Blomstrende træer

Jeg har lige været rigtig snotforkølet i 3 dage. Da jeg var frisk igen, var det blevet forår. Træer med hvide blomster overalt, 2-cifrede grader og slut med vanter på morgenens cykeltur til arbejde – på min nye el-cykel.
Næste år vil jeg blive forkølet allerede i januar.

Noget af det jeg nyder allermest ved foråret, er de blomstrende træer og buske. Især de lyserøde blomster på træerne.
Jeg ville rigtig gerne til Japan engang, og opleve foråret og de blomstrende kirsebærtræer der.

Der er 8634 km fra Danmark til Japan. Det er lidt for langt at cykle – selv på el-cykel, så her er noget, jeg har tænkt mig at gøre i stedet for: jeg vil tage til Langelinje park.
Det er kun 105 km – men det bliver nok i bil alligevel.
Der er nemlig en masse kirsebærtræer der blomstrer, OG en Sakura-festival, som er en japansk fest for netop dem.

Louise på 13 vil rigtig gerne til Sydkorea og opleve et koreansk drengeband, der hedder BTS. Det kan jeg godt forstå. Det er Kpop. Der er mange Kpop bands i sydkorea. PSY – ham, der lavede Gangnam style, er fra sydkorea. De er lidt skøre og vanvittige og superglade derovre, og det er meget forfriskende midt i nationale test og historieopgaver. Nordkorea er vist mere til fyrværkeri og grydehår.

Louise er lidt træt af skolen. “Hvad skal jeg egentlig bruge viden om en mand, der startede en krig i 18-hundrede-og-noget til?”, spurgte hun en dag.
Det havde jeg et svar på:
“Forestil dig et verdenskort. Det er godt at have et verdenskort, for så ved man hvor i verden, man er.
Forestil dig nu, at dit verdenskort er multidimensionelt – at du kan se din egen placering, både på landjorden, i tiden, i politik, religion og viden. Det kaldes dannelse. Og hvis de franske bønder havde haft sådan et kort, havde de muligvis ikke hugget hovedet af tusindvis af mennesker på Concordepladsen.
Det tænkte Luther også, og derfor opfandt han højskoler, så folket kunne lære noget konstruktivt , i stedet for at hugge hovedet af adelen, når den ikke havde så meget magt mere. Eller sådan noget.”

Tænker jeg en ret cool mor: Multidimensionelt landkort.
Jeg ved ikke om hun forstod det, men hun har ikke stillet yderligere spørgsmål ved pointen i at have historie i skolen.

Jeg vil gerne lige vende tilbage til de blomstrende træer. Jeg biver så bjergtaget af dem, at jeg måske er til fare for trafikken, når jeg kommer kørende på min elcykel. Med øjnene alle andre steder end på vejen.

Det er måske lidt skørt. Som Louise sagde det: “jeg kommer op at køre over Disneyland, du kommer op at køre over… træer.” Når hun siger det på den måde, virker det måske lidt sært.

På den anden side: de blomstrer kun 14 dage, så man må nyde dem mens de er der. Ligesom alt andet, der kun er til låns: børn, berømmelse og kinesiske pandaer.

Fik jeg forresten nævnt, at jeg har fået en elcykel? Er ret vild med den.

Forårsstævne

[:da]Forår betyder stævner, forårsopvisninger, gallashows og afslutningsopvisninger. Alt sammen i haller med dårlig akustik og hårde bænke. Og alt sammen mens foråret står og blomstrer og dufter udenfor.
Selvfølgelig kommer man og ser sit barn, og hepper eller trøster, hjælper med at få håret sat op og betaler 20 kroner for et kyllingespyd. Og selvfølgelig kommer man til alle opvisningerne og ser det samme show. Som er det samme show, som man set hele sæsonen, fordi sådan er det i kunstrulleskøjteløbebranchen.

I dag er jeg til rulleskøjtestævne i Ledøje Smørum. Det hedder byen faktisk. Jeg kommer til at tænke på fedtede glasøjne, der vender forkert, men der er sikkert en bedre forklaring på byens navn.

Til dette tre dages Ledøje Smørum stævne er der løbere fra hele landet og Tyskland og Frankrig. Af alle steder i Danmark, skal de udenlandske gæster overnatte i en by med det navn. Det er næsten ondt.

I Ledøje Smørum hallen, er der høj musik, og folk der klapper med sammenfoldede pamfletter, der beskriver hvordan forældre bør opføre sig ved stævner. Man bør for eksempel ikke kun klappe af sit eget barns opvisning, står der. Og ni andre regler, som jeg har glemt. Når man nu skal klappe af alle de andres børn, så er det godt med pamfletter, for man får ømme og sviende håndflader af at klappe fra klokken 11 til 20.

Hr T er en engageret forælder. Han er formand for Kalundborg Rulleskøjteklub, og han klappede sin pamflet helt i stykker, så der fløj papirstykker om ørene på de omkringsiddende tilskuere.

Vi andre forældre er også engagerede, men på et andet plan. Vi kigger indforstået på hinanden. Vi vil alle sammen gerne støtte vores børn og vores klub, men vi har hovedpine af akustikken og ondt i bagdelen af bænkene. Altså de af os der – igen – har glemt at tage en pude og ørepropper med. Vi lider, gør vi. Og vi keder os. Hvis vi selv var børn, ville vi lægge os ned på gangene og hyle. Selvom det ville have en vis underholdningsværdi, tror jeg ikke det er i overensstemmelse med pamfletten.

Løberne er dygtige og smidigere end jeg nogensinde har drømt om at blive. De har flotte kjoler og flotte shows. Og så er de stærke. En rulleskøjte vejer i omegnen af et kilo, men løberne springer raskvæk omkring, og svinger benene op over hovedet og udstrakt rundt om sig selv. Indimellem kaster de også lidt med hinanden.
Når en løber falder, lyder det som en reol, der vælter, og jeg forventer hver gang, at løberen må bæres ud i flere dele. Men de rejser sig bare op og løber videre. Når de løber forbi tilskuerne, følges de af en brise, der får papir og løst hår til at flagre op. Hvis man skulle være så uheldig at blive ramt af et svingende ben, skal man regne med at blive fragtet fra hallen i ambulance.

Det skal vi heldigvis ikke. Vi er på vej hjem nu. Jeg kan høre min dyne kalder. Eller er det tinitus?[:]

Forårstræthed

Her i april er de fleste omkring mig – inklusiv mig selv, ramt af det, der hedder forårstræthed.

dog-871773_640

Og allerede nu er jeg lige nødt til at trille ud af en tangent, for min datter og jeg har en leg. Den hedder oxymoron-leg. Den går ud på, at vi skiftes til at lave korte, selvmodsigende sætninger. For eksempel: “larmende stilhed”, “runde kanter”, “åndsvag clairvoyant”, “blind seer”, “kæmpe reje”, “billigt dyr”, “rettidigt dsb-tog”, snavset ren”.

Forår: at vågne op, at springe ud, friskhed.

Træthed: det modsatte

Forårstræthed er selvmodsigende. Det er altså et oxymoron. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men alligevel er det en reel tilstand med videnskabelig undersøgelser i ryggen. Ligesom brumbassen, der flyver på trods af, at den ikke sku ku. Brumbasser er ret søde. Og måske også forårstrætte. De flyver i hvert fald tit ind i min rude.

Jeg var ved at gå ind i et skilt en dag. Og nogle gange sover jeg i bilen. Altså ikke mens den kører. Bare lige på parkeringspladsen ved skoven eller ved børnehaven. Mon brumbasser falder i søvn mens de flyver? Er det derfor de flyver ind i ruden? Nogle gange gør solsortene det også.

Forårstræthed er åbenbart et udbredt fænomen på tværs af arter.

Pludselig føler jeg mig helt i pagt med naturen. Træt og normal.

Træer må også bruge enorme mængder energi på at lave små grønne skud og farvede blomster. Godt jeg ikke er et træ. Mon de falder i søvn en gang imellem? Når jeg går inde i en nåleskov, kan jeg godt få fornemmelsen af, at her sover træerne. Det er heldigt, at træer ikke kan flyve. Tænk hvis et forårstræt træ ramlede ind i min rude! Mon forsikringen ville dække?

Måske er forsikringsmanden også træt, og sidder ved sit bord og nikker med hovedet og savler lidt ud af den ene mundvig. Så ringer jeg, fordi et træ faldt i søvn på flyveturen fra Sejerø til Asnæs, og fløj ind i min rude, så der nu er et stort hul – og et rønnetræ midt i stuen. Men forsikringsmanden bliver gnaven, fordi jeg vækker ham, og så må jeg leve med et hul i ruden indtil forårstrætheden blandt forsikringsselskabets ansatte er overstået. Men så er de taget på sommerferie… så det gælder om at ringe lige på det rigtige tidspunkt i sensommeren,  før vinterdepressionen sætter ind. Så får jeg endelig lavet ruden.

Det er godt, at forårstræthed er mest udbredt om foråret. Hvis det var om vinteren, ville det være for koldt at mangle en rude.

Og navnet ville være misvisende.

 

Forårsløbetur

Jeg løb en tur i dag. I Regnvejr. Jeg frøs om ørerne og fik våde sko.
Der er nok nogle, der vil spørge hvorfor jeg dog gjorde det?
Det vil jeg gerne svare på. Der er to svar:

  1. Jeg har en løbeaftale med nogle kolleger klokken 7:00 i morgen tidlig, men fordi jeg har været forkølet, var jeg nødt til at afprøve om snøfte-op-funktionen leverede varen under løb. Ellers ville jeg efterlade et 5 km langt sneglesnotspor. Adr. Og jeg ville nok have svært ved at se mine løbemakkere i øjnene igen. Ikke fordi jeg skal se fiks ud, når jeg løber, men snot i ansigtet (måske endda fordelt efter flere vindretninger) er alligevel lidt uden for min komfortzone.

20151229_102023

2. Jeg løb også fordi jeg hørte en fugl krittevitte , da jeg holdt for rødt i et lyskryds. Så tænkte jeg: “FORÅR”, og så skete der en række associerende processer i min hjerne, som jeg ikke kan gøre rede for nu, fordi jeg har haft stress og derfor ikke kan huske mere end 3 sekunder tilbage, fordi jeg har haft stress. Hvor kom jeg til?
Og så er det jo officielt forårsmåned (marts), og der er erantis og vintergækker, og små skud på syrenerne.
Det endte i hvert fald med, at jeg holdt ind ved kirken, klædte om i bilen (hurra for tonede ruder) og begav mig ud på vejen for at løbe foråret i møde, om jeg så må sige.

Og nu lover metrologerne så sne. WTF?! Er jeg løbet tilbage i tiden? (Hvor hurtigt har jeg så løbet? og forbrænder man så kalorier eller optager man dem igen?)
Hvorfor løb foråret ikke mig i møde? Mor er skuffet.
Mor spiser en trøsteflødekaramel. Det er der jo råd til i kaloriebudgettet, nu hvor jeg har løbet – eller hvad?