Og vinderen er…

Vi har kåret den – Kalundborgs bedste legeplads!
Før jeg afslører mere, vil jeg lige nævne de nominerede:

Sigrid Undset skolens legeplads
Legepladsen ved boligblokkene på Nyvangsvej
Legepladsen ved boligblokkene på Frederik Andersensvej
Naturskolens legeplads
Legepladsen ved svømmehallen
Legepladsen ved Saltbæk Camping

Der var tæt løb mellem Naturskolen og Saltbæk Camping.
Naturskolen har en FANTASTISK gynge, som kan slynge én flere kilometer ud i landskabet, hvis man falder af på det rigtige tidspunkt.
Og så har den dyr. I dag hittede især de meget sociale gedekid, der satte livet på spil med at hoppe og støde hoveder lige under førnævnte gynge.

Men det der gjorde udslaget, var denne her:

hoppepuden

Og det paradisisk bløde sand på legepladsen. Og billig kaffe.
Saltbæk camping løb altså af med sejren i denne omgang. Tadaaa!

Sigrid Undset skolen kunne til gengæld løbe af med titlen som den kedeligste legeplads, hvis ikke det var for det store ludobræt på P-pladsen, hvor man selv agerer ludobrik.
Jeg er dog i tvivl om reglerne: hvis man bliver kørt ned mens man spiller – er man så slået hjem?
Skolen er desuden et Pokemon Go Stop. Det medfører, at en hel del pokemon-jagende zombier mødes dér. Også dem i bil – hvilket gør ovennævnte spørgsmål meget relevant.

Summa summarum:
Hvis I tager til Naturskolen, så lad være med at gynge gederne ned.
Hvis I tager til Saltbæk camping, så tag skoene af og drik en kop kaffe.

fod

Og hvis I tager til Sigrid Undset skolen, så sæt jer ind i færdselreglerne.

Sommerferie

Jeg drikker mælk og skriver blog. For jeg kan godt li begge dele. Og jeg har sommerferie.

Hr T holder også sommerferie. På en måde. Hans arbejdsgiver er så glad for ham, at han syntes, at Hr T skal holde sommerferie på arbejdet. Så Hr T holder sommerferie på arbejdet mandag til fredag fra klokken 7 til klokken 12, og resten af sin sommerferie holder han herhjemme sammen med familien. Altså lige bortset fra, at han bliver så udmattet af sin arbejdssommerferie, at han straks flygter til enrum, når han kommer hjem.

Det er OK.
Børnene og jeg holder sommerferie. Vi sover længe og gør ting, som vi har lyst til. Tager til Sorø og klatrer i legehuse i træer, for eksempel.
Louise, der mest færdes på hjul, havde taget sine rullesko på den dag. De egner sig ikke til klatring, så jeg måtte låne hende mine sko, selvom min str 38 lige er lidt lille til hende (helt ærligt, hun er kun 10 år og bruger allerede str 40 – WTF? Vi skal jo snart til at bestille sko hos Mærsk!)

Nå, men jeg kunne jo hverken sidde fast i eller holde mig oprejst på hendes rullende str 40, så jeg satte mig på en bænk og ventede. Bagefter kørte vi ind til Sorø og fandt et par blomstrede sko i str 40 til 25 kroner hos Røde Kors, og så gik vi tur ved søen og besøgte kirken, og hilste på Holberg og Ingemann og Absalon. Det var de glade for, tror jeg – også børnene.

Udover det, har vi været på Trelleborg, spillet kort, sjippet, shoppet, spist brunch i byen, været på museum, set sultne silkelarver, jeg har bagt vafler og pandekager til morgenmad, jeg har ryddet op på loftet, i kælderen, i bryggerset, i en hel del skabe og på onsdag skal vi på bakken. Jeg synes faktisk, jeg har været alle tiders overskudsmor.

Så hvad fortjener jeg? Jeg fortjener luksus! Jeg fortjener at føle mig lækker!
Og så var det jo heldigt, at jeg var kommet til at trykke på en kampagne-knap på Facebook, og havde fået en tid til styling og foto hos Poze i Slagelse. Selvom jeg overhovedet ikke kan li at blive fotograferet – hvad gik der egentlig af mig den dag?

Men nu har jeg altså været der. Og selvom stylingen og fotograferingen var vældig billig, var fotoene ret dyre. Så nu føler jeg mig lækker og fattig. Men pyt med det. Stylisten sagde, at mit hår var helt perfekt til mit markerede ansigt og, at jeg have flotte læber – jeg vil ha’ hende med hjem!

Heldigvis havde jeg medbragt min egen lille wannabe-stylist-spion med sko i størrelse 40, som tog noter med sin hjerne, og nu har vi været i Normal (jeg elsker Normal), og købt makeup, som jeg ikke vidste fandtes. Af en 10-årig at være, er hun en ret ferm stylist. Mor er stolt, og far er nervøs.

Jeg har stadig en uges sommerferie tilbage, og der er heldigvis mange gratis fornøjelser rundt omkring. I næste uge skal vi på legepladsjagt – dvs vi kører rundt i Kalundborg og prøver alle de legepladser vi kan finde. Måske stemmer vi om hvilken, der er den bedste. Fortsættelse følger på det punkt…

Og måske bager jeg boller i morgen, hvis jeg ikke har drukket al mælken. Men det er ikke et løfte. Jeg kan godt have lyst til noget helt andet i morgen – og så gør jeg bare det. Jeg elsker sommerferie…

hvad skal vi lave nu?

Jeg har sommerferie. Den rigtige slags. Med utilregneligt vejr og børn.
Hver dag spørger børnene: “Hvad skal vi lave i dag?”
Og jeg svarer: “ingenting”.
De siger: “Øøøv”.

Så vi har været på museet og se historie og sultne silkelarver, og på Trelleborg og se vikingehuse og skyde med bue, og i Sorø for at lege i legehuse i træer, og give vores kulturelle niveau et tiltrængt løft med kirken og omegn. Vi har spillet kort, og fået brunch i byen. Jeg har bagt vafler og pandekager til morgenmad. Og jeg har affarvet den 10-åriges hår – halvdelen af det, i hvert fald.

Jeg er træt. Jeg vil på arbejde.

Børnene er ikke trætte. Slet ikke. De ser tv, skændes, bliver gode venner, løber skrigende rundt, klæder sig ud og løber mere skrigende rundt, hopper ud af vinduerne, leger skole, leger med dukker, bager kage, ser mere tv, hopper i trampolin, leger med nogle børn, jeg ikke kender, tegner, og forfra igen.

Men det er mig, der bliver træt. Og hunden – den ser helt bustet ud. Jeg forstår det ikke.

Hvad med at lege stilleleg?, vil nogle måske foreslå. Men nu skal I høre, hvordan en typisk stilleleg ville foregå hos os.
Mig: “Nu skal vi prøve at være helt stille, så længe vi kan”.
Efter to sekunder, fniser Mikala.
Olivia råber: “HA! Du har tabt!”
Louise stemmer i med et: “Det har du også nu”.
“NEJ JEG HAR EJ!”, råber Olivia så, og kaster en sko efter Louise.
Mikala siger: “Jeg sagde altså ikke noget”, hvorefter begge søstre vender sig om mod hende og siger: “Johooo, du gjorde så!”.
Jeg har vundet, men det føles mere som om jeg har tabt.

Men sommerferie er magisk. For selvom jeg er træt og overstimuleret, så er der en anden ligning, der går op. Den hvor tålmodighed er proportional med mængden af tid til rådighed.

Men jeg har sommerferie. Og jeg nyder den. Gu gør jeg så. Som min ældste datter siger: “Man skal være taknemmelig for at have sommerferie. Der er nogen, der slet ikke har sommmerferie”. Som Hr T, for eksempel… Hans arbejde har valgt, at han skal holde ferie på arbejdet.

Det absolut bedste ved sommerferie, er følelsen af at have masser af tid. Klokken er 21:47, og de to mindste hopper i trampolin i naboens have – eller også var det dem, der lige smed en kost op på taget?
Nå pyt, den ældste bager kage og laver drinks. Masser af sukker. Det bliver en lang aften, men vi har tid til det.