Det komiske ved at være mor

Først og fremmest: Hvorfor hedder det morskab, når der ikke er noget farskab? hvorfor morsom, men ikke farsom? Og hvorfor kan man bedst more sig, når der ikke er fare på færde? jeg spørger bare.

Udover det, så er det faktisk komisk at være mor. Ikke bare til mine børn, men sådan generelt:

  • Man udvikler en evne til at bære sit barn uanset hvad man foretager sig – spiser, bader, går på wc, falder over ting.
    Jeg gled en gang i en kolort på vej op ad en stejl bakke, med et barn i favnen. Det lykkedes mig at lande i en håndstand, hvor mine sko, bukser og den hånd, der tog fra,  blev smurt ind i lort. Men barnet slap jeg ikke, og hun ramte hverken lort eller jord.
    Jeg faldt også engang over nogle andre menneskers oppakning i mørke med barnet i hænderne. Der skete heller ikke noget.Det er svært at se hvor man går, når man bærer på børn. Der vokser ikke tentakler med øjne på ud af ens hoved når man bliver mor. Det kunne ellers være smart. Så kunne man både se om hjørner og bagud. Der er selvfølgelig også ting man ikke ønsker at se. F.eks sit spejlbillede, hvis man havde tentakler.

 

  • Man opdager man ligner sine egne forældre. Jeg ligner min mor på et punkt: jeg brænder tit maden på. det er ikke fordi jeg ikke kan lave mad. jeg bliver bare nemt distraheret. Jeg kommer til at kede mig, mens jeg venter på at risene koger færdig, og så begynder jeg at sortere vasketøj, og gøre rent i kaninburet, og vupti! så er risene brændt fast i bunden af gryden.Da børnene var mindre og legede køkken, hørte jeg af og til: ” de er lidt brændte, men det gør ikke noget”. Heldigvis kan ketchup redde det meste. det lærte jeg hjemmefra.

 

  • At være mor indebærer også, at man er serviceorgan nr 1. Hvis jeg står i kælderen, og Hr T står i køkkenet, går børnene gerne ned i kælderen for at bede mig om at række dem mælken fra køleskabet.

 

  • Man kommer til at føle sig som verdens dårligste mor over bittesmå ting, – som at man ikke har fået købt gulerødder til madpakkerne, eller, at man ikke har støvsuget på barnets værelse i fire måneder, fordi det roder for meget, eller fordi man ikke har ryddet op på barnets værelse, eller ikke har haft held med at bede barnet om at gøre det, eller fordi man HAR ryddet op på barnets værelse – curlingmor. Fy!

 

  • Man lærer at bruge bakspejlet, fordi alternativet er, at vende sig og se ud ad bagruden, hvilket indbærer, at man kan komme til at se på bagsædet, der ligner en losseplads, og der gror muligvis fremmede organismer et sted deromme.

 

  • Ens telefon er fuld af farverige, støjende spil, og utrolig-tæt-på-selfies af børnenes næser.

Mine børn synes jeg er verdens bedste mor. Jeg skælder næsten aldrig ud, og jeg er åben overfor mange skøre ideer. I virkeligheden er det mest fordi jeg meget nemt bliver hæs, så jeg vælger som regel den udvej, der kræver færrest ord, og mindst hæven af stemmen.
Nej, ok, jeg er en ret sød mor.
Jeg tror ikke skældud er løsningen. Når Louise har ladet leverpostejen stå uden låg på køkkenbordet hele natten, forklarer jeg hvordan sygdomsfremkaldende bakterier opformeres ved stuetemperatur, og dermed nødvendigheden af at sætte leverpostejen tilbage på køl så hurtigt som muligt, og håber, at hun tænker “aaadr”, og husker det til næste gang. I virkeligheden hører hun nok bare: “blah-blah-blah..”

Jeg glæder mig meget til mine børn selv bliver forældre. Jeg griner allerede lidt..

Kunsten at kramme en tiger

[:da]Jeg er startet på et nyt kapitel i mit liv.

Ikke noget med nyt job, eller “nu-skal-jeg-leve-økologisk-og bæredygtigt”. Heller ikke noget med at holde op med at farve håret for at komme i pagt med min alder. Jeg skal heller ikke skilles.
Det er meget værre end det. Meget større og langt mere skræmmende.

Jeg er blevet mor til en teenager.

Teenager er i virkeligheden en sammentrækning af to ord, der definerer begrebet. Læg mærke til stavevariationerne, som er teenangel og teenanger.

Teenangel:
Hun er sød, og omsorgsfuld og kærlig. Hun bærer af og til over med sine to små søskende. Hun lærer mig at snap-chatte, dabbe og hvordan man bruger sin bit-moji. Og hun har humor. Hun har charme, selvtillid og lækkert hår.
Det er heldigvis den version af teenageren jeg oftest oplever.

Men så er der den anden. (Det er her I hører et “dam dam daaaaaaam”, for jeres indre øre)

Teenanger:
Denne version er særligt kendetegnet ved, at være konstant misforstået. Det er selvfølgelig frustrerende, og det eneste, der er at gøre ved det er, at råbe højt, skælde ud, kaste med noget, give sine forældre skylden og sukke fortvivlet og opgivende.
Det er lidt som at finde sig selv i selskab med en tiger. Man kan ikke forudsige hvilken vej det går. Nogle gang brøler den, nogle gange spinder den, nogle gange går den sin vej, og nogle gange bider den dit hoved af.


Den sidste version dukker særligt op i tidspressede situaioner, og når teeangeren ikke har noget tøj.
Og her er det, jeg overvejer at tage en tur til Louis Nielsen, for jeg syntes teenagerens tøj er alle vegne. I store totter.  I skabet,  på gulvet, under sengen, sengen – endda i min seng,  på badeværelset, på bamser og under bamser, i entreen,  på spisebordet,  i vindueskarmen og bag ved sofaen.

Men, da jeg forleden påpegede det midt i teenagerens tøjkrise, brød hun helt ud i sirener og blinkende lamper. Det var åbenbart ikke det rigtige tøj.

Nogen havde stjålet teenagerens rigtige tøj!  Og i sin søgen efter sit eneste rigtige par sorte bukser,  med det eneste rigtige hul i knæet,  efterlod hun sig endnu flere totter af vildfarent tøj gennem huset.  Og oven i miseren, forlangte faren at teenageren skulle lægge sit tøj på plads – i skabet! Før måtte hun ikke tage hjem til sin veninde (tidspresfaktoren).

Jeg tilbød at hjælpe med at lægge tøjet på plads,  men det faldt ikke i god jord. I det hele taget tror jeg slet ikke vi var på den samme jord lige der. Jeg forstod i hvert fald ingenting. Til min orientering.

Bukserne lå i øvrigt i min bil. Det var vidst fra den morgen, hun kom susende ud af døren med bare tæer, klokken fem minutter over “vi kører nu”, med strømper, sko, børste, skoletaske og et par hvis-nu-jeg-skifter-mening-bukser i hænderne.

Jesper Juul – jeg vil godt bestille en konsultation!

Jeg er godt klar over, at den opdragende tid er forbi. Der er kun kram og tålmodighed tilbage. Og det er overraskende hvor meget, der kan klares med dem. Og heldigvis går de begge veje.

 

Tigerkram

 [:]

Brikkerne i orden

[:da]Når vi spiller billedlotteri herhjemme, vinder jeg altid. I al beskedenhed, så er det fordi jeg er suverænt god til billedlotteri. Det er jeg blevet fordi jeg øver mig. Hver dag.
At være mor i en familie, er nemlig lidt ligesom at spille billedlotteri hele dagen.

“Moar, hvor er min hårbøjle?” Brikken med hårbøjlen vendes for mit indre blik – hvor var det nu jeg så den…? “Under sofaen i stuen!”

hairbands-166923_1920“Moar, hvor er min anden sko?” Brikken med skoen vendes – jeg har set den et sted… “Under trampolinen!”

chucks-153310_1280“Skaaat, har du set mine nøgler?” Brikken med nøglerne vendes – “Ja, på køkkenbordet!”

keys-1023939_1920For at lette mit liv, og presset på min hukommelse, har jeg prøvet at indføre faste pladser til tingene. Hårbøjlerne bor for eksempel i tredje skuffe på badeværelset.
Problemet består nu i, at lære tingene at hoppe på plads selv…

At købe ind er også et billedlotteri. Dog noget nemmere, fordi personalet ikke smider varerne tilfældigt rundt omkring. MEN engang imellem tillader butikkerne sig, at flytte rundt på reolerne.
Så vender man brikken med æbler…

green-214134_1920Og tror, at det andet kort ligger bagerst i butikken, tredje sektion i midten…

MEN WTF?! Der er legetøj?! Hvor er så æblerne? Forræddere!

Hvis jeg nu var en ludobrik… så var jeg nok slået hjem dér.

Mon man kan lære æblerne at trille tilbage til deres gamle plads? Stille og roligt, selvfølgelig, så de ikke bliver stødt.

Al den energi jeg bruger på at registrere og holde styr på brikker, må kunne bruges bedre.
I butikssituationen tænker jeg på en robot ligesom dem på apotekerne. Så kunne man lige vælge sine indkøb på en skærm, og så hentede robotten det. Så kunne man afvise varerne hvis æblerne for eksempel var stødte (fordi de var trillet tilbage til deres gamle plads).

På hjemmefronten tænker jeg på, at man måske kunne lære børnene at rydde op…
Måske ville vinderchancerne i billedlotteri herhjemme så blive mere ligeligt fordelt.

Men ideen med robotten nok er mest realistisk.

 [:en]When we play picture lottery at home, I always win. In all modesty, it is because I’m supremely good at picture lottery. And I’m good because I practice. Every day.
Being a mother of a family, is in fact a bit like playing picture lottery all day.

“Mum, where is my hairband?” The card with the hair band-picture turns in my head – where did I see that …? “Under the couch in the living room!”hairbands-166923_1920“Mum, where’s my other shoe?” The card with the shoe turns – I’ve seen it somewhere … “Under the trampoline!”

chucks-153310_1280

“Honeeeey, have you seen my keys?” The card with the keys turn – “Yes, on the kitchen table!”

keys-1023939_1920

To simplify my life , and ease the pressure on my memory, I’ve tried to establish a permanent place for things. Hairbands, for example, belong in the third drawer in the bathroom.
The problem now is to teach things to jump back to their place by themselfes …

Groceryshopping is also a picture lottery. However, somewhat easier because the staff don’t throw the groceries randomly around the store. BUT sometimes the stores get the crazy idea of relocating the shelves.
So when I turn the card with apples …

green-214134_1920

And believe that the second card is located at the back of the store, the third section in the middle …

BUT WTF ?! There are toys ?! Where are the apples, then? Traitors!

If this was a game of ludo, and I was a ludo token … I was probably knocked over and returned to my yard right there.

I wonder if I can teach the apples to roll back to their old place? slowly and carefully, of course, so they don’t become bruised.

The amount of energy I use to keep track of the picture lottery cards, could probably be put to better use.
In the grocerystore situation I imagine a robot like the ones at pharmacies. I would tap my purchases on a screen, and the robot would get it for me. I could reject the groceries in case the apples  were bruised (because they had rolled back to their old place).

At home, I imagine I could teach the children to clean up …
Perhaps chances of winning the picture lottery would become more evenly distributed.

But the idea of the robot is probably more realistic.[:]

Den danske mor

[:da]Fremtiden.  Den er altid in mente i familielivet. Ikke nok med at jeg tænker på min egen fremtid, som i dette tilfælde hedder alderdom, jeg går også rundt med mine børns fremtid på skuldrene.

Udruster jeg mine børn til de krav de kommer til at møde i fremtiden?Hvad mon de vil med deres liv? Hvilken slags mennesker bliver de i deres voksenudgave? Har jeg givet dem det rigtige værktøj med i bagagen?

luggage

Nu kalder jeg jo min blog for The Danish Mom. Det lyder lidt som om jeg mener, at jeg kan repræsentere alle danske mødre. Det kan jeg naturligvis ikke. Men jeg kan hive nogle highligts frem, som er repræsentative for den danske mor:
(Det er ikke fordi, jeg vil underkende fædrenes rolle i projektet, men de må altså lave deres egen blog.)

  • Hun er tilfreds med sin krop. Sådan i det store hele. Danmark er ikke engang på top 30 over nationaliteter, der får flest kosmetiske operationer. Man må gerne kunne se på en dansk mors krop, at hun er mor. Ikke dermed sagt, at det altid kan ses.
    • Hun siger sin mening. Det er danske kvinder bare gode til.
    • Hun behandler sine børn som ligeværdige. Danske kvinder tror på, at børn bliver til det, de bliver behandlet som. Derfor taler de ikke ned til deres børn, men taler med respekt, ærlighed og empati.
    • Hun dyrker sig selv. Danske mødre har efterhånden lært, at hvis man skal være noget godt for andre, er man først nødt til at være noget godt for sig selv. For 100 år siden var det utænkeligt. I dag er det logik for burhøns. En glad mor er den bedste udgave af sig selv.
    • Hun inddrager sine børn i stedet for at opdrage dem. Livet har nuancer. Det kan kun være en god ting at lære.
    • Hun roser sine børn for det, de er – ikke for det de kan.
    • Hun viser sine børn tillid.
    • Hun er god til socialt netværk. Man kan mødes om mange ting, og det gør vi så.

Det lyder jo som om, der kommer nogle fantastiske voksne ud på den anden side.
Alligevel hagler der kritik nedover de danske forældre, når man Googler “danske børn”. “Forældre er bange for at opdrage”, “Curlingbørn”, “danske børn opdrages til at være konger og kontorchefer”, er bare nogle af de overskrifter, der kommer frem.

Jeg kan godt føle mig truffet. Jeg er ikke god til at sætte grænser. Nogle gange går jeg mere på kompromis, end jeg har lyst til.
Nogle gange gør jeg livet nemt for dem. Jeg rydder lige op, så de ikke får skæld ud af deres far.
Og engang imellem roser jeg dem måske for noget, som de ikke er bedre til end andre.
Er jeg en dårlig mor?

Jeg har ingen spåkugle, men jeg har kigget på Future Navigator, for at lure lidt på, hvordan verden ser ud, når mine børn skal til at stå på egne ben.
De har et koncept, der hedder ” De nye spilleregler“, og ifølge dem, vil fremtiden være mere fællesskabsorienteret, mindre ejerskabsorienteret, have mere fokus på nærvær, kvalitet og hjælp til selvhjælp.
Er mine børn klar til det?
Det aner jeg virkelig ikke.
Men jeg ved, at jeg elsker dem, og jeg gør mit bedste.
Og i mit forsøg på ikke at gentage mine forældres fejl, begår jeg helt sikkert nogle andre.

Det siges, at man kan se på sine børnebørn, om man har opdraget sine børn godt.
Så må jeg vel vente og se.

grandma-304292_1280[:en]The future. Allways in mind in familylife. I’m not just thinking about my own future, which in this case is called old age. I’m also carrying the burden of my childrens future on my shoulders.

Are my kids equipped to meet the future demands? What do they want to do with their lives? What kind of people will they become in their adult edition? Have I filled their suitcases with the right stuff for their journey into adulthood?

luggage

My blogname “The Danish Mom”, might suggest that I represent all Danish mothers. I don’t of course.  But I can list some typical Danish mom-qualities:
(I’m not disparaging the fathers, but they’ll have to write their own blog)

  • The Danish mom is comfortable with her own body. Most of the time, anyway. Denmark doesn’t even make the top 30 list of countries where people have most cosmetic surgery. The body changes when you become a mother, and it’s OK if it shows. Not that it always does. 
  • She speaks her mind. Danish women are good at that.
  • She treats her children as equals. Children become what they are treated as. They deserve respect, honesty and empathy.
  • She cares for herself. Danish moms are aware, that selfcaring is essential, if they are to care for others. A century ago, they would never have said it out loud, but today its common sense. A happy mom is the best version of herself.
  • She teaches her children to be family-copilots instead of passengers.  Learning to navigate in different shades of life, can only be a good thing.
  • She appreciates her children for what they are – not for their skills.
    • She trusts her children.
    • She’s good at social networking. We all have something in common. Lets meet.

It sure sounds like Danish children will turn out to be exceptional adults.
But when I Google: “danske børn”(danish children), I find that Danish parents are subject to lots of criticism: “Parents are afraid of raising their children”, “Curlingkids”, “Danish children are brought up to be kings and office managers” are just some of the headlines.

That hurts. I’m not good at setting boundaries. Sometimes I compromise, when I ought to hold my grounds. Sometimes I make my childrens lives easier, by cleaning up after them, so they don’t get in trouble with their father.
And sometimes I even commend them for things, the are not exceptionally good at.
Am I a bad Mother?

I have no crystal ball, but I’ve taken a glance at a Danish website called Future Navigator, to get a hint of what the world will be like when my children leave the nest. There’s a set of theories called: “The new rules” and according to them, the future will be more community-oriented, less ownership-oriented, focus more on actual presence, quality and self-help.

Are my children ready for that?
I have no idea!
But I do know that I love them, and I do my very best.
I try not to make the same mistakes I felt my parents made, when I was a child, but when that is said, I’m sure to make some new ones.

It is said that looking at your grandchildren will tell you whether you did a good job raising your own children.
I guess I’ll have to wait and see, then.

grandma-304292_1280[:]

Sælsom dame 40 år


Jeg bliver snart 40 år. Det har jeg set frem til. Åbenbart. Som barn skrev jeg digte. Et af dem hed: Når jeg engang bli’r fyrre:

Når jeg engang bli'r fyrre
Så ved jeg godt hvad jeg vil gøre
Så vil jeg satse tusind kroner
Og vinde mange millioner.

Så får jeg sikkert mange venner
Men jeg kan kun li dem jeg kender
Så vil jeg alting selv bestemme 
Og sådan bli'r det så derhjemme.

Og jeg vil hoppe rundt på fjedre
Hoppe helt til Søndre Nedre
Der vil jeg købe mig en kat
Og en lilla hoppehat.

Når meget rundt jeg hoppet har
Så hopper jeg til Gibraltar
Og når jeg så har spist en kage
Så hopper jeg da bare tilbage.

I må gerne tage et par minutter til at sunde jer ovenpå mesterværket…

Ifølge forskning er alderen fra 40 til 42 de mest ulykkelige for kvinder. Man er simpelthen konstant negativ og utilfreds. Men fra 42 år, skulle man så kun blive lykkeligere og klogere.

Man begynder også at miste højde allerede ved 40 år.

Så umiddelbart er der jo ikke meget at glæde sig til i første omgang.

Jeg bekymrer mig også lidt om tøj. Kan man gå i shorts og leggins når man er over 40? Kan man stadig købe tøj i H&M? Kan man gå i t-shirts med statements?

Nå men, jeg glæder mig faktisk! Jeg har ikke planer om at hoppe til Søndre Nedre på fjedre, men jeg forventer en form for frihed og overskud. Måske ikke lige på dagen… Men dette er årene, hvor mine børn bliver mere og mere selvhjulpne, og jeg får min ego-tid tilbage. Og alligevel er de endnu på et sted, hvor de synes, at jeg er verdens mest fantastiske mor.

Så det bliver vist ret cool.

Og måske bliver jeg ved med at gå med det tøj, jeg har i skabet. Indtil jeg bliver for kort til det.

Zen

Zen

Den ideelle familie – og min

Forleden talte jeg med et forældrepar, der ventede barn nr to, og de mente, at det ville være lettere med nr to, for nu vidste de jo hvordan de skulle gøre.
Øjeblik… jeg skal lige grine færdig…

Til de stakkels forældres trøst, kan jeg så fortælle, at det ideelle antal børn for en harmonisk familie er to stk. Så dér er de jo godt på vej. Resten finder de nok selv ud af.

De skal så helst være piger – børnene altså. Det betyder så ikke, at det dobbelte er dobbelt så godt, for det værste for familieharmonien er fire piger. Det siger forskerne. Enebørn figurerer slet ikke på listen.

Det er værd at huske, for de af jer, der ikke har fået børn endnu: to piger – stop. Det bliver ikke bedre.

20160602_202725

De helt normale børn – var det her man skulle have stoppet?

Jeg har tre piger. Det ligger på en 4. plads. Lige under 2 drenge.

På en måde kan jeg godt forstå det. Tre forskellige børn, kræver tre forskellige mødre (fædrene må lave deres egen blog).
Jeg kan godt styre at pendle mellem to versioner af mig selv, men tre versioner er noget rod.
Jeg er også helt i harmoni med yderpigerne Louise på 10 og Mikala på 6. Morversion 1 og version 3 kører fint. Mens Olivia på 7  – midterbarnet – er i en anden kategori. Morversion 2 er tilsyneladende inkompatibel med min hardware. Heldigvis har vi det fuldt assisterende redningsprogram (FAR),  der kan træde til, når morversion 2 går i cirkler.

Men det er ok.

I dag fik jeg en grøn blokfløjte af en kollega. Den gav jeg til Olivia. Andre ville nok have valgt at give den til én af de to andre – eller grave den ned. Men jeg vidste bare, at Olivia ville blive rigtig glad for den. Det gjorde hun også. Og i dagens anledning – hvad det end var, havde hun ingen bukser på, da jeg kom hjem. Heller ikke underbukser – eller underhakkere, som det hedder i hendes termer.
Så hun løb rundt i bar røv og pustede i blokfløjten, så hundene flygtede til alle sider – og katten ser vi nok heller ikke foreløbig.
Der var disharmoni. Og jeg takker Olivia for muligheden for at træne min tålmodighed og min evne til at filtrere lyde på samme tid.

Imens hoppede Mikala på trampolin med en spand på hovedet, og Louise optog skøre musikvideoer af sig selv, mens hun dansede i min seng.

En helt almindelig dag i nr 12.

Sikke en harmoni vi ville have, hvis vi kun havde Louise og Mikala. Men sikke et uforudsigeligt eventyr vi har med Louise, Olivia og Mikala tilsammen.
Og sikke en masse vi lærer om forskellighed, om søskendekærlighed og om os selv.
Måske giver det mest harmoni og orden i familien, at have to børn, men hvis man vil udvikle sig, må der lidt disharmoni og kaos til.

Så skidt med, at de ikke har to ens sokker på, at deres selvsmurte madpakker mest består af mariekiks, og de ikke har været i bad siden sidste torsdag. Så længe de er glade og lugter ok.

Det normale er for amatører

Det normale er for amatører