Lånebørn

877086Der var engang to mænd, som hed Claus. Den ene havde fire heste. Han blev kaldt Store Claus. Den anden havde kun en hest. Han blev kaldt Lille Claus.

Når Lille Claus lånte Store Claus’ heste, havde han for vane at præsentere dem som sine egne med et:”Hyp, alle mine heste”.

Det provokerede Store Claus så meget, at han slog Lille Claus’ hest ihjel, og så havde han slet ikke nogen.

Historien ender til Lille Claus’ fordel, og moralen er egentlig ikke, at man ikke bør kalde noget sit eget, hvis det ikke er det. Men af en eller anden grund, har netop den vinkel sat sit præg på mig.

Derfor tænker jeg aldrig på mine børn som mine. Jeg har dem kun til låns.  Livet har lånt mig dem, og en dag er det tid til at aflevere dem igen. Så skal de have deres eget liv, med deres egne lån.

Så jeg værdsætter deres larm, deres rod, deres fjolleansigter, en hånd i min, deres endeløse historier, deres utålmodighed, deres opfindsomhed, deres anderledes verdenssyn, deres alternative tempo og alt det andet, der kan drive mig til vanvid eller få mig til at tænke:”wow”.

For de er kun til låns, og jeg vover ikke at kalde dem mine. For de tilhører Livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.