Olivia, der ved næsten alting

Jeg har besluttet mig for at lave en interviewserie. Det er hvad der sker, når man ikke kan finde på mere at skrive om.
Mit første interview er med Olivia på 8 år, som tilfældigvis også er min datter. Hun var lige ved hånden, så det var jo nemt:

Mig: Hvad vil du være når du bliver stor?

Olivia: Rulleskøjtetræner, fordi det er sjovt.

Mig: Gider du godt alle de børn?

Olivia: Det ved jeg ikke.

Mig: Hvad er det bedste og det værste ved vores familie?

Olivia: Det bedste er, at der er en trampolin. Og det værste er, at jeg aldrig kan finde min børste, fordi Louise bruger den. Og så er det mærkeligt, at I aldrig køber slik.

Mig: Det gør vi da.

Olivia: Ikke i dag.

Mig: Hvad er det sjoveste tidspunkt på dagen?

Olivia: Når jeg er ude og hoppe. Jeg har bare ikke lyst til det lige nu, for jeg snakker med dig. Det er sjovere end at hoppe.

Mig: Hvad er det bedste og det værste ved din mor og far?

Olivia: Du er sød og pæn. Det værste er når du bliver sur. Det er du ikke så tit, men når du er, så råber du. Også selvom jeg siger stop.
Far er god til at lave is. Han kan også være rigtig gnaven og sur. Så siger han vi skal rydde op. Jeg kan godt li at rydde op.

Mig: Det bedste og værste ved Louise og Mikala?

Olivia: Det bedste ved Louise… hmmm… der er intet. Hun er altid sur. Især hvis jeg går ind på hendes værelse. Så råber hun GÅ!
Det bedste ved Mikala er, at hun gider at gi mig slik, og det værste er at hun hele tiden slår prutter.

Mig: Hvad er det bedste og det værste ved dig selv?

Oliv tænker længe: Jeg er god til at kramme. Det værste ved mig er, når jeg skriger.

Mig: Hvordan er det at gå i skole:

Olivia: Sjovt. Der er mange ting at lave i timerne. Jeg rækker tit fingeren op, fordi jeg ved næsten alting.

Mig: Hvad synes du om Donald Trump som præsident?

Olivia: Han er grim

Mig: Men tror du han er en god præsident?

Olivia: Nej, ikke når han er så grim.

Mig: Ved du hvad vores statsminister hedder?

Olivia: Nej

Mig: Lars Løkke

Olivia griner.

Mig: Hvad synes du om det navn?

Olivia: Det er et sjovt navn til en klovn.
 Jeg vil gerne i Legeland i dag. Men jeg tror ikke far vil. Der er er ellers bænke til forældrene. Eller i svømmehallen!

Jeg fornemmer at interviewet er slut…

Den ideelle familie – og min

Forleden talte jeg med et forældrepar, der ventede barn nr to, og de mente, at det ville være lettere med nr to, for nu vidste de jo hvordan de skulle gøre.
Øjeblik… jeg skal lige grine færdig…

Til de stakkels forældres trøst, kan jeg så fortælle, at det ideelle antal børn for en harmonisk familie er to stk. Så dér er de jo godt på vej. Resten finder de nok selv ud af.

De skal så helst være piger – børnene altså. Det betyder så ikke, at det dobbelte er dobbelt så godt, for det værste for familieharmonien er fire piger. Det siger forskerne. Enebørn figurerer slet ikke på listen.

Det er værd at huske, for de af jer, der ikke har fået børn endnu: to piger – stop. Det bliver ikke bedre.

20160602_202725

De helt normale børn – var det her man skulle have stoppet?

Jeg har tre piger. Det ligger på en 4. plads. Lige under 2 drenge.

På en måde kan jeg godt forstå det. Tre forskellige børn, kræver tre forskellige mødre (fædrene må lave deres egen blog).
Jeg kan godt styre at pendle mellem to versioner af mig selv, men tre versioner er noget rod.
Jeg er også helt i harmoni med yderpigerne Louise på 10 og Mikala på 6. Morversion 1 og version 3 kører fint. Mens Olivia på 7  – midterbarnet – er i en anden kategori. Morversion 2 er tilsyneladende inkompatibel med min hardware. Heldigvis har vi det fuldt assisterende redningsprogram (FAR),  der kan træde til, når morversion 2 går i cirkler.

Men det er ok.

I dag fik jeg en grøn blokfløjte af en kollega. Den gav jeg til Olivia. Andre ville nok have valgt at give den til én af de to andre – eller grave den ned. Men jeg vidste bare, at Olivia ville blive rigtig glad for den. Det gjorde hun også. Og i dagens anledning – hvad det end var, havde hun ingen bukser på, da jeg kom hjem. Heller ikke underbukser – eller underhakkere, som det hedder i hendes termer.
Så hun løb rundt i bar røv og pustede i blokfløjten, så hundene flygtede til alle sider – og katten ser vi nok heller ikke foreløbig.
Der var disharmoni. Og jeg takker Olivia for muligheden for at træne min tålmodighed og min evne til at filtrere lyde på samme tid.

Imens hoppede Mikala på trampolin med en spand på hovedet, og Louise optog skøre musikvideoer af sig selv, mens hun dansede i min seng.

En helt almindelig dag i nr 12.

Sikke en harmoni vi ville have, hvis vi kun havde Louise og Mikala. Men sikke et uforudsigeligt eventyr vi har med Louise, Olivia og Mikala tilsammen.
Og sikke en masse vi lærer om forskellighed, om søskendekærlighed og om os selv.
Måske giver det mest harmoni og orden i familien, at have to børn, men hvis man vil udvikle sig, må der lidt disharmoni og kaos til.

Så skidt med, at de ikke har to ens sokker på, at deres selvsmurte madpakker mest består af mariekiks, og de ikke har været i bad siden sidste torsdag. Så længe de er glade og lugter ok.

Det normale er for amatører

Det normale er for amatører

Lykkelige børn

Troels Kløvedal skrev engang, at uanset hvor lidt man har at give sine børn, så har man bare at give dem livsglæde med på vejen.

Det er da et meget rimeligt krav, men hvordan gør man så det?

Bloggen her hedder jo The Danish Mom. Det er fordi jeg betragter mig selv som en meget typisk dansk mor. Og noget, der typisk ved typiske danske mødre (og fædre) er, at vi producerer verdens lykkeligste mennesker. Også selvom vi ikke altid ved hvordan vi gør det.

Der er mange forældre rundt om i verden, der gerne vil have lykkelige børn, og derfor kigger de på Danmark for at finde opskriften.

Her er mit bud på opskriften på lykkelige børn (ikke fordi I har brug for den – i har jo styr på det):

1. Bland først følgende 2 ingredienser til en lind konsistens af Ligeværd:

2,5 dl “Tal til dit barn, som du selv ønsker at blive talt til” og 250 g “Lyt til dit barn, som du selv ønsker at blive lyttet til”

2. Tilsæt 200 g fællesskab (også kendt under: “vi hjælpes ad” og “skal vi lave noget sammen?”

3. Rør 150 ml Empati i blandingen. Brug mærket: “sæt ord på følelser”

4. Hæld Ærlighed i. Det må godt være den diplomatiske type, men undgå den med tilsat sukker. Det giver for mange misforståelser.

5. Krydder med Glæde. Jeg kan anbefale Ole Henriksens type. Den er rig på kram og grin.

Bages ved hjertevarme i en livstid.

girl-797837_640

 

 

 

Hende, der vil løbe – og hende, der ikke vil

running-573762_960_720

Jeg har besluttet at begynde at løbe regelmæssigt igen. Jeg var kommet til at holde op, fordi det blev vinter, koldt, vådt, mudret, glat og mørkt.
Og den værste undskyldning af dem alle: tid!
Ikke det, at den mangler, men at den skal tages fra noget andet. Og det er jo familien. Og dér sidder så den dårlige samvittighed og lurer, for de kommer jo i første række – eller gør de?

En af mine meget kloge kolleger siger, at når man sidder i et fly og hører sikkerhedsanvisningerne, så siger de altid, at i tilfælde af masker, der falder ned i hovedet på én, skal man først give sig selv ilt, og derefter sit barn – og det er det samme hjemme i stuen: man skal tage sig af sig selv, før man kan tage sig af andre.

Det er en god pointe.

Så nu kører bussen. I dag parkede jeg foran min yndlingsløbeskov, og der sad jeg så i en halv time, og tog mig sammen, indtil det blev for koldt at blive siddende.
I det hele taget er det en rigtig dårlig idé, at bruge tid på at tage sig sammen.
Sidst jeg gjorde det – ved samme skov, faldt jeg i søvn og vågnede først en time senere. Men jeg sov godt. Og uforstyrret. Ingen børn, der sparkede, ingen mand, der snorkede, ingen hund på mine ben.
Det var faktisk det værd…

Men så idag, sad jeg altså i bilen og og blev koldere for hvert minut.
Gruset på P-pladsen havde klemt sig sammen til en hård overflade, der signalerede, at det var for koldt til at slappe af. Jeg tænkte på min svigermor, der havde tænkt sig at gå i haven i dag, og jeg forestillede mig hvordan hun sad og frøs på sin lille, grønne skammel og hakkede i  jord, der var hård som sten.

Blæsten skubbede til bilen, så den vuggede lidt, og de forbipasserende havde både store jakker, huer og vanter på. Det så virkelig koldt ud!

Mit løbetøj havde ligget i bilen hele dagen, så det var også koldt.

penguin-41204_960_720

Det var altså lidt ligesom når jeg skal tage mig sammen til at tage en dukkert ved en dansk strand om sommeren. Det kan godt tage lidt tid, for jeg ved jeg kommer til at fryse helt ind i tænderne, det øjeblik vandet når op over navlen. Det kan godt være det er fedt bagefter, men lige inden er jeg delt i to personligheder, der hver især råber: “DET GØR DU BARE IKKE!” og “Det vil bare være SÅ anti-cool, at gå tilbage til stranden nu – så kan du ligeså godt gå hjem – taber!”

Men jeg kom ud af bilen. Og da jeg først løb, var det jo dejligt livsbekræftende.

På en måde løber jeg inde i min egen boble, samtidig med, at mit nærvær med omgivelserne bliver mere koncentreret.
Det smitter af på resten af min dag, så jeg er mere tilstede på trods af, at have været mindre tilstede fysisk.

Jeg tror, jeg gør det igen i morgen – hvis jeg kan få hende, den anden med ud af bilen.

 

Lånebørn

877086Der var engang to mænd, som hed Claus. Den ene havde fire heste. Han blev kaldt Store Claus. Den anden havde kun en hest. Han blev kaldt Lille Claus.

Når Lille Claus lånte Store Claus’ heste, havde han for vane at præsentere dem som sine egne med et:”Hyp, alle mine heste”.

Det provokerede Store Claus så meget, at han slog Lille Claus’ hest ihjel, og så havde han slet ikke nogen.

Historien ender til Lille Claus’ fordel, og moralen er egentlig ikke, at man ikke bør kalde noget sit eget, hvis det ikke er det. Men af en eller anden grund, har netop den vinkel sat sit præg på mig.

Derfor tænker jeg aldrig på mine børn som mine. Jeg har dem kun til låns.  Livet har lånt mig dem, og en dag er det tid til at aflevere dem igen. Så skal de have deres eget liv, med deres egne lån.

Så jeg værdsætter deres larm, deres rod, deres fjolleansigter, en hånd i min, deres endeløse historier, deres utålmodighed, deres opfindsomhed, deres anderledes verdenssyn, deres alternative tempo og alt det andet, der kan drive mig til vanvid eller få mig til at tænke:”wow”.

For de er kun til låns, og jeg vover ikke at kalde dem mine. For de tilhører Livet.