Den ideelle familie – og min

Forleden talte jeg med et forældrepar, der ventede barn nr to, og de mente, at det ville være lettere med nr to, for nu vidste de jo hvordan de skulle gøre.
Øjeblik… jeg skal lige grine færdig…

Til de stakkels forældres trøst, kan jeg så fortælle, at det ideelle antal børn for en harmonisk familie er to stk. Så dér er de jo godt på vej. Resten finder de nok selv ud af.

De skal så helst være piger – børnene altså. Det betyder så ikke, at det dobbelte er dobbelt så godt, for det værste for familieharmonien er fire piger. Det siger forskerne. Enebørn figurerer slet ikke på listen.

Det er værd at huske, for de af jer, der ikke har fået børn endnu: to piger – stop. Det bliver ikke bedre.

20160602_202725

De helt normale børn – var det her man skulle have stoppet?

Jeg har tre piger. Det ligger på en 4. plads. Lige under 2 drenge.

På en måde kan jeg godt forstå det. Tre forskellige børn, kræver tre forskellige mødre (fædrene må lave deres egen blog).
Jeg kan godt styre at pendle mellem to versioner af mig selv, men tre versioner er noget rod.
Jeg er også helt i harmoni med yderpigerne Louise på 10 og Mikala på 6. Morversion 1 og version 3 kører fint. Mens Olivia på 7  – midterbarnet – er i en anden kategori. Morversion 2 er tilsyneladende inkompatibel med min hardware. Heldigvis har vi det fuldt assisterende redningsprogram (FAR),  der kan træde til, når morversion 2 går i cirkler.

Men det er ok.

I dag fik jeg en grøn blokfløjte af en kollega. Den gav jeg til Olivia. Andre ville nok have valgt at give den til én af de to andre – eller grave den ned. Men jeg vidste bare, at Olivia ville blive rigtig glad for den. Det gjorde hun også. Og i dagens anledning – hvad det end var, havde hun ingen bukser på, da jeg kom hjem. Heller ikke underbukser – eller underhakkere, som det hedder i hendes termer.
Så hun løb rundt i bar røv og pustede i blokfløjten, så hundene flygtede til alle sider – og katten ser vi nok heller ikke foreløbig.
Der var disharmoni. Og jeg takker Olivia for muligheden for at træne min tålmodighed og min evne til at filtrere lyde på samme tid.

Imens hoppede Mikala på trampolin med en spand på hovedet, og Louise optog skøre musikvideoer af sig selv, mens hun dansede i min seng.

En helt almindelig dag i nr 12.

Sikke en harmoni vi ville have, hvis vi kun havde Louise og Mikala. Men sikke et uforudsigeligt eventyr vi har med Louise, Olivia og Mikala tilsammen.
Og sikke en masse vi lærer om forskellighed, om søskendekærlighed og om os selv.
Måske giver det mest harmoni og orden i familien, at have to børn, men hvis man vil udvikle sig, må der lidt disharmoni og kaos til.

Så skidt med, at de ikke har to ens sokker på, at deres selvsmurte madpakker mest består af mariekiks, og de ikke har været i bad siden sidste torsdag. Så længe de er glade og lugter ok.

Det normale er for amatører

Det normale er for amatører

Turen går til…

BERLIN

graffiti-745071_640Fire dage i Kr. Himmelfart ferien. Sammen med 16 piger på kunstrulleskøjter. Ikke mig. Jeg var ikke på rulleskøjter. Det har jeg prøvet, og det er slet ikke så nemt som de 10-årige piger får det til at se ud.

Jeg var med som hjælper, så jeg skulle hjælpe med at få løberne hen til det rigtige træningssted på det rigtige tidspunkt.

Det gik så galt på allerførste træningsdag, hvor jeg skulle følge tre af pigerne fra Dichardstrasse til Pallasstrasse. Der er ca 4 km, og indenfor de første 300 meter, var jeg drejet forkert. Tadaa!

Det endte med, at vi måtte tage en taxa til 15 euro. Vi må være nået virkelig langt i den gale retning…

directory-641914_640

Efter at have gået turen hver dag i 3 dage, sluttede jeg så sidste morgen af, med at dreje den forkerte vej igen. Man skulle jo tro jeg prøvede at stikke af! Heldigvis havde de andre voksne opdaget, at det nok var en god ide at holde øje med mig, så jeg nåede ikke langt.

Efter en lang bustur fra Berlin til Rostock, fik vi mulighed for at strække benene inden vi skulle på færgen. Da mine ben var tilpas rettet ud, gik jeg ombord på den forkerte bus. De lignede altså hinanden meget, de busser. Det var passagerne på overetagen, der så helt forkerte ud..

Men bortset fra det, så gik det rigtig godt, og her er hallen, som løberne trænede i:

spreewald06

En rigtig livsglad hal, der er lys og levende invendig, og udefra leder tankerne hen på Hobitten.

spreewald09

Den er bygget af en dansker, der hedder Bjørn, og det tog 25 år. Hans ene datter slog det sidste søm i for 15 år siden. Begge hans døtre, Claudia og Astrid, var trænere på turen.