68 procent normal

Hvad vil det egentlig sige at være normal?

Er du nogensinde faret vild i et storcenter? Har du tænkt at din hjerne vil eksplodere, hvis du prøver at forså hvor universet ender eller ikke ender? Har du spekuleret over bynavnet Bagsværd? Synes du det er synd for din cykel, at den ruster?  Undgår du at fortælle andre, hvor meget slik dine børn egentlig spiser i husfredens navn? Har du en diagnose?

Hvis ikke – Tillykke. Du er normal.
Hvis ja – Tillykke. Du er også normal.

Jeg er også normal. 68% normal. Det har jeg testet på supernormal.dk

Jeg ved ikke hvor mange procent man skal op på for at være normalt normal, men jeg tror 68% er tæt nok på.

Desuden har jeg læst, at kun normale mennesker stiller spørgsmålstegn ved om de er normale, hvilket bekræfter, at jeg er det.

Så nu, da jeg ved jeg er normal, er jeg så ikke normal mere? Sh*t.

Hey, der blev jeg det lige igen…

Eller hvad…?

Det betyder ikke, at jeg ikke er unik. Jeg lever bare det samme slags liv, som det meste af den danske befolkning.
Jeg er vokset op i provinsen, er gift, har tre børn, går på arbejde, kommer hjem og rydder op og vasker tøj, laver mad, tjener for lidt, motionerer for lidt, spiser for sødt og tænker for meget.
Der sker faktisk ikke særlig meget i mit meget gennemsnitlige liv. Det mest ophidsende er våde flyverdragter, ramasjang-overdosis og løbebiller i entreen.

Men hvorfor er jeg så optaget af at være normal?
I virkeligheden stræber jeg nok efter at være unik. Unikke mig. Men den stræben i sig selv, gør mig vist ganske normal.

Når jeg endelig skiller mig ud, bliver jeg selv lidt forskrækket over det. Så skynder jeg mig at prøve at se normal ud.

Faktisk ER jeg normal. Meget endda.
I dag har vi haft besøg af Danmarks Statistik, som ville interviewe den 11-årige.
MIN 11-årige. Om familien. Så nu er min familie den normal, som alle andre sammenlignes med. Swag..

Måske er den bedste måde at skille sig ud på – at være så normal som muligt. Så jeg kunne jo skifte navn til Anne Nielsen, og arbejde indenfor offentlig administration, undervisning og sundhed. Hvis man slår op på Danmarks statistik.
De har tilsyneladende ikke nået at taste min datters oplysninger endnu.

Måske er normal så interessant, fordi det er ubestemmeligt. En stor suppegryde af skrevne og uskrevne normer, kultur, tendenser og definitioner.

Det er faktisk helt vildt svært at være normal.

Forårsstævne

[:da]Forår betyder stævner, forårsopvisninger, gallashows og afslutningsopvisninger. Alt sammen i haller med dårlig akustik og hårde bænke. Og alt sammen mens foråret står og blomstrer og dufter udenfor.
Selvfølgelig kommer man og ser sit barn, og hepper eller trøster, hjælper med at få håret sat op og betaler 20 kroner for et kyllingespyd. Og selvfølgelig kommer man til alle opvisningerne og ser det samme show. Som er det samme show, som man set hele sæsonen, fordi sådan er det i kunstrulleskøjteløbebranchen.

I dag er jeg til rulleskøjtestævne i Ledøje Smørum. Det hedder byen faktisk. Jeg kommer til at tænke på fedtede glasøjne, der vender forkert, men der er sikkert en bedre forklaring på byens navn.

Til dette tre dages Ledøje Smørum stævne er der løbere fra hele landet og Tyskland og Frankrig. Af alle steder i Danmark, skal de udenlandske gæster overnatte i en by med det navn. Det er næsten ondt.

I Ledøje Smørum hallen, er der høj musik, og folk der klapper med sammenfoldede pamfletter, der beskriver hvordan forældre bør opføre sig ved stævner. Man bør for eksempel ikke kun klappe af sit eget barns opvisning, står der. Og ni andre regler, som jeg har glemt. Når man nu skal klappe af alle de andres børn, så er det godt med pamfletter, for man får ømme og sviende håndflader af at klappe fra klokken 11 til 20.

Hr T er en engageret forælder. Han er formand for Kalundborg Rulleskøjteklub, og han klappede sin pamflet helt i stykker, så der fløj papirstykker om ørene på de omkringsiddende tilskuere.

Vi andre forældre er også engagerede, men på et andet plan. Vi kigger indforstået på hinanden. Vi vil alle sammen gerne støtte vores børn og vores klub, men vi har hovedpine af akustikken og ondt i bagdelen af bænkene. Altså de af os der – igen – har glemt at tage en pude og ørepropper med. Vi lider, gør vi. Og vi keder os. Hvis vi selv var børn, ville vi lægge os ned på gangene og hyle. Selvom det ville have en vis underholdningsværdi, tror jeg ikke det er i overensstemmelse med pamfletten.

Løberne er dygtige og smidigere end jeg nogensinde har drømt om at blive. De har flotte kjoler og flotte shows. Og så er de stærke. En rulleskøjte vejer i omegnen af et kilo, men løberne springer raskvæk omkring, og svinger benene op over hovedet og udstrakt rundt om sig selv. Indimellem kaster de også lidt med hinanden.
Når en løber falder, lyder det som en reol, der vælter, og jeg forventer hver gang, at løberen må bæres ud i flere dele. Men de rejser sig bare op og løber videre. Når de løber forbi tilskuerne, følges de af en brise, der får papir og løst hår til at flagre op. Hvis man skulle være så uheldig at blive ramt af et svingende ben, skal man regne med at blive fragtet fra hallen i ambulance.

Det skal vi heldigvis ikke. Vi er på vej hjem nu. Jeg kan høre min dyne kalder. Eller er det tinitus?[:]

Søpunge handler ikke i Føtex

[:da]I går var jeg i Føtex, og fik skældud af en ung pige, fordi jeg gik ud gennem selvbetjeningskassen uden at have købt noget.
Man skal altså gå gennem kunde-uden-varer-udgangen, som ligger lige bag ved selvbetjeningskassen.
I dag var jeg igen i Føtex. Der var en gul parfume, hvis låg ikke sluttede tæt, og derfor spildte jeg den ud over mine fingre og tøj. Det var en meget kraftig, men ikke særlig god parfume. Og de jordbær jeg ville have købt var jordslåede og lugtede af parfume (ligesom alt andet), så jeg skulle ikke købe noget alligevel.
Denne gang huskede jeg at gå ud gennem kunde-uden-varer-udgangen, og var lettet over ikke at have lagt mig ud med en kasseassistent på grund af ureglementeret opførsel .
Vel ude på den anden side, opdagede jeg til min skræk, at jeg havde glemt at stille kurven fra mig, og derfor nu var i færd med at stjæle den.
Jeg kiggede panisk rundt – dels for at finde et sted jeg diskret kunne stille den uden videre påstyr, og dels for at se om nogen mon havde opdaget min fadæse. Det havde de vakse unge piger i kiosken, og de var allerede igang med at gestikulere til pigen i selvbetjeningskassen, så hun kunne redde kurven tilbage i sikkerhed.

Jeg går i Lidl næste gang.
De stiller ikke så høje krav til kundernes intelligens.

Apropos intelligens – hvad er så egentlig formålet med hjernen? Sådan helt grundlæggende. Der er masser af organismer, der ikke har en en. For eksempel træer, bakterier og søpunge.
Og lige præcis søpunge kan pege på svaret. De starter nemlig deres liv med en slags hjerne – og æder den når de ikke længere skal bruge den.
I den tid de har en hjerne, bruger de den til én ting: at koordinere deres bevægelser, så de kan komme hen til en god sten, som de kan sætte sig fast på, og æde deres hjerne.

Så det er altså hjernens grundlæggende funktion: at koordinere vores bevægelser, så kroppens dele arbejder sammen om at nå fra et punkt til et andet.
Resten er bare bivirkninger – tanker, følelser og den slags.
Det med koordinationen har hjernen mere held med hos nogen end hos andre. Jeg nævner det bare: selvom jeg af og til synes det kunne være praktisk at have fire arme i stedet for to, ville det nok overvejende resultere i, at jeg ragede dobbelt så mange ting på gulvet på den halve tid. Og når koordinationen er den billige version, der ikke har indbygget retningssans, så var jeg måske bedre stillet med at sætte mig på sten og æde min hjerne.
Og så alligevel ikke, for jeg har lige læst på videnskab.dk, at kannibalisme ikke kan betale sig.

Måske sætter jeg mig bare på en sten og spiser et æble. Fra Lidl[:]

Højt på en kran en krage sad

[:da]I sidste uge gik jeg en tur med Hr T. Normalt taler han ret meget på sådan en tur, men denne gang gik vi en anden rute. Der var mange bakker, så Hr T fik travlt med at trække vejret, og havde slet ikke tid til at snakke. Så fik jeg til gengæld tid til at tænke.

En af de ting, jeg tænkte på var krager. Jeg fik nemlig øje på en krage i toppen af et birketræ. Den sad på en tynd gren, og fra mit perspektiv, så det ud som om den var lidt vel tung til en birkegren af den tykkelse. Birkegrene er jo tit ret bøjelige, så gad vide om grenen ville svirpe op, når fuglen lettede? Eller hjælper svirpet med afsættet? er fuglen nødt til at flyve i en bestemt retning for at lette fra en bøjet gren? risikerer den at blive ramt a svirpet?
Jeg standsede ikke op og ventede på udfaldet, for så ville Hr T jo indhente sit vejr, og begynde at snakke igen.

I stedet for googlede jeg kragers vægt da jeg kom hjem. Og så blev det kompliceret: For alliker, råger, skader og ravne er allesammen kragefugle i forskellige vægtklasser. Og måske havde fuglen pustet sig op fordi den frøs, hvorved det blev sværere at vurdere dens rigtige størrelse og vægt?
Da jeg ikke gad at løbe tilbage for at se om fuglen sad der endnu og studere den nærmere, må jeg slå mig til tåls med, at siden der ikke ligger forslåede og døde fugle omkring træerne, har de nok rimelig tjek på deres egen vægt og på, hvor meget forskellige grentyper svirper – og ja, jeg googlede også grensvirp. Det er der faktisk lavet videnskabelige undersøgelser om.

Om aftenen kørte jeg ud til et møde. Kalundborg er en industriby, og derfor er der mange kraner. På den største kran sad fugl efter fugl efter fugl. Det er altså dér de sover. Det kan jeg godt forstå. Tænk, hvis der sad hundrede fugle og sov på en tynd gren, og så en af dem faldt af. Så ville grenen svirpe op, og de 99 resterende fugle ville blive skudt afsted ud i mørket.

Det sker ikke med en kran.

[:]

Kunstigt liv

[:da]Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde,
De mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Det er fra salmen “Op al den ting”, som Brorson skrev i 1734.
Det lille stykke tekst stod på en plade, der sad udenpå den skole jeg gik på som barn.
Det er længe siden. Og i dag kan videnskabsfolk sandsynligvis godt sætte blade på nælder, hvis de vil.

De kan i hvert fald lave kunstigt liv. Sådan da.  Det kommer lidt an på definitionen af liv og kunstigt. Men ingen er i tvivl om, at det kommer. De skal nok knække koden, de kloge mennesker.

Til gengæld er de rigtig langt fremme med kunstig intelligens. For intelligens kan reduceres til matematik. Meget kompliceret matematik.
De selvkørende, intelligente biler er lige om hjørnet. Vi skal bare lige have på plads om bilen skal slå sin fører eller Fru Hansen ihjel, hvis det kommer til, at den skal vælge. Kan man sætte etik på formel?

Mød Hector.
Ja, ok ham på billedet er måske Hectors fætter, men de ligner hinanden…

Hector er et seksbenet robotinsekt på størrelse med en mellemstor hund. Han kan gå og finde vej (hvilket jo er praktisk, når man kan gå), og snart kan han også udtænke forskellige løsninger på et problem. Forskerne planlægger, at han skal blive selvbevidst – altså have en fornemmelse af sin egen eksistens.
Det har jeg svært ved at forholde mig til. Tænk hvis min støvsuger vidste, at den eksisterede. Det åbner for en hel stormflod af etiske skrupler. Jeg får allerede lidt ondt af den.
Hvis det lykkes forskerne at lave kunstig bevidsthed – kan den så kaldes kunstig mere?
Tænk så hvis den også havde følelser…

Det forskes der også i. Maskiner med kunstige følelser.
“Desværre skat, der er ingen rene underbukser, for vaskemaskinen er stadig fornærmet over det katalog med nye modeller, du havde med hjem i mandags…”
Eller tænk hvis man var nødt til at berolige sin PC for at få lov til at gemme sit dokument. Hmm, der er vist lige noget, jeg skal have afprøvet dér.

Hr T havde engang en bil. En sort Mitsubishi Carisma som kunne tale. Den betød meget for ham. Så meget, at han græd da den blev solgt og afhentet. Meget. Naboerne kom ud på vejen og klappede ham på ryggen. Og vandværket kom, fordi de troede, der var vandbrud foran vores hus.
OK, det sidste fandt jeg på…

Er der nogen, der kan huske ham her?

Måske får han en dag en bil, der kan gengælde hans følelser for den? Det kunne godt blive kompliceret.

Jeg tror jeg holder mig til kunstige planter.[:]

Jeg danser med mig selv

[:da]Jeg har lige afsluttet et projekt.  Jeg har lavet kælderen om til en Pirat-ø.
Hvorfor?, vil nogen måske spørge.
Det fik jeg lige lyst til. Det er et godt sted at drikke rom og gemme sig fra virkeligheden, hvis man skulle få behov for det en dag. Eller danse som man har lyst til.

Apropos at danse, så hørte jeg for nyligt et spændende program på P1.

For 200 år siden dansede man helt anderledes end i dag. Den information får nok ikke nogen op af stolen, men det interessante er, at dans afspejler måden vi lever på.

Dengang dansede man kædedanse og figurdanse. Så kom pardanse som vals, og danse hvor man delvis gav slip på hinanden. Så kom danse hvor man slet ikke rørte ved hinanden, og i dag kan man danse sin egen dans med sig selv uden nogen synes man er sær af den grund.

Nu kommer pararallen til hverdagen:

I kædedanse, figurdanse og pardanse er man nødt til at passe ind. Man kan ikke lige pludselig finde på sit eget lille show, for så går der kludder i dansen.  I hverdagen udfyldte man sin rolle. Den havde det samme indhold som dagen før, og man vidste hvad man skulle lave og hvordan det skulle gøres. Fremtiden var forudsigelig. I morgen ville ligne i dag. Både dansen og hverdagen og relationen melllem mennesker blev afspillet efter et rimeligt fastlagt mønster.

I dag kan man danse med sig selv, med én, der står tæt på eller i den anden ende af rummet, med den samme, eller med flere forskellige i forløbet.

Forskellen er, at der ikke er noget mønster at afspille. Man laver sine egne moves undervejs. Der er ikke nødvendigvis et afgrænset dansegulv. Dansen opstår bare. Det vigtige er, at bidrage med noget. Hvis andre kan li det, man kaster ind i dansen er man in, hvis ikke, glider man ud af fokus. Ud i glemslen. Dansen har heller ikke altid en start eller slutning. Man hopper ind i den og ud af den.

Hverdagen afspilles heller ikke efter et fast mønster mere. Du kan ikke gå på arbejde, i skole eller bare have fri og lave det samme som i går. Der er helt sikkert mindst ét projekt, du skal bidrage til.
På arbejdsmarkedet er du nødt til at byde ind med nye tanker, energi, ideer og engagement hver dag. Når et projekt er færdigt, afspiller man det ikke igen. Så ruller man et nyt ud og kaster ideer, energi og engagement ind i det.
Når vi lever sådan, stiller det krav til, at vi hele tiden er på, og har alle antenner ude. Uforudsigelighed er et livsvilkår. Mønstrene tegner vi i processen og vi genbruger dem ikke.

Det er jeg faktisk for gammel til. Jeg er opdraget til at sidde stille og koncentrere mig om at skrive pænt, og gå i skole efter et fast skema hele året. Min hjerne kan godt li mønstre. Den vil gerne afspille den samme linje fra den samme sang en hel dag, hvis det skal være. Eller køre den samme vej til og fra arbejde hver dag.
Mine antenner er ikke hærdede til det liv jeg lever, og de informationer min hjerne skal kunne modtage og levere skal stadig håndsorteres.

Jeg kan godt forstå de unge, der bliver stressede allerede før de er startet på voksenlivet, for mange forældre er jo ligesom mig.
Vi skal opdrage vores børn til at navigere i et samfund, hvor vi selv er novicer.

Jeg kan ikke forme mine børn til at være flittige, dygtige piger, for det kan de ikke bruge til meget.  Jeg skal lære dem at kunne forme og omforme sig selv, udtrykke behov, tage initiativer og forhandle.
Jeg kan godt forstå, der sidder nogle trætte lærere rundt omkring, for i mine ører lyder de tre egenskaber, som det jeg værdsætter mindst ved mine børn på en tætpakket dag. Det tager tid og øvelse at finde en balance, hvor ingen har lyst til at kaste en anden ud af vinduet.

På sådan en dag kan man godt få brug en bunkers, der kan beskytte mod virkelighedens bombardementer.

En pirat-ø i kælderen for eksempel.

[:]

Styr på tiden

[:da]Hver dag forholder vi os allesammen til et af de mest komplicerede fænomener, der findes: Tid.

Hvis man ikke er så nøjeregnende, kan man måle på årstiderne. De gentager sig jo med nogenlunde fast interval. Hvis man derimod har brug for at nå et tog, vil man have større glæde af et atomur.

Jeg har for nyligt været i badeland i Frederikshavn. Det er en lang køretur, så jeg kunne nå at læse en masse om tid.

Tid kan kun gå en vej. Fremad. Lige ud.

Det lyder nemt, men det er det slet ikke. Da min hund og jeg skulle lære at gå spor, skulle jeg lægge godbidder i en lige linje på 100 meter. Men den linje blev aldrig lige. Menneskers skridtlængde er nemlig ikke lige lang på hvert ben, så vi vil uværgerligt gå i cirkler.

Hvis man betragter en urskive, vil den opmærksomme tilskuer opdage, at den ene viser er lidt længere end den anden. Tidens ben er altså heller ikke lige lange, så den går også i cirkler – er det derfor vi hele tiden kommer forbi de samme årstider?
Skal man så løbe i ring for at indhente tiden?

Tiden er nødt til at være i bevægelsen hele tiden, ellers går den i stå. Ligesom hajer.
Men den kan godt sætte tempoet både op og ned.

Når jeg står i våd og klam badedragt og fryser, mens jeg holder øje med børnene i badeland, har tiden helt klart sat tempoet ned.

Men tiden går også langsommere, hvis man bevæger sig rigtig hurtigt.
Hvad hvis man løber på løbebånd – er man så i bevægelse eller står man stille? Og hvad sker der så med tiden?

Og tiden går langsommere tæt på jordoverfladen. Så mine fødder er yngre end min hjerne – uanset om jeg løber eller ej. Og min hjerne er yngre end den havde været, hvis jeg var 2 meter høj.

Min frokostpause går derimod ret hurtigt (også selvom jeg har kørt skrivebordet så langt ned det kan), så jeg har ikke tid til at skrive mere.[:]

influenzasæson

[:da]Der er krig i Danmark
En terroristgruppe, der kalder sig A(H3N2) har illegalt sneget sig over grænsen og besat adskillige celler i luftvejene. Derfra har de startet en produktion af flere terrorister.
Landets eget forsvar har opsnappet fjendens koder og har sat ind med de tilgængelige styrker.
Det er en ophedet kamp, og  der er ofre på begge sider.

Jeg er nede! De fik mig! Jeg er influenzaramt.

Sprit, sæbe og hjernesuppe
For at holde influenza fra døren, skal to ud af tre af følgende parametre være opfyldt:
1. Hyppig håndvask og brug af håndsprit.
2. Undgå at være i nærheden af syge personer.
3. Influenzavaccine

Jeg plejer at have styr på  nr 1 og 3, men én af betingelserne for at være mor er, at man lukker sine børn ind i huset, og tager sig af dem, når de er syge. Så nr 2 er bare ikke en mulighed.

Nr 3 gled fra mig på grund af en tur til Paris, der trak uventet ud, så jeg gik glip af vaccinedagen på arbejdet.

Håndsprit og sæbe var derfor mit eneste og meget utilstrækkelige forsvar mod de fjendtlige fremmede.
Og derfor har jeg tilbragt en uge med at se Real Housewives of Beverly Hills, Say Yes to The Dress, Tiny little Houses, og så mange Netflix serier, at jeg ikke kan skelne dem fra hinanden. I første omgang sammen med børn, der var ramt af den almindelige influenza, og senere alene med den farlige og meget frygtede mandeinfluenza, der får hjernen til at føles som om den er blevet til suppe, der kommer ud ad næsen.
Herhjemme er det nemlig altid mig, der får mandeinfluenzaen, mens hr T bare siger han har det dårligt, og så tager han på arbejde.
Er det mon bagsiden af ligestilling?

Indimellem blev jeg lidt træt af alle de ligegyldige programmer, og læste i stedet lidt om politik. Måske var det et forsøg på at redde de sidste stumper af min hjerne.
Det, der fylder mest i medierne er Trump og hans klodsede tromlen for at holde sine valgløfter.

Jeg tror ikke, man kan beskytte et land mod kriminalitet ved at lukke folk ude. Tværtimod tror jeg, det gør forståelsen mellem mennesker mindre. Mindre forståelse får “de andre” til at virke farlige, så i værste fald kommer amerikanerne til at frygte meget mere.
Californien vil slet ikke være med. De overvejer at løsrive sig og lave en Calexit.
Så ryger endnu et af Trumps valgløfter: At gøre Amerika stort igen. For så bliver det jo nærmest mindre.

Der er farligere ting i verden end flygtninge og immigranter.
Influenza, for eksempel.
Hvem skal man stemme på, for at undgå at få influenza over grænsen?

Næste år bygger jeg en mur rundt om mig selv. Af vaccine og sæbe og sprit. Og de syge børn må stå uden for døren. Er det imod loven?[:]

Selvkontrol bootcamp

[:da]Når man ber et barn om at holde øje med en skumfidus på et bord, og lover at barnet får to skumfiduser,  hvis den første skumfidus er i god behold,  når man kommer tilbage om et kvarter,  kan der ske en hel masse.


Hvis jeg efterlod mine børn på den måde i et kvarter, ville det sandsynligvis have følgende udfald:

Olivia, mellembarnet på 8 år:
Skumfidusen er blevet taget af et rumvæsen, der kom ind ad vinduet og nu skylder jeg hende to skumfiduser.

Mikala, mindstebarnet på 6 år:
Skumfidusen er våd og klistret,  for hun har slikket på den. Jeg er i tvivl om det udløser skumfidus nr to.

Louise, førstebarnet på 11 år:
Skumfidusen ligger urørt på bordet, for Louise har glemt, hvad det var hun skulle holde øje med. Til gengæld vil hun gerne lige have at jeg mærker hvor blødt hendes hår er,  og at jeg kigger på en lille rift på hendes underarm og vurderer om den er farlig.
Når hun får de to skumfiduser, skal hun lige høre om man kan få allergi af dem,  hvorefter hun moonwalker ud af rummet – skumfiduserne ligger stadig på bordet, hvor hun har glemt dem.

Eksperimentet ovenfor, blev udført i 1960’erne for at vurdere børns selvkontrol.
Konklusionen kom først 40 år senere: Børn med stor selvkontrol fik som voksne bedre uddannelse, og bedre helbred.

Jeg ved ikke helt hvor det placerer mine børn. Olivia kan jo ikke gøre for, at der kom sukkerkolde rumvæsner ind ad vinduet, Mikala bøjede jo bare reglerne, og Louise havde glemt dem.

Man skal dog ikke fortvivle, hvis ens børn er typen, der spiser skumfidusen så snart man har vendt ryggen til, for selvkontrol kan trænes og udvikles.


Jeg så engang to buddhistiske munke i IKEA. Først undrede det mig, men selv munke går vel ind for praktiske, pladsbesparende løsninger. Og endnu mere indlysende: hvis man skal træne selvkontrol, er IKEA vel et udmærket sted. Man kan jo starte med at lade være med at købe noget.  Det ville Hr T syntes godt om. Desuden er der rig mulighed for at gå i panik, tvivle på sin egen mentale sundhedstilstand og få et hysterisk anfald i IKEA.
Især på en søndag i regnvejr, hvor hele danmarks befolkning har brug for nye opbevaringssystemer og svenske kødboller! Og de har taget alle deres børn med – og det har jeg også! Og vi triller allesammen rundt med kæmpestore vogne, der f. eks indeholder svævehylder,  der rager en meter ud over vognen. Vi stopper midt på de opmærkede ruter, for at argumentere for valget af Hemnes eller Ecktorp. Og pludselig skal et barn tisse,  så man er nødt til at vende om med sit køretøj og stile mod nærmeste toilet – mod trafikken!

Jeg vil fraråde at starte sin selvkontroltræning i IKEA. Husk på, at munkene har mange års træning bag sig.
For os andre vil det nok svare til at rejse sig fra en passiv sofatilværelse, og gå direkte til jægersoldatuddannelsen.

Så hellere sætte sig og kigge på en skumfidus i et kvarters tid, og overveje om den er kalorierne værd. Næste dag kan man så kigge på den i 30 minutter – eller hvis man ikke har så meget tid, kan man kigge på to skumfiduser i et kvarter.

Måske er det noget andet I skal kigge på, for at været tilpas udfordret?
For mig ville det være en flaske Pepsi max.
Jeg sidder faktisk i skrivende stund og kigger på en tom pepsi max flaske på mit bord, og forbander de rumvæsner, der kom forbi og drak den, mens jeg skrev…[:]

Små ting med store følger

[:da]Hermann og vejret
Her er Hermann. På billedet er han meget stor – knap 18 meter høj, men i virkeligheden var han mindre.

Han var også dobbeltagent. Jeg synes han har store lårmuskler.  Måske stod han på ski i fritiden.

Uanset om han  stod  på ski  eller  ej,  er han årsagen til,  at vi er mere skandinaviske end sydeuropæiske i dag.  Han er årsag til,  at vi taler dansk,  og ikke et latinskpræget sprog.  Og han er årsag til,  at vi ikke har snorlige  gader og amfiteatre.

Hermann og vejret.
Hmm,  tænker I måske, det lyder lidt utroligt.

Ja, det gør det.  Men det er bare én blandt utrolig mange utrolige ting.
Nu kommer forklaringen:

Hermann var cherusker og levede i årene før og efter Jesus blev født. Cheruskerne var en af de germanske stammer,  der holdt til i Tyskland, før det blev Tyskland.
De var gode venner med romerne,  og derfor var romerne ikke på vagt overfor dem.
Hermann var endda tolk og rådgiver for en romersk feltherre.

Hermann blev træt af romerne,  da de ville bestemme i Tyskland.  Det var stadig ikke ikke Tyskland på det tidspunkt,  og hvis Hermann ikke var blevet så frygteligt træt af romerne havde det nok heller ikke været Tyskland i dag.

Hermann er træt af Romerne

Men Hermann gad ikke flere lige veje og amfiteatre,  så han fik nogle af sine germanske venner til  at lægge sig  på lur  i en  skov,  så de  kunne angribe  de romerske legioner,  som Hermann sendte gennem skoven.

Det kunne godt have endt med 1-0 til romerne.  De havde bedre våben og var i overtal. Men germanerne var til gengæld på hjemmebane,  både i terrænet og ved vejrforholdene,  der dengang var ligeså elendige som i dag. Men det er vist ikke Hermanns skyld.

Det blev et værre uvejr. Germanerne slagtede 3 romerske legioner,  og så var romerne også pludselig blevet trætte af germanerne. Så de tog hjem og mistede selvtilliden, og nåede aldrig at gøre Danmark til en del af Romerriget. Snart var Rom bare en by i Italien.

Sådan er det.  De små ting kan vise sig at være de største.

Hvorfor vejrudsigten aldrig passer
Engang sad en meteorolog og regnede på vejret. Han havde lavet et program,  der kunne forudsige vejret – hvilket, der jo ligger et vist forventningspres fra omverdenen om at man kan,  når man er meteorolog.

Og det kunne han da også. Han skulle bare taste 12 startbetingelser ind i sit program,  og så kom vejret ud. En dag sprang han lidt frem i programmet,  og tastede selv nogle udprintede værdier,  som programmet tidligere havde beregnet. Men på udprintet var værdierne rundet ned  fra seks til tre decimaler,  og så blev vejret helt anderledes end det plejede. Decimalforskellen på det afrundede og uafrundede tal,  svarede til påvirkningen ved en sommerfugls vingeslag.

Det kan altså være meget svært at forudsige vejret med al den usystematiske bevægelse, der forekommer i verden.
Vil I lige være venlige at stå stille allesammen?! Også dig, Fru admiral!

Moralen er:

  • at selv om man er lille, kan man lave stor ravage, men det er ikke til at forudse.
  • Og vil man endelig forudse noget, skal man have seriøst styr på tingene.
  • og hvis der er Nordeuropæere eller sommerfugle involveret, kan man lige så godt lade være, for de er ikke til at regne med.
  • Og tag altid en paraply med, for man kan heller ikke regne med vejrudsigten.

[:]