Jeg danser med mig selv

[:da]Jeg har lige afsluttet et projekt.  Jeg har lavet kælderen om til en Pirat-ø.
Hvorfor?, vil nogen måske spørge.
Det fik jeg lige lyst til. Det er et godt sted at drikke rom og gemme sig fra virkeligheden, hvis man skulle få behov for det en dag. Eller danse som man har lyst til.

Apropos at danse, så hørte jeg for nyligt et spændende program på P1.

For 200 år siden dansede man helt anderledes end i dag. Den information får nok ikke nogen op af stolen, men det interessante er, at dans afspejler måden vi lever på.

Dengang dansede man kædedanse og figurdanse. Så kom pardanse som vals, og danse hvor man delvis gav slip på hinanden. Så kom danse hvor man slet ikke rørte ved hinanden, og i dag kan man danse sin egen dans med sig selv uden nogen synes man er sær af den grund.

Nu kommer pararallen til hverdagen:

I kædedanse, figurdanse og pardanse er man nødt til at passe ind. Man kan ikke lige pludselig finde på sit eget lille show, for så går der kludder i dansen.  I hverdagen udfyldte man sin rolle. Den havde det samme indhold som dagen før, og man vidste hvad man skulle lave og hvordan det skulle gøres. Fremtiden var forudsigelig. I morgen ville ligne i dag. Både dansen og hverdagen og relationen melllem mennesker blev afspillet efter et rimeligt fastlagt mønster.

I dag kan man danse med sig selv, med én, der står tæt på eller i den anden ende af rummet, med den samme, eller med flere forskellige i forløbet.

Forskellen er, at der ikke er noget mønster at afspille. Man laver sine egne moves undervejs. Der er ikke nødvendigvis et afgrænset dansegulv. Dansen opstår bare. Det vigtige er, at bidrage med noget. Hvis andre kan li det, man kaster ind i dansen er man in, hvis ikke, glider man ud af fokus. Ud i glemslen. Dansen har heller ikke altid en start eller slutning. Man hopper ind i den og ud af den.

Hverdagen afspilles heller ikke efter et fast mønster mere. Du kan ikke gå på arbejde, i skole eller bare have fri og lave det samme som i går. Der er helt sikkert mindst ét projekt, du skal bidrage til.
På arbejdsmarkedet er du nødt til at byde ind med nye tanker, energi, ideer og engagement hver dag. Når et projekt er færdigt, afspiller man det ikke igen. Så ruller man et nyt ud og kaster ideer, energi og engagement ind i det.
Når vi lever sådan, stiller det krav til, at vi hele tiden er på, og har alle antenner ude. Uforudsigelighed er et livsvilkår. Mønstrene tegner vi i processen og vi genbruger dem ikke.

Det er jeg faktisk for gammel til. Jeg er opdraget til at sidde stille og koncentrere mig om at skrive pænt, og gå i skole efter et fast skema hele året. Min hjerne kan godt li mønstre. Den vil gerne afspille den samme linje fra den samme sang en hel dag, hvis det skal være. Eller køre den samme vej til og fra arbejde hver dag.
Mine antenner er ikke hærdede til det liv jeg lever, og de informationer min hjerne skal kunne modtage og levere skal stadig håndsorteres.

Jeg kan godt forstå de unge, der bliver stressede allerede før de er startet på voksenlivet, for mange forældre er jo ligesom mig.
Vi skal opdrage vores børn til at navigere i et samfund, hvor vi selv er novicer.

Jeg kan ikke forme mine børn til at være flittige, dygtige piger, for det kan de ikke bruge til meget.  Jeg skal lære dem at kunne forme og omforme sig selv, udtrykke behov, tage initiativer og forhandle.
Jeg kan godt forstå, der sidder nogle trætte lærere rundt omkring, for i mine ører lyder de tre egenskaber, som det jeg værdsætter mindst ved mine børn på en tætpakket dag. Det tager tid og øvelse at finde en balance, hvor ingen har lyst til at kaste en anden ud af vinduet.

På sådan en dag kan man godt få brug en bunkers, der kan beskytte mod virkelighedens bombardementer.

En pirat-ø i kælderen for eksempel.

[:]

Kunsten at kramme en tiger

[:da]Jeg er startet på et nyt kapitel i mit liv.

Ikke noget med nyt job, eller “nu-skal-jeg-leve-økologisk-og bæredygtigt”. Heller ikke noget med at holde op med at farve håret for at komme i pagt med min alder. Jeg skal heller ikke skilles.
Det er meget værre end det. Meget større og langt mere skræmmende.

Jeg er blevet mor til en teenager.

Teenager er i virkeligheden en sammentrækning af to ord, der definerer begrebet. Læg mærke til stavevariationerne, som er teenangel og teenanger.

Teenangel:
Hun er sød, og omsorgsfuld og kærlig. Hun bærer af og til over med sine to små søskende. Hun lærer mig at snap-chatte, dabbe og hvordan man bruger sin bit-moji. Og hun har humor. Hun har charme, selvtillid og lækkert hår.
Det er heldigvis den version af teenageren jeg oftest oplever.

Men så er der den anden. (Det er her I hører et “dam dam daaaaaaam”, for jeres indre øre)

Teenanger:
Denne version er særligt kendetegnet ved, at være konstant misforstået. Det er selvfølgelig frustrerende, og det eneste, der er at gøre ved det er, at råbe højt, skælde ud, kaste med noget, give sine forældre skylden og sukke fortvivlet og opgivende.
Det er lidt som at finde sig selv i selskab med en tiger. Man kan ikke forudsige hvilken vej det går. Nogle gang brøler den, nogle gange spinder den, nogle gange går den sin vej, og nogle gange bider den dit hoved af.


Den sidste version dukker særligt op i tidspressede situaioner, og når teeangeren ikke har noget tøj.
Og her er det, jeg overvejer at tage en tur til Louis Nielsen, for jeg syntes teenagerens tøj er alle vegne. I store totter.  I skabet,  på gulvet, under sengen, sengen – endda i min seng,  på badeværelset, på bamser og under bamser, i entreen,  på spisebordet,  i vindueskarmen og bag ved sofaen.

Men, da jeg forleden påpegede det midt i teenagerens tøjkrise, brød hun helt ud i sirener og blinkende lamper. Det var åbenbart ikke det rigtige tøj.

Nogen havde stjålet teenagerens rigtige tøj!  Og i sin søgen efter sit eneste rigtige par sorte bukser,  med det eneste rigtige hul i knæet,  efterlod hun sig endnu flere totter af vildfarent tøj gennem huset.  Og oven i miseren, forlangte faren at teenageren skulle lægge sit tøj på plads – i skabet! Før måtte hun ikke tage hjem til sin veninde (tidspresfaktoren).

Jeg tilbød at hjælpe med at lægge tøjet på plads,  men det faldt ikke i god jord. I det hele taget tror jeg slet ikke vi var på den samme jord lige der. Jeg forstod i hvert fald ingenting. Til min orientering.

Bukserne lå i øvrigt i min bil. Det var vidst fra den morgen, hun kom susende ud af døren med bare tæer, klokken fem minutter over “vi kører nu”, med strømper, sko, børste, skoletaske og et par hvis-nu-jeg-skifter-mening-bukser i hænderne.

Jesper Juul – jeg vil godt bestille en konsultation!

Jeg er godt klar over, at den opdragende tid er forbi. Der er kun kram og tålmodighed tilbage. Og det er overraskende hvor meget, der kan klares med dem. Og heldigvis går de begge veje.

 

Tigerkram

 [:]

Den danske mor

[:da]Fremtiden.  Den er altid in mente i familielivet. Ikke nok med at jeg tænker på min egen fremtid, som i dette tilfælde hedder alderdom, jeg går også rundt med mine børns fremtid på skuldrene.

Udruster jeg mine børn til de krav de kommer til at møde i fremtiden?Hvad mon de vil med deres liv? Hvilken slags mennesker bliver de i deres voksenudgave? Har jeg givet dem det rigtige værktøj med i bagagen?

luggage

Nu kalder jeg jo min blog for The Danish Mom. Det lyder lidt som om jeg mener, at jeg kan repræsentere alle danske mødre. Det kan jeg naturligvis ikke. Men jeg kan hive nogle highligts frem, som er repræsentative for den danske mor:
(Det er ikke fordi, jeg vil underkende fædrenes rolle i projektet, men de må altså lave deres egen blog.)

  • Hun er tilfreds med sin krop. Sådan i det store hele. Danmark er ikke engang på top 30 over nationaliteter, der får flest kosmetiske operationer. Man må gerne kunne se på en dansk mors krop, at hun er mor. Ikke dermed sagt, at det altid kan ses.
    • Hun siger sin mening. Det er danske kvinder bare gode til.
    • Hun behandler sine børn som ligeværdige. Danske kvinder tror på, at børn bliver til det, de bliver behandlet som. Derfor taler de ikke ned til deres børn, men taler med respekt, ærlighed og empati.
    • Hun dyrker sig selv. Danske mødre har efterhånden lært, at hvis man skal være noget godt for andre, er man først nødt til at være noget godt for sig selv. For 100 år siden var det utænkeligt. I dag er det logik for burhøns. En glad mor er den bedste udgave af sig selv.
    • Hun inddrager sine børn i stedet for at opdrage dem. Livet har nuancer. Det kan kun være en god ting at lære.
    • Hun roser sine børn for det, de er – ikke for det de kan.
    • Hun viser sine børn tillid.
    • Hun er god til socialt netværk. Man kan mødes om mange ting, og det gør vi så.

Det lyder jo som om, der kommer nogle fantastiske voksne ud på den anden side.
Alligevel hagler der kritik nedover de danske forældre, når man Googler “danske børn”. “Forældre er bange for at opdrage”, “Curlingbørn”, “danske børn opdrages til at være konger og kontorchefer”, er bare nogle af de overskrifter, der kommer frem.

Jeg kan godt føle mig truffet. Jeg er ikke god til at sætte grænser. Nogle gange går jeg mere på kompromis, end jeg har lyst til.
Nogle gange gør jeg livet nemt for dem. Jeg rydder lige op, så de ikke får skæld ud af deres far.
Og engang imellem roser jeg dem måske for noget, som de ikke er bedre til end andre.
Er jeg en dårlig mor?

Jeg har ingen spåkugle, men jeg har kigget på Future Navigator, for at lure lidt på, hvordan verden ser ud, når mine børn skal til at stå på egne ben.
De har et koncept, der hedder ” De nye spilleregler“, og ifølge dem, vil fremtiden være mere fællesskabsorienteret, mindre ejerskabsorienteret, have mere fokus på nærvær, kvalitet og hjælp til selvhjælp.
Er mine børn klar til det?
Det aner jeg virkelig ikke.
Men jeg ved, at jeg elsker dem, og jeg gør mit bedste.
Og i mit forsøg på ikke at gentage mine forældres fejl, begår jeg helt sikkert nogle andre.

Det siges, at man kan se på sine børnebørn, om man har opdraget sine børn godt.
Så må jeg vel vente og se.

grandma-304292_1280[:en]The future. Allways in mind in familylife. I’m not just thinking about my own future, which in this case is called old age. I’m also carrying the burden of my childrens future on my shoulders.

Are my kids equipped to meet the future demands? What do they want to do with their lives? What kind of people will they become in their adult edition? Have I filled their suitcases with the right stuff for their journey into adulthood?

luggage

My blogname “The Danish Mom”, might suggest that I represent all Danish mothers. I don’t of course.  But I can list some typical Danish mom-qualities:
(I’m not disparaging the fathers, but they’ll have to write their own blog)

  • The Danish mom is comfortable with her own body. Most of the time, anyway. Denmark doesn’t even make the top 30 list of countries where people have most cosmetic surgery. The body changes when you become a mother, and it’s OK if it shows. Not that it always does. 
  • She speaks her mind. Danish women are good at that.
  • She treats her children as equals. Children become what they are treated as. They deserve respect, honesty and empathy.
  • She cares for herself. Danish moms are aware, that selfcaring is essential, if they are to care for others. A century ago, they would never have said it out loud, but today its common sense. A happy mom is the best version of herself.
  • She teaches her children to be family-copilots instead of passengers.  Learning to navigate in different shades of life, can only be a good thing.
  • She appreciates her children for what they are – not for their skills.
    • She trusts her children.
    • She’s good at social networking. We all have something in common. Lets meet.

It sure sounds like Danish children will turn out to be exceptional adults.
But when I Google: “danske børn”(danish children), I find that Danish parents are subject to lots of criticism: “Parents are afraid of raising their children”, “Curlingkids”, “Danish children are brought up to be kings and office managers” are just some of the headlines.

That hurts. I’m not good at setting boundaries. Sometimes I compromise, when I ought to hold my grounds. Sometimes I make my childrens lives easier, by cleaning up after them, so they don’t get in trouble with their father.
And sometimes I even commend them for things, the are not exceptionally good at.
Am I a bad Mother?

I have no crystal ball, but I’ve taken a glance at a Danish website called Future Navigator, to get a hint of what the world will be like when my children leave the nest. There’s a set of theories called: “The new rules” and according to them, the future will be more community-oriented, less ownership-oriented, focus more on actual presence, quality and self-help.

Are my children ready for that?
I have no idea!
But I do know that I love them, and I do my very best.
I try not to make the same mistakes I felt my parents made, when I was a child, but when that is said, I’m sure to make some new ones.

It is said that looking at your grandchildren will tell you whether you did a good job raising your own children.
I guess I’ll have to wait and see, then.

grandma-304292_1280[:]

Lykkelige børn

Troels Kløvedal skrev engang, at uanset hvor lidt man har at give sine børn, så har man bare at give dem livsglæde med på vejen.

Det er da et meget rimeligt krav, men hvordan gør man så det?

Bloggen her hedder jo The Danish Mom. Det er fordi jeg betragter mig selv som en meget typisk dansk mor. Og noget, der typisk ved typiske danske mødre (og fædre) er, at vi producerer verdens lykkeligste mennesker. Også selvom vi ikke altid ved hvordan vi gør det.

Der er mange forældre rundt om i verden, der gerne vil have lykkelige børn, og derfor kigger de på Danmark for at finde opskriften.

Her er mit bud på opskriften på lykkelige børn (ikke fordi I har brug for den – i har jo styr på det):

1. Bland først følgende 2 ingredienser til en lind konsistens af Ligeværd:

2,5 dl “Tal til dit barn, som du selv ønsker at blive talt til” og 250 g “Lyt til dit barn, som du selv ønsker at blive lyttet til”

2. Tilsæt 200 g fællesskab (også kendt under: “vi hjælpes ad” og “skal vi lave noget sammen?”

3. Rør 150 ml Empati i blandingen. Brug mærket: “sæt ord på følelser”

4. Hæld Ærlighed i. Det må godt være den diplomatiske type, men undgå den med tilsat sukker. Det giver for mange misforståelser.

5. Krydder med Glæde. Jeg kan anbefale Ole Henriksens type. Den er rig på kram og grin.

Bages ved hjertevarme i en livstid.

girl-797837_640

 

 

 

Krise

Børn og Ipads. Her er virkelig noget, der får mig til at føle, at jeg er en dinosaur.

“Mor se! Jeg har lige slået en ko ihjel!” Muh muh, splat, hug… “og en til!.”

“Og se, mine får er lilla… ups, der døde jeg…”

Øhm, det der Minecraft. Er det egnet for børn under 15 år?

???

Det ene barn råber til det andet (som er gået på wc med Ipad): “Gå ud af min verden.  Gå uuuuud”.

???

Eller barn 1 sidder ved siden af barn 2. De har hver en Ipad: “Kan du se mig nu? Jeg  kan ikke se dig, hvor er du?” Skal de børn lige en tur til Louis Nielsen, eller er jeg bare generations-afsat?

???

De leger med dukker og dukkehus online – sammen, de laver nye identiteter online, de markedsfører sig selv.

Hvor er mine små babyer, og hvorfor fylder jeg 40 lige om lidt?

Stop verden, jeg vil af!