Kunstigt liv

[:da]Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde,
De mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Det er fra salmen “Op al den ting”, som Brorson skrev i 1734.
Det lille stykke tekst stod på en plade, der sad udenpå den skole jeg gik på som barn.
Det er længe siden. Og i dag kan videnskabsfolk sandsynligvis godt sætte blade på nælder, hvis de vil.

De kan i hvert fald lave kunstigt liv. Sådan da.  Det kommer lidt an på definitionen af liv og kunstigt. Men ingen er i tvivl om, at det kommer. De skal nok knække koden, de kloge mennesker.

Til gengæld er de rigtig langt fremme med kunstig intelligens. For intelligens kan reduceres til matematik. Meget kompliceret matematik.
De selvkørende, intelligente biler er lige om hjørnet. Vi skal bare lige have på plads om bilen skal slå sin fører eller Fru Hansen ihjel, hvis det kommer til, at den skal vælge. Kan man sætte etik på formel?

Mød Hector.
Ja, ok ham på billedet er måske Hectors fætter, men de ligner hinanden…

Hector er et seksbenet robotinsekt på størrelse med en mellemstor hund. Han kan gå og finde vej (hvilket jo er praktisk, når man kan gå), og snart kan han også udtænke forskellige løsninger på et problem. Forskerne planlægger, at han skal blive selvbevidst – altså have en fornemmelse af sin egen eksistens.
Det har jeg svært ved at forholde mig til. Tænk hvis min støvsuger vidste, at den eksisterede. Det åbner for en hel stormflod af etiske skrupler. Jeg får allerede lidt ondt af den.
Hvis det lykkes forskerne at lave kunstig bevidsthed – kan den så kaldes kunstig mere?
Tænk så hvis den også havde følelser…

Det forskes der også i. Maskiner med kunstige følelser.
“Desværre skat, der er ingen rene underbukser, for vaskemaskinen er stadig fornærmet over det katalog med nye modeller, du havde med hjem i mandags…”
Eller tænk hvis man var nødt til at berolige sin PC for at få lov til at gemme sit dokument. Hmm, der er vist lige noget, jeg skal have afprøvet dér.

Hr T havde engang en bil. En sort Mitsubishi Carisma som kunne tale. Den betød meget for ham. Så meget, at han græd da den blev solgt og afhentet. Meget. Naboerne kom ud på vejen og klappede ham på ryggen. Og vandværket kom, fordi de troede, der var vandbrud foran vores hus.
OK, det sidste fandt jeg på…

Er der nogen, der kan huske ham her?

Måske får han en dag en bil, der kan gengælde hans følelser for den? Det kunne godt blive kompliceret.

Jeg tror jeg holder mig til kunstige planter.[:]

Undskyld mit franske..

[:da]Vi har lige været i Paris, pigerne, Hr T og jeg. Det kan der skrives utrolig meget om. Vi kørte derned i bil. Alle tre piger sad på bagsædet, hvorfra de kunne se film, og Hr T havde været så genial at købe headsets til dem alle, så de voksne ikke ikke behøvede at høre Barbies stemme over 1300 km.
Vi havde lige glemt den lille detalje, at børn med headsets tror, at andre ikke kan høre dem, så de RÅBER MEGET HØJT HVER GANG DE SKAL SIGE NOGET!
Børn, der til dagligt snakker meget, vil i sådan en situation råbe meget.
Men det kunne jeg være ligeglad med, for jeg havde fødselsdag, og Hr T gav mig de her:

Bose In Ear Headphones

Bose In Ear Headphones

Det er en slags omvendt høreapparat. Når man har dem i ørerne, kan man ikke høre noget andet end salig stilhed. Ahhhh.

Mens jeg var frivilligt tunghør, var der andre, der bare var tunghøre:
Da Hr T udbrød: Hov, der er en fotovogn, sprang Mikala frem fra  bagsædet (uden headset) med store øjne, og spurgte: Hvor er der en enhjørning?

Køer og køer
Det første ord vi lærte, var Stau. Det er tysk og betyder kø.

Stau

Stau

Når der er stau på motorvejen, og der blandt børnene på bagsædet, er én med en meget lille blære, så er det om at være beredt. Derfor havde jeg medbragt tomme flasker og de her:

tragte

Altid beredt – med tragte fra IKEA

Så må I selv gætte sammenhængen.
De blev heldigvis ikke aktuelle i bilen, men de er også udmærkede i en vejkant – hvor der i øvrigt også var køer. Kuh på tysk.
De tyske Kühe er meget nysgerrige og selskabelige. Særligt, når tre børn tisser gennem tragte ved siden af deres mark.

curious-1326327_1920

Muh?

Bilen, der blev væk
Det er ikke svært at finde til Paris. Disneyland er også ret nemt at finde. Det svære er, at finde sin bil, når man kommer ud af parken om aftenen. Særligt når man er gået ud af den forkerte udgang.
Vi fandt den efter en times tid.
Så skulle vi til hotellet, Davy Crockett Ranch. Det var svært, fordi nogen havde valgt at lægge indgangen et andet sted end, dér hvor GPS’en sagde den lå.
Vi fandt den efter en times tid.

Allerede næste dag, lærte vi et nyt ord: Merde. Det er fransk og betyder, at bilen er gået i stykker og skal på værksted. Bilen, som er et must på Davy Crockett Ranch, fordi der hverken går tog eller bus nogen steder hen derfra.
Så dér sad vi, med 4 dages billetter til Disneyland, og ingen transport dertil.
Heldigvis har de meget store og dyre taxier i Frankrig, så vi kom til Disneyland alligevel.
Og vi fik en lånebil, som også blev væk på Disneylands parkeringsplads, fordi vi ikke kunne huske hvordan den så ud.

Bagefter tog vi ind til Paris og satte kryds ved alle seværdighederne.
Vi kravlede op i Eiffeltårnet, og ned igen, og tog en bus rundt i byen for at se alt det andet, for vi var trætte af at gå.
Louise var lige lidt nervøs, for hun havde hørt, at Paris for nylig var blevet angrebet af turister. Men der var altså ikke noget bøvl med de turister vi mødte.
Derimod havde Louise lidt bøvl med en yderst livagtig og lettere påtrængende vampyr på voksmuseet.
Vi fik hende heldigvis med hjem igen i god behold. Louise, altså.

Bilen er derimod stadig i Frankrig. Den kommer nok hjem til jul.

[:en]We have just been to Paris, the girls, Mr. T and I. A lot could be written about that. We drove there by car. All three girls were sitting in the back seat, where they could watch movies, and Mr. T had been so brilliant as to purchase headsets for all of them, so the adults didn’t need to hear Barbies voice for 1300 kilometers.
We had just missed the small detail that children with headsets think that others can’t hear them, so they SHOUT EVERY TIME THEY HAVE SOMETHING TO SAY!
Children who talk a lot will, in this case shout a lot.
However
I wasn’t bothered with it, because it was my birthday, and Mr. T gave me these:

Bose In Ear Headphones

Bose In Ear Headphones

It is a kind of reverse hearing aid. When you wear them, you can’t hear anything but blissful silence. Ahhhh.

While I was optional hard of hearing, there were others who were just hard of hearing:
When Mr. T said: Hey, there’s a Police camera van, Mikala jumped forward from the back seat (no headset) with big eyes and asked: Where is there a unicorn?

Crowded
The first word we learned on our way was Stau. It’s German and means queue.

Stau

Stau

When there is stau on the highway, and when one of the children in the back seat, has a very small bladder, it’s all about being prepared. Therefore I had brought empty bottles and these:

tragteFunnels from IKEA
You get the idea.
fortunately t
hey were not needed in the car, but they were also excellent in a roadside – which was also kind of crowded. By cows. Kuh in German.
The German kühe are very curious and sociable. Especially when three children pee through funnels next to their field.

curious-1326327_1920Moo?

The lost car
It is not hard to find Paris. Disneyland is also pretty easy to find. The difficult thing is to find your car when you leave the park in the evening. Especially when you leave through the wrong exit.
We found it after an hour.
Then we had to go to the hotel, Davy Crockett Ranch. It was difficult, because someone had chosen to put the entrance at a different place than  the GPS said it was.
We found it after an hour.

The very next day, we learned a new word: Merde. It is French and means the car is broken and needs to be fixed at a garage. The car, which is a must at the Davy Crockett Ranch, because theres neither train or bus around.
So there we were, with 4-day tickets to Disneyland, and no transportation there.
Fortunately, the French have very large and expensive taxis, so we went to Disneyland anyway.
And we got a replacement vehicle, which also got lost at Disney’s parking lot because we couldn’t remember what it looked like.

 

Afterwards we went to Paris and ticked  off all the must-see’s.
We climbed the Eiffel Tower, and hopped on a bus around the city to see everything else, because we were tired of walking.
Louise was just a little nervous, because she had heard that Paris had recently been attacked by tourists. We had no trouble with the tourists we met though.
Louise did however have little trouble with an extremely lifelike and slightly intrusive vampire at the wax museum.
Fortunately we
got her back home safe and sound. Louise, that is.

The car is, however, still in France. It will probably home for Christmas.[:]