Ingenting

Jeg kan godt føle at livet ræser afsted, og jeg løber efter uden chance for at indhente nuet. At jeg skal nå alting inden jeg kan leve for min egen skyld. På sådan en dag er jeg ikke den bedste version af mig selv.

Engang fik jeg besked på at sætte mig ned og lave ingenting.

Det var virkelig svært.

Hvad er ingenting? Og hvordan laver man det? Er ingenting fraværet af alting? Skal jeg så lade være med alting for at lave ingenting? Kan man overhovedet sidde ned og lave ingenting?  For så laver man jo noget – man sidder. Krise!

Så for at lave ingenting, skal man holde op med at eksistere?

Jeg mediterer af og til. Og engang mediterede jeg over at være ingenting. Jeg gav slip på alle de post-its, jeg har på mig – mor, laborant, tænksom, kvinde, dansker, menneske, hundeejer, etc.. det hele, ALT hvad jeg kunne komme i tanker om. Og så var jeg ingenting. Og alting på samme tid. Det var ret syret.

Når der har været stille på  børnenes værelser lidt for længe, spørger jeg: hvad laver I? Og de svarer: ingenting. Det kan jo ikke lade sig gøre! For hvis de er holdt op med at eksistere, hvordan kan de så svare?

Når jeg spørger dem hvad de har lært i skolen i dag, svarer de: ingenting. Det var i grunden også rigeligt, hvis man definerer det som fraværet af alting – for alting havde nok været for meget på en enkelt dag.

Jeg kan altså ikke lave ingenting. Men jeg kan heller ikke lave alting. Så i stedet for at lave ingenting, vil jeg fravælge det meste af alting, så det, der er tilbage har betydning for mig. Så kommer jeg måske nærmere nuet. Endda uden at skynde mig.

sunset-691848_640