Når Ole Lukøje brænder mig af

Søvnløshed er træls.

Heldigvis kan jeg for det meste godt sove, men der er  perioder hvor Ole Lukøje og Sandmanden går på druk sammen og lader hånt om min skønhedssøvn.
Så ligger jeg der i min seng og venter. Lysvågen, mens der bliver mindre og mindre nat tilbage.

Panikken breder sig.

Slap heeelt af.
Jeg prøver at slappe helt af i kroppen, ved at forestille mig, at jeg er en død rotte. Men så begynder jeg at spekulere på hvor i processen rotten er. Er den lige død? Måske har den spasmer – lige som med nyslagtede høns? Rigor mortis, måske? Nej, det duer ikke – da er den jo helt stiv. Det er ikke spor afslappende. Og derefter begynder nedbrydningen af væv, og den begynder at stinke. Det duer ikke at være en død rotte.

Dybe vejrtrækminger.
Jeg prøver at tage dybe vejrtrækninger for at slappe helt af, men fordi jeg virkelig gerne vil sove NU, har jeg ikke tålmodighed til at vente på at fuldføre vejrtrækningen, så det ligner mere hyperventilation i slowmotion.

Dykning.
Jeg forestiller mig at jeg synker ned under mine tanker. Som om jeg synker ned i vand, og mine tanker er lavet af styropor, så de flyder rundt på overfladen. Jeg synker dybere og dybere ned. Men på et tidspunkt bliver dybere og dybere mere til: Er der ingen bund i det her bassin? Og hvis der er, hvad gør jeg så når jeg rammer den? hvad med at dreje til venstre her?

Hat og briller.
Jeg tager hue på, fordi varme på hovedet er afslappende og trygt. Og jeg tager Mikalas sovemaske med katteøjne på for at lukke alt lys ude. Det er bedst at have maskeelastikken uden på huen. Så ser jeg sådan ud.

Det er svært at falde i søvn når man ser sådan ud.

Af med hovedet.
Jeg visualiserer, at jeg tager mit hoved af, så jeg slipper alle spændinger i nakken. Men så får jeg lyst til at vende mig om, og så er jeg nødt til at tage det på igen, så det ikke vender forkert.

Spørg Siri. Jeg googler søvnløshed på min telefon – det står, at man skal undgå at kigge på skærme før sengetid. Mere kan jeg så ikke læse om det…

Sulten.
Nu har jeg været vågen så længe at jeg er blevet sulten. Og jeg har lyst til en burger.

På vippen.
Endelig er jeg ved at falde i søvn. Så indtræder vippemekanismen, hvor hjernen slukker for kontakten til musklerne i kroppen. Det giver følelsen af at falde, så hele kroppen spjætter. Så er jeg vågen igen.

Så kan jeg ligeså godt skrive blog.

Det sjove ved depression

Jeg har besluttet at skrive om det sjove ved depression. Sjov og Depression i samme sætning – det er et oxymoron. Altså to ord der modsiger hinanden.

Men som udgangspunkt er der noget sjovt ved ALT. Når man har haft en depressiv periode, hvor absolut INTET er morsomt – allerhøjest tragikomisk, så lægger man mere mærke til sjove ting, når man er ude på den anden side. Også sjove ting, som ingen andre synes er sjove. Så kan man godt virke lidt sær. Ligesom folk der snakker om katte. Det er faktisk umuligt at tale om katte uden at virke lidt mentalt forstyrret.

Fordele ved at være deprimeret:

  • Man behøver ikke rede sin seng, for man ligger i den hele tiden.
  • Man behøver ikke lægge make up, for det går alligevel galt, og man ender med at ligne Døden fra Lübeck – hvilket også var udgangspunktet. Nu er Døden bare blevet mere træt…
  • Det gør ikke noget hvilket vejr det er udenfor, for det hele ligner regn.
  • Man sparer på madbudgettet, for alting smager ens, så der er ingen grund til at have andet end bondebrød og cola i huset.
  • Man skåner miljøet på vand og el, fordi man ikke kan overskue at vaske tøj eller lave mad, og foretrækker at sidde i mørke.

Hverdagssituationer for den deprimerede, der er ret komiske, når man ikke er deprimeret længere:

Når man er i en depressiv periode, kan de mindste ting føles som en uoverkommelig forhindring:

  • Jeg græder fordi æblerne i Føtex ikke har samme størrelse. Verden giver ingen mening!
  • Jeg græder over det hakkede kalvekød, fordi det er synd for kalven. Og for dens mor. Tænk hvis det var MIT barn, der lå der!
  • Jeg er nødt til at se glad ud, for ingen gider tale med mig, hvis jeg har det dårligt -Og så håber jeg iøvrigt, at ingen taler til mig.
  • Jeg  forstår sangtekster, som ikke giver mening for andre:
  • Jeg bekymrer mig over min egen uduelighed, fordi jeg endnu ikke har reddet fattige børn eller stoppet en naturkatastrofe – jeg kan ikke engang overkomme at tænde for opvaskemaskinen.
  • Jeg er bange for at gå til lægen og få at vide, at jeg ikke er syg nok… #Twisted mind.
  • Jeg tror, at glade mennesker, endnu ikke har opdaget hvor håbløst det hele er.
  • Jeg tror, jeg er medvirkende årsag til al dårligdom i verden, fordi jeg udsender dårlige vibes.
  • Jeg tror jeg har ødelagt mine børns, Hr T’s og min hunds liv, ved at være en del af det. Og muligvis også kattens, selvom den ikke er hjemme ret tit.
  • Jeg drømmer meget – for eksempel, at jeg bor på hotel og skal nå bussen om en time. Men inden da, skal jeg pakke alt ned fra syv forskellige værelser på fire forskellige etager (og jeg farer vild hver gang) – og det inkluderer al børnenes legetøj, spredt i og under møbler, skuffer og skabe. Og så skal jeg i øvrigt tisse, og toiletterne findes kun i lobbyen, og har ingen dør.

Sjove måder at håndtere depression

  • Kognitiv terapi: Jeg gik hos en psykiater, der var fra Rusland. Hvergang han spurgte: “Har I spørgsmål?”, lød det som om han sagde: “Har I sportsvogn?”
    (Nej, jeg har stationcar)
  • Mindfulness: At bruge halvanden time på at spise et lillebitte stykke chokolade.
  • Hjernemotion: At køre en anden vej hjem fra arbejde – og fare vild.. (man behøver ikke fare vild – det gjorde jeg bare)
  • Motion: At begynde at løbe – og fare vild… (jeg gjorde det igen)
  • Overvinde sin frygt: Køb to æbler, der ikke er lige store i Føtex.
  • Spise sundt: Vælg sukkerfri cola og mørk chokolade.
  • Sæt grænser: Nu kan jeg finde på at sige til børnene, at jeg ikke vil hjælpe dem med computeren når jeg er på toilettet.

Afslutningsvis vil jeg lige nævne, at depressive mennesker ofte er mere kreative og bedre til at aflæse ansigter end raske mennesker – medmindre de er deprimerede…

En af de dage…

Søpunge handler ikke i Føtex

[:da]I går var jeg i Føtex, og fik skældud af en ung pige, fordi jeg gik ud gennem selvbetjeningskassen uden at have købt noget.
Man skal altså gå gennem kunde-uden-varer-udgangen, som ligger lige bag ved selvbetjeningskassen.
I dag var jeg igen i Føtex. Der var en gul parfume, hvis låg ikke sluttede tæt, og derfor spildte jeg den ud over mine fingre og tøj. Det var en meget kraftig, men ikke særlig god parfume. Og de jordbær jeg ville have købt var jordslåede og lugtede af parfume (ligesom alt andet), så jeg skulle ikke købe noget alligevel.
Denne gang huskede jeg at gå ud gennem kunde-uden-varer-udgangen, og var lettet over ikke at have lagt mig ud med en kasseassistent på grund af ureglementeret opførsel .
Vel ude på den anden side, opdagede jeg til min skræk, at jeg havde glemt at stille kurven fra mig, og derfor nu var i færd med at stjæle den.
Jeg kiggede panisk rundt – dels for at finde et sted jeg diskret kunne stille den uden videre påstyr, og dels for at se om nogen mon havde opdaget min fadæse. Det havde de vakse unge piger i kiosken, og de var allerede igang med at gestikulere til pigen i selvbetjeningskassen, så hun kunne redde kurven tilbage i sikkerhed.

Jeg går i Lidl næste gang.
De stiller ikke så høje krav til kundernes intelligens.

Apropos intelligens – hvad er så egentlig formålet med hjernen? Sådan helt grundlæggende. Der er masser af organismer, der ikke har en en. For eksempel træer, bakterier og søpunge.
Og lige præcis søpunge kan pege på svaret. De starter nemlig deres liv med en slags hjerne – og æder den når de ikke længere skal bruge den.
I den tid de har en hjerne, bruger de den til én ting: at koordinere deres bevægelser, så de kan komme hen til en god sten, som de kan sætte sig fast på, og æde deres hjerne.

Så det er altså hjernens grundlæggende funktion: at koordinere vores bevægelser, så kroppens dele arbejder sammen om at nå fra et punkt til et andet.
Resten er bare bivirkninger – tanker, følelser og den slags.
Det med koordinationen har hjernen mere held med hos nogen end hos andre. Jeg nævner det bare: selvom jeg af og til synes det kunne være praktisk at have fire arme i stedet for to, ville det nok overvejende resultere i, at jeg ragede dobbelt så mange ting på gulvet på den halve tid. Og når koordinationen er den billige version, der ikke har indbygget retningssans, så var jeg måske bedre stillet med at sætte mig på sten og æde min hjerne.
Og så alligevel ikke, for jeg har lige læst på videnskab.dk, at kannibalisme ikke kan betale sig.

Måske sætter jeg mig bare på en sten og spiser et æble. Fra Lidl[:]

Ich habe ein Gehirn… oder was?

Hjernen er det mest fascinerende ved kroppen, synes jeg. Den kan lære de sværeste ting: at gå, at forudse begivenheder og at huske de første 52 decimaler af pi.

Og så er der dage, hvor den er helt umulig. Så kan den ikke huske de tre ting, der stod på indkøbssedlen, eller forstå en samlevejledning på en stol fra bilka.

Det er sjovt at tænke på, at hver gang man lærer noget nyt, laves der nye veje inde i hjernen. Først er de bare små spor af nedtrampet græs, men efter et stykke tid bliver det til en motorvej.

Derfor bør man køre en anden vej til og fra arbejde en gang imellem. Det holder hjernens små vejarbejdere i form. Forudsat at man ikke farer vild. Men lad nu det ligge…

For at holde mine hjernevejarbejdere til ilden, er jeg gået i gang med at lære et sprog. Tysk. Det er nok det sprog, der er størst sandsynlighed for at jeg får brug for. Jeg gider ikke lære et sprog, som jeg skal rejse virkelig langt væk for at bruge.

Godt nok har jeg haft tysk i skolen, men det var jo dengang jeg hang ud med Egtved pigen.

Nu har jeg installeret Mondly på mobilen. Den mest tålmodige tysklærer jeg har haft. Og den venligste. Og jeg har allerede lært mere end jeg nogensinde har glemt. På tysk, altså.

Jeg arbejder i øvrigt også sammen med en tysker, men indtil videre har jeg ikke turdet afprøve mine fremskridt på ham. Jeg kan desuden også kun sige ting som: “godmorgen. Jeg er en dreng.” Det kunne godt gå hen og skabe en akavet stemning. Men senere i forløbet, måske.

Med al den læring, har min hjerne altså også brug for at slappe af. Så jeg er også begyndt at producere fingerringe. Kreativitet er intelligens, der har det sjovt. Og med alle de ringe, jeg har fremstillet de sidste to aftner, må jeg virkelig have meget intelligens, eller også har jeg ikke så meget, den har det bare MEGA sjovt. Den er faktisk på Bakken. Inde i mit hoved.

20160616_001810

20160615_223412

20160614_221608

Apropos “inde i mit hoved”, så bekymrer det mig lige pludselig med alle de der nye veje. Jeg mener, sandsynligheden for at fare vild bliver jo større. Eller er det sandsynligheden for at finde en vej, der fører til det rigtige sted, der bliver større?

Jeg tror faktisk jeg er faret vild i min hjerne lige nu.

Jeg går i seng.

 

Broen, der blev stående

Jeg ved ikke hvad I laver, når I er på toilettet, men jeg læser. Hvad skal man ellers lave, når man nu er nødt til at sidde dér?
Min mand læser også på toilettet, og mine børn.
Det er godt, vi har to toiletter i huset.

Jeg læser mest magasiner. “I form” og “Psykologi”. Dem arver jeg nemlig fra min mor. Hun har dem ikke med på toilettet, ved jeg.
Jeg har dem liggende i en plastikkasse under vasken. Der kan man lige nå dem fra toilettet, uden at skulle rejse sig, i tilfælde af, at opholdet skulle blive længere, end først antaget.

Er man ikke til “I form” eller “Psykologi”, eller “den lille bog om livreddende førstehjælp” –at lægge den ud i kassen var en lille genistreg fra min side, synes jeg selv – alle mine børn er nu helt klar over, hvordan man lægger folk i aflåst sideleje, hvordan man behandler insektstik, brækkede lemmer og brandsår, hvordan man giver kunstigt åndedræt, og fjerner ting, der har sat sig fast i luftvejene. Hvis I skal komme til skade udenfor hospitalets åbningstid, så bare ring til os. Vi har lært det hele på toilettet. – så kan man også man læse, hvordan man bliver et lykkeligere menneske. I hvert fald de principper, jeg lever efter.
Dem kommer jeg tilbage til om lidt.

Først vil jeg fortælle om et webinar, jeg netop har set med på. Det hed “Knæk koden”, og handlede om, hvordan man kan blive rigtig god til alting, med den rette fremgangsmåde:

  1. Find den rette teknik
  2. Find din metode
  3. Bliv ved

Så kort kan det faktisk siges. Der er intet innovativt ved det. Det er ligefrem så lavpraktisk og uteknisk, at jeg tænker: ” Var det bare det? det ved jeg da godt “. Og I ved det også, ikk’? I har brugt det, hver gang I skulle lære noget nyt:  Få teorien, prøv det, øv det.

Men det, der alligevel var tankevækkende for mig, var de her tre:

  1. I 1998 stod en solid, velbygget, ny bro klar til brug over floden Choluteca i Honduras. Den var blevet designet til at modstå de værste orkaner. Og det gjorde den også. Samme år kom kategori 5-orkanen Mitch forbi.
    Den hærgede Honduras og omegn, og ødelagde alle veje og broer. Men ikke Cholutecabroen. Den holdt stand.
    Problemet var bare, at da regnen og oversvømmelserne havde lagt sig, havde floden flyttet sig. Den havde skiftet kurs, og løb nu ikke længere under broen.

Pointen er, at verden forandrer sig. Og det går stærkt. Det, vi skulle være dygtige til i går, er måske ikke det, vi skal være dygtige til i morgen.
Jeg kan ikke forudse, hvad jeg skal være dygtig til i morgen, så jeg kan heller ikke forberede mig på det. Men jeg kan blive god til at dygtiggøre mig. Jeg kan blive god til at opsøge den rette teknik, og øve mig i at være modig nok til at kaste mig ud i praksis.

2. Og det leder elegant til næste punkt: Hvor finder jeg den, der teknik?

Til forskel fra min forhistoriske barndom, har vi i dag Internettet, som er en uudtømmelig kilde til den rette teknik.
Mine forældre har ikke helt set lyset i Internettet – eller mobiltelefoner, men de er også fra en tid, hvor forandring hentydede til, at DR holdt op med at sende Dollars. Det nødvendiggjorde ikke, at de tilegnede sig en ny færdighed.
Men når jeg er på arbejde, bruger jeg Google rigtig meget. Når jeg er hjemme, bruger jeg Google rigtig meget. Alt kan Googles eller Youtubes. Jeg har bl.a. lært at stryge skjorter på Youtube, og via WikiHow har jeg lært en teknik til at styre hjernen uden om ubehagelige minder. Det virker!

3. Netop det med hjernen, er én af de sjove. For hjernen kan lære andet end faglige ting. Den kan også lære at være mere lykkelig.

Nu er jeg tilbage på toilettet.
Her har jeg nogle fine, gule fliser fra 1980’erne, hvorpå jeg har skrevet de principper, jeg lever efter. Både for at minde mig selv om dem, og for at inspirere min familie til at tænke over, hvor lykke kommer fra.
bad

De er svære at tyde på billedet, så her kommer de:
Ole Henriksens opskrift på lykke:

  1. At være glad er et valg. Vælg det hver morgen.
  2. Accepter dig selv fuldt ud.
  3. Dyrk dig selv som menneske. Lad dig inspirere. Lad dig gro og trives.
  4. Husk at være alene. Fald til ro, så du kan lytte til den indre stemme.
  5. Indret din dag, så den får betydning for dig. Livet består af dage. Gør hver enkelt god.
  6. Giv ros og vær høflig. Det er bare en måde at være på, som ikke koster noget, men det spreder glæde.
  7. Vær taknemmelig. Sig tak.

De syv punkter er teknikken.
Måden, jeg udlever dem på, er metoden.
Jeg øver mig hver dag.

At være glad og positiv, er ikke noget, man bare mestrer flydende fra den ene dag til den anden. Vi er genetisk disponerede til at være mistænksomme brokkehoveder. For urmennesket var mistænksomhed og mistro en overlevelsesstrategi. Det ville have været en virkelig dårlig ide, at gå ukritisk hen og klappe den bløde bjørn. Eller spise bær man ikke kendte. Al forandring var en potentiel fare.
Men hvis jeg skal forholde mig kritisk og mistroisk overfor verden omkring mig, så bliver jeg trist. Hvis jeg skal opfatte forandring med modstand, kommer jeg til at gå i evig modvind – af orkanstyrke.

Så jeg omdesigner min hjerne. Med teknik, metode og øvelse.
De, der kender mig, vil nok nikke genkendende til, at jeg kan finde noget positivt ved alting. Om det positive er jordnært eller ej, er en helt anden sag, men min hjerne tager bare den rute. Det har jeg øvet den til.
Det tager lang tid, men jeg kan mærke, at det virker.

Et gennemsnitsmenneske bruger op til ½ år på toilettet på en livstid. Det kan man ligeså godt gøre til kvalitetstid.
Man kan ikke fange lykken, og man slet ikke fastholde den. Men hvis lykken er en sommerfugl, så kan jeg jo vælge at plante sommerfuglebuske i min have.

Undren

Her er nogle ting, der undrer mig:

question-mark-1026531_640

Når vi tager en ny tube tandpasta i brug, går der kun et par dage før den er flad. Så er man nødt til at rulle den sammen og bøje siderne lige under låget sammen, for at presse tandpasta ud. Det kan man gøre i flere måneder. Hvorfor er der mest i til sidst?

Ordet “overhovedet” undrer mig også. Har det noget at gøre med overhoved – altså ligesom i en mafiafamilie? Jeg googler det lige… Nope, ordet overhovedet stammer fra kvæghandel, hvor man sælger en flok kvæg uden at tælle hoveder. Lidt ligesom en lykkepose. Er man så blevet snydt eller har man fået bonus, hvis der er en tohovedet ko imellem?

Og har ordene skov og skovl det tilfælles, at man kan grave i den ene med den anden?

Og hvorfor hedder det en søko, en søhest, en søstjerne og en søløve i forhold til en havodder, en havtaske og en havkat?

Falder æbler egentlig ned fra træet, eller hopper de?

Hvorfor har vi to, meget forskellige dyr, der begge hedder marsvin? Skulle den ene biolog have gået til Louis Nielsen?

Livet er fuld af store spørgsmål.

 

Drej til højre – nej, den anden højre!

Jeg er højrehåndet. Det vil sige, at min venstre hjernehalvdel er dominerende. Den står for logik.
Jeg er også kreativ. Det betyder, at min højre hjernehalvdel dominerer.
Kommer de så op at slås? Bliver jeg så fuldstændig ulogisk tænkende, hvis min højre hjernehalvdel vinder?
Har den mon allerede vundet?!

crazy-829178_960_720Og hvorfor er det så lige, at man er bedre venner med den ene hånd end den anden?
Det har jeg lige læst om på videnskab.dk, og jeg VED I bare sidder på nåle for at høre om det.
Det kommer her:

Papegøjers øjne sidder på siden af hovedet. Derfor er de nødt til at dreje hovedet for at se, hvor de sætter fødderne.
Forskere har fundet ud af, at højrehåndede (eller – fodede) papegøjer drejer hovedet mod venstre, når de griber ud efter noget, mens venstrefodede papegøjer drejer hovedet mod højre.
De (forskerne) mener, at det kan være forklaringen på, at mennesker har udviklet præferencer for den ene hånd frem for den anden: Hvis vores øjne har siddet ude på siden, har vi nemlig været nødt til at vælge favorithånd, fordi vi ikke kunne se dem begge to på én gang.
Picasso ville være enig, tror jeg. Gad vide om han tænkte over det?

picasso-151395_960_720

Jeg synes det kunne være mega cool at have sidestillede øjne. Så kunne jeg kigge i to retninger på én gang.
Så behøvede jeg ikke at dreje hovedet for at se mig for, når jeg gik over vejen (kun hvis jeg ville se hvor jeg satte min fod (højre fod, drej til venstre).
Jeg er nu ikke sikker på, at det ville øge trafiksikkerheden. Det virker i hvert fald ikke specielt godt for fasaner. Men kunne det være fordi de er højre/venstre-konfuse (altså ikke kan kende forskel), og derfor drejer hovedet den forkerte vej, når de går ud på vejen? Så falder de over deres egne ben og ligger dér og roder, når der kommer biler.

Eller er det fordi, som jeg har læst i en anden artikel fra samme sted, at man opfatter ting, der kommer fra læseretningen som større trusler end dem, der kommer fra den anden side? For en almindelig dansker, ville ting fra venstre opfattes som en større trussel end dem fra højre – det giver jo total mening, for biler i vejbanen tættest på, kommer jo som regel fra venstre. For en araber ville det være omvendt. For fasaner, der oprindelig kommer fra Asien, hvor man læser oppefra og ned, er frygten for at få et fly i hovedet måske større end frygten for biler? Og hvis man glor op i luften, når man skal over vejen, er risikoen for at blive kørt over altså stor. Uanset om ens øjne er sidestillede eller ej.

Måske er det bedst, at mine øjne bliver hvor de er. Både fordi jeg er højre/venstre-konfus, og derfor ville få et koordinationsproblem til fare for mig selv og mine omgivelser. Og fordi livet ville blive meget mere besværligt, hvis jeg fik hold i nakken med sidestillede øjne.