Skal de på fødderne eller hvad?

[:da]Jeg kender en skør nordmand. Eller kender og kender – hans barn går til samme fritidsaktivitet som mit, og jeg har talt med ham et par gange. Og jeg ved ikke om han egentlig er skør. Han virker bare sådan, men det kan godt være fordi han er nordmand. Og fordi han går med handsker på fødderne.

Og apropos fødder: I går købte jeg sko til Louise. Tre par. Hendes fødder vokser jo, som om hun stod i Substral.

Louises skoparade

Nu bliver jeg lige lidt nørdet, for de to yderste par er mit FAVORIT mærke, Skechers. Jeg bruger selv Skechers med memoryfoam til hverdag, og de er en drøm at gå i.
De blå sko på billedet er Skechers Burst, Aircooled med Memoryfoam, som former sig efter foden. De er til indendørs gymnastikbrug.
De lyserøde/orange sko er Skechers Gorun Nite Owl 3, Glow in the dark superlette, selvlysende løbesko til udendørs brug.

Jeg løber i Asics. De er gode, men jeg har længe ønsket mig et par Skechers Gorun Nite owl 4. De giver ikke så meget “sko-følelse”.
Jeg har altid syntes det er lidt underligt at løbe og gå i sko.
Det bedste for mig ville være at løbe i bare tæer, men det tør jeg ikke – skarpe sten og glasskår og snegle og den slags…

Men så var det jeg gik hen og blev ligeså skør som nordmanden, og købte et par handsker til mine fødder.
Fivefingers hedder de.
fivefingersJeg fik dem i tirsdags, og siden da har det enten været 30 grader varmt eller regnet, så jeg har først prøvet dem i dag.
Det var ret svært at få tæerne ud i de rigtige fingre. Flere gange kom jeg faktisk i tvivl om jeg havde fået krydset nogle tæer undervejs.
Men det lykkedes til sidst, og jeg kom af sted.

Det var ligesom at komme hjem!
Det eneste problem var, at de var så fede at løbe i, at jeg hele tiden kom til at løbe for hurtigt, så jeg måtte samle mine lunger op fra vejen flere gange end jeg plejer.

Jeg glæder mig allerede til næste løbetur.
Den skøre dansker med handsker på fødderne.[:en]I know a crazy Norwegian. Well, I don’t know him very well. It more like  – his child is in the same Roller skating club as mine, and I’ve talked to him a few times. And I actually don’t know if he really is crazy. He just seems like it, but it may well be because he is Norwegian. And because he wears gloves on his feet.

And speaking of feet: Yesterday I bought shoes for Louise. Three pairs. Her feet are growing so fast, I suspect she has fertilizer in her socks.

Louises skoparade

Forgive me for getting a little nerdy now:  The pairs on each side are my FAVOURITE brand – Skechers. I use Skechers with memoryfoam everyday, and they are a dream to wear.
The blue pair of shoes on the picture are Skechers Burst, aircooled with Memoryfoam that fit to the foot. They are for indoor gym use.
The bright red / orange shoes are Skechers Gorun Nite Owl 3 Glow in the dark super-light, luminous shoes for outdoor use.

I run in Asics. They are good, but I have a secret crush on a pair of Skechers Gorun Nite Owl 4. They don’t have that “shoe-feeling”.
It’s always felt slightly unnatural to me running and walking in shoes.
The best thing for me would be to run barefoot, but I dare not – sharp rocks and broken glass and snails and so on …

But then I went and got just as crazy as the Norwegian. I bought a pair of gloves for my feet.
They’re called Five Fingers.
fivefingersI got them on Tuesday, and since then it has been either 30 degrees celcius or raining, so I have only tried them on today.
It was quite complicated getting my toes into the right finger-toes. More Several times it seemed I had crossed some toes along the way.
But eventually I succeeded, and hit the street.

It was like coming home!
The only problem was keeping my pace down. I kept running to fast. My lungs obviously tried to escape a few times.

But I am already looking forward to the next run.
The crazy Dane with gloves on her feet.[:]

Ned i tempo sæson

Det er juli, det er sommer, børnene har sommerferie, madpakkesæsonen er slut. Bringe-hente sæsonen er slut.

Børnene er hjemme sammen med Hr T, når han arbejder hjemmefra, eller alene hjemme, når han arbejder ude. Og når de keder sig, går de hjem til farmor og farfar, der kun bor tre husnumre væk. Meget praktisk.

Så jeg står senere op, går på arbejde når jeg er klar, tager hjem når jeg er klar, løber en tur. Måske tager jeg endda i byen og kigger butikker inden jeg tager hjem. Det er faktisk mere ferie end når jeg har ferie.

Jeg lever langsomt. Og alligevel når jeg meget mere. Sjovt som livet af og til insisterer på at virke omvendt.

Jeg når at tænke på ting. Som f.eks: hvorfor smager Cola Zero på dåse af mindre end Cola Zero på flaske?

Hvorfor står nogle af skyerne stille på himlen, mens andre skyer suser forbi dem? Og hvordan kan de hurtige skyer undgå at ændre form – især i det tempo? Måske har de ikke tid til at ændre form. De har travlt. De har ikke ferie. Jeg har det lige omvendt. Jeg ændrer form, når jeg har travlt. Så kommer der sådan en eftermiddagsudbrændthed, der råber på sukker og kage – eller kage med sukker på! Så ændrer jeg form. Over tid, ganske vist.

Det passer gerne med at eftermiddagskagemedsukker-trangen tager af samtidig med, at bikinisæsonen starter. Så er det godt, jeg har tid til at komme ud at løbe. Selvom det regner og ikke er særlig varmt eller sommeragtigt. Men tiden og roen er der.

Sådan er sommerferier. Man skulle holde dem om vinteren, også.

 

 

ADDitude

Det er ingen hemmelighed at jeg har været ramt af stress og depression. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at føle mig helt på sikker afstand af det. Tæppet er blevet trukket væk under mig een gang – skulle det så ikke kunne ske igen?

slippery-98821__340

Men faldet bragte mig også ud på en rejse tilbage mod mig selv.
Jeg har lært, at jeg har svært ved at sætte grænser. Både i forhold til at mærke hvor jeg ender og omverdenen begynder, og i forhold til at sige “hertil og ikke længere”.
Og jeg har lært, at jeg har brug for flere pauser end de fleste. Hvilepauser, tænkepauser, løbepauser og krusedullepauser.

Senest har jeg lært at jeg har ADD. Det er ADHD uden det hyperaktive H. Lige først da jeg fik det at vide, tænkte jeg: “Ok, og med den viden gør jeg hvad?” Men efter at have læst om det, forklarer det faktisk en hel del, og jeg føler mig mindre sær. Selvom jeg nu har fået papir på, at jeg er det.

Dermed en forklaring på mine flyvske tanker. På hvorfor jeg aldrig ringer tilbage eller skriver fødselsdagskort. Eller kan huske, hvad jeg skulle i kælderen.
Hvorfor jeg kan koncentrere mig så meget om noget, at det er vigtigere end alt andet. Hvorfor jeg slet ikke kan koncentrere mig, på grund af ufrivillig indre brainstorm om alt muligt andet. Hvorfor jeg brænder maden på – også pasta.
Og hvorfor blæsevejr og føtex giver mig angstfornemmelser.

Hurra! Jeg er ikke fra en anden planet alligevel! Der har været dage, hvor jeg mistænkte storken for at have lavet en fejlnavigation af galaktiske dimensioner. Men jeg har bare ADD. Heldigvis. Jeg kan læse om mig selv, og hvordan jeg takler livet på jorden.

Og det hele startede med et hysterisk grådanfald i bilen en onsdag efter arbejde. Den dag var jeg meget langt fra mig selv. Nu er jeg nærmere.

directory-466935_1280

Hende, der vil løbe – og hende, der ikke vil

running-573762_960_720

Jeg har besluttet at begynde at løbe regelmæssigt igen. Jeg var kommet til at holde op, fordi det blev vinter, koldt, vådt, mudret, glat og mørkt.
Og den værste undskyldning af dem alle: tid!
Ikke det, at den mangler, men at den skal tages fra noget andet. Og det er jo familien. Og dér sidder så den dårlige samvittighed og lurer, for de kommer jo i første række – eller gør de?

En af mine meget kloge kolleger siger, at når man sidder i et fly og hører sikkerhedsanvisningerne, så siger de altid, at i tilfælde af masker, der falder ned i hovedet på én, skal man først give sig selv ilt, og derefter sit barn – og det er det samme hjemme i stuen: man skal tage sig af sig selv, før man kan tage sig af andre.

Det er en god pointe.

Så nu kører bussen. I dag parkede jeg foran min yndlingsløbeskov, og der sad jeg så i en halv time, og tog mig sammen, indtil det blev for koldt at blive siddende.
I det hele taget er det en rigtig dårlig idé, at bruge tid på at tage sig sammen.
Sidst jeg gjorde det – ved samme skov, faldt jeg i søvn og vågnede først en time senere. Men jeg sov godt. Og uforstyrret. Ingen børn, der sparkede, ingen mand, der snorkede, ingen hund på mine ben.
Det var faktisk det værd…

Men så idag, sad jeg altså i bilen og og blev koldere for hvert minut.
Gruset på P-pladsen havde klemt sig sammen til en hård overflade, der signalerede, at det var for koldt til at slappe af. Jeg tænkte på min svigermor, der havde tænkt sig at gå i haven i dag, og jeg forestillede mig hvordan hun sad og frøs på sin lille, grønne skammel og hakkede i  jord, der var hård som sten.

Blæsten skubbede til bilen, så den vuggede lidt, og de forbipasserende havde både store jakker, huer og vanter på. Det så virkelig koldt ud!

Mit løbetøj havde ligget i bilen hele dagen, så det var også koldt.

penguin-41204_960_720

Det var altså lidt ligesom når jeg skal tage mig sammen til at tage en dukkert ved en dansk strand om sommeren. Det kan godt tage lidt tid, for jeg ved jeg kommer til at fryse helt ind i tænderne, det øjeblik vandet når op over navlen. Det kan godt være det er fedt bagefter, men lige inden er jeg delt i to personligheder, der hver især råber: “DET GØR DU BARE IKKE!” og “Det vil bare være SÅ anti-cool, at gå tilbage til stranden nu – så kan du ligeså godt gå hjem – taber!”

Men jeg kom ud af bilen. Og da jeg først løb, var det jo dejligt livsbekræftende.

På en måde løber jeg inde i min egen boble, samtidig med, at mit nærvær med omgivelserne bliver mere koncentreret.
Det smitter af på resten af min dag, så jeg er mere tilstede på trods af, at have været mindre tilstede fysisk.

Jeg tror, jeg gør det igen i morgen – hvis jeg kan få hende, den anden med ud af bilen.

 

Forårsløbetur

Jeg løb en tur i dag. I Regnvejr. Jeg frøs om ørerne og fik våde sko.
Der er nok nogle, der vil spørge hvorfor jeg dog gjorde det?
Det vil jeg gerne svare på. Der er to svar:

  1. Jeg har en løbeaftale med nogle kolleger klokken 7:00 i morgen tidlig, men fordi jeg har været forkølet, var jeg nødt til at afprøve om snøfte-op-funktionen leverede varen under løb. Ellers ville jeg efterlade et 5 km langt sneglesnotspor. Adr. Og jeg ville nok have svært ved at se mine løbemakkere i øjnene igen. Ikke fordi jeg skal se fiks ud, når jeg løber, men snot i ansigtet (måske endda fordelt efter flere vindretninger) er alligevel lidt uden for min komfortzone.

20151229_102023

2. Jeg løb også fordi jeg hørte en fugl krittevitte , da jeg holdt for rødt i et lyskryds. Så tænkte jeg: “FORÅR”, og så skete der en række associerende processer i min hjerne, som jeg ikke kan gøre rede for nu, fordi jeg har haft stress og derfor ikke kan huske mere end 3 sekunder tilbage, fordi jeg har haft stress. Hvor kom jeg til?
Og så er det jo officielt forårsmåned (marts), og der er erantis og vintergækker, og små skud på syrenerne.
Det endte i hvert fald med, at jeg holdt ind ved kirken, klædte om i bilen (hurra for tonede ruder) og begav mig ud på vejen for at løbe foråret i møde, om jeg så må sige.

Og nu lover metrologerne så sne. WTF?! Er jeg løbet tilbage i tiden? (Hvor hurtigt har jeg så løbet? og forbrænder man så kalorier eller optager man dem igen?)
Hvorfor løb foråret ikke mig i møde? Mor er skuffet.
Mor spiser en trøsteflødekaramel. Det er der jo råd til i kaloriebudgettet, nu hvor jeg har løbet – eller hvad?