ADDitude

Det er ingen hemmelighed at jeg har været ramt af stress og depression. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at føle mig helt på sikker afstand af det. Tæppet er blevet trukket væk under mig een gang – skulle det så ikke kunne ske igen?

slippery-98821__340

Men faldet bragte mig også ud på en rejse tilbage mod mig selv.
Jeg har lært, at jeg har svært ved at sætte grænser. Både i forhold til at mærke hvor jeg ender og omverdenen begynder, og i forhold til at sige “hertil og ikke længere”.
Og jeg har lært, at jeg har brug for flere pauser end de fleste. Hvilepauser, tænkepauser, løbepauser og krusedullepauser.

Senest har jeg lært at jeg har ADD. Det er ADHD uden det hyperaktive H. Lige først da jeg fik det at vide, tænkte jeg: “Ok, og med den viden gør jeg hvad?” Men efter at have læst om det, forklarer det faktisk en hel del, og jeg føler mig mindre sær. Selvom jeg nu har fået papir på, at jeg er det.

Dermed en forklaring på mine flyvske tanker. På hvorfor jeg aldrig ringer tilbage eller skriver fødselsdagskort. Eller kan huske, hvad jeg skulle i kælderen.
Hvorfor jeg kan koncentrere mig så meget om noget, at det er vigtigere end alt andet. Hvorfor jeg slet ikke kan koncentrere mig, på grund af ufrivillig indre brainstorm om alt muligt andet. Hvorfor jeg brænder maden på – også pasta.
Og hvorfor blæsevejr og føtex giver mig angstfornemmelser.

Hurra! Jeg er ikke fra en anden planet alligevel! Der har været dage, hvor jeg mistænkte storken for at have lavet en fejlnavigation af galaktiske dimensioner. Men jeg har bare ADD. Heldigvis. Jeg kan læse om mig selv, og hvordan jeg takler livet på jorden.

Og det hele startede med et hysterisk grådanfald i bilen en onsdag efter arbejde. Den dag var jeg meget langt fra mig selv. Nu er jeg nærmere.

directory-466935_1280