de andre voksne opdaget, at det nok var en god ide at holde øje med mig, så jeg nåede ikke langt.

Efter en lang bustur fra Berlin til Rostock, fik vi mulighed for at strække benene inden vi skulle på færgen. Da mine ben var tilpas rettet ud, gik jeg ombord på den forkerte bus. De lignede altså hinanden meget, de busser. Det var passagerne på overetagen, der så helt forkerte ud..

Men bortset fra det, så gik det rigtig godt, og her er hallen, som løberne trænede i:

spreewald06

En rigtig livsglad hal, der er lys og levende invendig, og udefra leder tankerne hen på Hobitten.

spreewald09

Den er bygget af en dansker, der hedder Bjørn, og det tog 25 år. Hans ene datter slog det sidste søm i for 15 år siden. Begge hans døtre, Claudia og Astrid, var trænere på turen.