Forårsløbetur

Jeg løb en tur i dag. I Regnvejr. Jeg frøs om ørerne og fik våde sko.
Der er nok nogle, der vil spørge hvorfor jeg dog gjorde det?
Det vil jeg gerne svare på. Der er to svar:

  1. Jeg har en løbeaftale med nogle kolleger klokken 7:00 i morgen tidlig, men fordi jeg har været forkølet, var jeg nødt til at afprøve om snøfte-op-funktionen leverede varen under løb. Ellers ville jeg efterlade et 5 km langt sneglesnotspor. Adr. Og jeg ville nok have svært ved at se mine løbemakkere i øjnene igen. Ikke fordi jeg skal se fiks ud, når jeg løber, men snot i ansigtet (måske endda fordelt efter flere vindretninger) er alligevel lidt uden for min komfortzone.

20151229_102023

2. Jeg løb også fordi jeg hørte en fugl krittevitte , da jeg holdt for rødt i et lyskryds. Så tænkte jeg: “FORÅR”, og så skete der en række associerende processer i min hjerne, som jeg ikke kan gøre rede for nu, fordi jeg har haft stress og derfor ikke kan huske mere end 3 sekunder tilbage, fordi jeg har haft stress. Hvor kom jeg til?
Og så er det jo officielt forårsmåned (marts), og der er erantis og vintergækker, og små skud på syrenerne.
Det endte i hvert fald med, at jeg holdt ind ved kirken, klædte om i bilen (hurra for tonede ruder) og begav mig ud på vejen for at løbe foråret i møde, om jeg så må sige.

Og nu lover metrologerne så sne. WTF?! Er jeg løbet tilbage i tiden? (Hvor hurtigt har jeg så løbet? og forbrænder man så kalorier eller optager man dem igen?)
Hvorfor løb foråret ikke mig i møde? Mor er skuffet.
Mor spiser en trøsteflødekaramel. Det er der jo råd til i kaloriebudgettet, nu hvor jeg har løbet – eller hvad?