Ich habe ein Gehirn… oder was?

Hjernen er det mest fascinerende ved kroppen, synes jeg. Den kan lære de sværeste ting: at gå, at forudse begivenheder og at huske de første 52 decimaler af pi.

Og så er der dage, hvor den er helt umulig. Så kan den ikke huske de tre ting, der stod på indkøbssedlen, eller forstå en samlevejledning på en stol fra bilka.

Det er sjovt at tænke på, at hver gang man lærer noget nyt, laves der nye veje inde i hjernen. Først er de bare små spor af nedtrampet græs, men efter et stykke tid bliver det til en motorvej.

Derfor bør man køre en anden vej til og fra arbejde en gang imellem. Det holder hjernens små vejarbejdere i form. Forudsat at man ikke farer vild. Men lad nu det ligge…

For at holde mine hjernevejarbejdere til ilden, er jeg gået i gang med at lære et sprog. Tysk. Det er nok det sprog, der er størst sandsynlighed for at jeg får brug for. Jeg gider ikke lære et sprog, som jeg skal rejse virkelig langt væk for at bruge.

Godt nok har jeg haft tysk i skolen, men det var jo dengang jeg hang ud med Egtved pigen.

Nu har jeg installeret Mondly på mobilen. Den mest tålmodige tysklærer jeg har haft. Og den venligste. Og jeg har allerede lært mere end jeg nogensinde har glemt. På tysk, altså.

Jeg arbejder i øvrigt også sammen med en tysker, men indtil videre har jeg ikke turdet afprøve mine fremskridt på ham. Jeg kan desuden også kun sige ting som: “godmorgen. Jeg er en dreng.” Det kunne godt gå hen og skabe en akavet stemning. Men senere i forløbet, måske.

Med al den læring, har min hjerne altså også brug for at slappe af. Så jeg er også begyndt at producere fingerringe. Kreativitet er intelligens, der har det sjovt. Og med alle de ringe, jeg har fremstillet de sidste to aftner, må jeg virkelig have meget intelligens, eller også har jeg ikke så meget, den har det bare MEGA sjovt. Den er faktisk på Bakken. Inde i mit hoved.

20160616_001810

20160615_223412

20160614_221608

Apropos “inde i mit hoved”, så bekymrer det mig lige pludselig med alle de der nye veje. Jeg mener, sandsynligheden for at fare vild bliver jo større. Eller er det sandsynligheden for at finde en vej, der fører til det rigtige sted, der bliver større?

Jeg tror faktisk jeg er faret vild i min hjerne lige nu.

Jeg går i seng.

 

Pap

Jeg har en last (udover Pepsi max).

Papkasser.

Jeg har to kæmpestore papkasser i kælderen. Og ved I hvad, der er i dem?

Flere papkasser – med papkasser i!

Jeg er den sære papkassedame. Jeg mangler bare en indkøbsvogn at trille rundt med. Fuld af papkasser.

Hr T synes det er ret træls med alle de kasser, men børnene og jeg synes det er fedt. Ja, ok mest mig. Olivia har lige bygget et musehotel af tre skotøjsæsker. Med komfur og rosiner i. Hun tjekker hver dag, om der er flyttet mus ind. Det håber jeg ikke der gør, for hotellet står på hendes værelse.

Jeg bygger også af pap. Mest til børnene. Og de må ikke være med, for det er mit projekt! Men de må lege lige så tosset de vil med det – bagefter.

 

Middelalderbod. Her sælges mest is og kage

Middelalderbod. Her sælges mest is og kage

Faktisk er det ikke længere kun pap, jeg samler på. Jeg har også to kasser med “brugbare rester”. Der ligger for eksempel hårbøjlepynt, det er faldet af, knuste spejlglasskår, barbiedukkehænder, plastiksugerør og knækkede halskæder. Der er muligheder i det hele.

Men papkasser – de kan bare så meget. I virkeligheden behøver man slet ikke, at gøre noget særligt ud af dem, før børnene får glæde af dem. Det er bare sjovere for mig.