Det komiske ved at være mor

Først og fremmest: Hvorfor hedder det morskab, når der ikke er noget farskab? hvorfor morsom, men ikke farsom? Og hvorfor kan man bedst more sig, når der ikke er fare på færde? jeg spørger bare.

Udover det, så er det faktisk komisk at være mor. Ikke bare til mine børn, men sådan generelt:

  • Man udvikler en evne til at bære sit barn uanset hvad man foretager sig – spiser, bader, går på wc, falder over ting.
    Jeg gled en gang i en kolort på vej op ad en stejl bakke, med et barn i favnen. Det lykkedes mig at lande i en håndstand, hvor mine sko, bukser og den hånd, der tog fra,  blev smurt ind i lort. Men barnet slap jeg ikke, og hun ramte hverken lort eller jord.
    Jeg faldt også engang over nogle andre menneskers oppakning i mørke med barnet i hænderne. Der skete heller ikke noget.Det er svært at se hvor man går, når man bærer på børn. Der vokser ikke tentakler med øjne på ud af ens hoved når man bliver mor. Det kunne ellers være smart. Så kunne man både se om hjørner og bagud. Der er selvfølgelig også ting man ikke ønsker at se. F.eks sit spejlbillede, hvis man havde tentakler.

 

  • Man opdager man ligner sine egne forældre. Jeg ligner min mor på et punkt: jeg brænder tit maden på. det er ikke fordi jeg ikke kan lave mad. jeg bliver bare nemt distraheret. Jeg kommer til at kede mig, mens jeg venter på at risene koger færdig, og så begynder jeg at sortere vasketøj, og gøre rent i kaninburet, og vupti! så er risene brændt fast i bunden af gryden.Da børnene var mindre og legede køkken, hørte jeg af og til: ” de er lidt brændte, men det gør ikke noget”. Heldigvis kan ketchup redde det meste. det lærte jeg hjemmefra.

 

  • At være mor indebærer også, at man er serviceorgan nr 1. Hvis jeg står i kælderen, og Hr T står i køkkenet, går børnene gerne ned i kælderen for at bede mig om at række dem mælken fra køleskabet.

 

  • Man kommer til at føle sig som verdens dårligste mor over bittesmå ting, – som at man ikke har fået købt gulerødder til madpakkerne, eller, at man ikke har støvsuget på barnets værelse i fire måneder, fordi det roder for meget, eller fordi man ikke har ryddet op på barnets værelse, eller ikke har haft held med at bede barnet om at gøre det, eller fordi man HAR ryddet op på barnets værelse – curlingmor. Fy!

 

  • Man lærer at bruge bakspejlet, fordi alternativet er, at vende sig og se ud ad bagruden, hvilket indbærer, at man kan komme til at se på bagsædet, der ligner en losseplads, og der gror muligvis fremmede organismer et sted deromme.

 

  • Ens telefon er fuld af farverige, støjende spil, og utrolig-tæt-på-selfies af børnenes næser.

Mine børn synes jeg er verdens bedste mor. Jeg skælder næsten aldrig ud, og jeg er åben overfor mange skøre ideer. I virkeligheden er det mest fordi jeg meget nemt bliver hæs, så jeg vælger som regel den udvej, der kræver færrest ord, og mindst hæven af stemmen.
Nej, ok, jeg er en ret sød mor.
Jeg tror ikke skældud er løsningen. Når Louise har ladet leverpostejen stå uden låg på køkkenbordet hele natten, forklarer jeg hvordan sygdomsfremkaldende bakterier opformeres ved stuetemperatur, og dermed nødvendigheden af at sætte leverpostejen tilbage på køl så hurtigt som muligt, og håber, at hun tænker “aaadr”, og husker det til næste gang. I virkeligheden hører hun nok bare: “blah-blah-blah..”

Jeg glæder mig meget til mine børn selv bliver forældre. Jeg griner allerede lidt..

Jeg vil være heksen i skoven

Hjemme hos mig er vi glade for historierne om Prop og Berta. Så glade, at vi hører dem igen og igen. Og igen. Jeg kan titelsangen udenad. Og replikkerne i filmen. Og når jeg siger “vi” er glade for Prop og Berta, så mener jeg mine tre piger. Og når jeg siger “vi” hører dem igen og igen, så mener jeg vi – os allesammen. Bent Solhof har ikke levet forgæves. Prop og Bertas nærmeste nabo er en heks (Fullatrix), der elsker at være ond og skræmme folk, “så de gør deres bukser våde”.”Jeg er SÅ ooond”, synger hun.

Hende kan jeg godt li! Der er ikke noget sympatisk ved hende. Hun er egoistisk, uempatisk, ukorrekt og grim og gammel. Hende vil jeg gerne være. Måske ikke hele tiden – især ikke det med grim og gammel… Men jeg ville godt være en smuk, ond heks. Ligesom Mor Gothel fra To på Flugt, eller Den onde Dronning fra Snehvide (havde hun egentlig en plan for, hvordan hun skulle blive ung og smuk igen?).

Jeg ville være hensynsløs og uovervindelig. Jeg ville more mig over andres ulykke, lyve og bedrage og være – ond!heksehat

Så enten er jeg gak, eller også har jeg bare meget længe været sød og hensynsfuld-selvudslettende-rummelig-mor-agtig. Så meget, at min personligheds mørkeste afkroge er ved at sprænges af undertrykte onde dronninger, hekse og manipulerende bitches. Stakkels dem. Jeg bliver nok nødt til at skaffe mig en kappe og en strømpistol, så jeg kan gå rundt og være rigtig ond, og gøre folk bange. Bare for at opretholde min mentale sundhed. Lige indtil jeg bliver arresteret.

ELLER jeg kunne udnytte de oplagte muligheder i mor-rollen: “Nej, du må ikke få en is … Muhuhuhahahaha” (Alt bliver bare bedre, når man slutter af med en ond latter). “Ja, tag endelig en kage mere…hæhæhæ”. Onde mor. Det bliver sjovt. Jeg kan bedre li den plan. Jeg er faktisk lidt bange for at blive arresteret. Og for strømpistoler. Måske kunne jeg bare bruge sådan en svagt elektrisk fluesmækker…

Jeg er sikkert helt normal. Det er er vel ikke så underligt, at man kan drømme om at være lidt ond og egoistisk i en verden, hvor man ellers hele tiden skal sørge for at opføre sig korrekt og spise økologisk fuldkorn. Og være mor. Jeg bliver måske endda et bedre menneske af at identificere mig med de onde dronninger, heksene og de manipulerende bitches. På afstand. Så meget for at være ond. Så endte jeg alligevel på den lyse side. Selvindsigt kan være en svøbe.