Kunstigt liv

[:da]Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde,
De mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Det er fra salmen “Op al den ting”, som Brorson skrev i 1734.
Det lille stykke tekst stod på en plade, der sad udenpå den skole jeg gik på som barn.
Det er længe siden. Og i dag kan videnskabsfolk sandsynligvis godt sætte blade på nælder, hvis de vil.

De kan i hvert fald lave kunstigt liv. Sådan da.  Det kommer lidt an på definitionen af liv og kunstigt. Men ingen er i tvivl om, at det kommer. De skal nok knække koden, de kloge mennesker.

Til gengæld er de rigtig langt fremme med kunstig intelligens. For intelligens kan reduceres til matematik. Meget kompliceret matematik.
De selvkørende, intelligente biler er lige om hjørnet. Vi skal bare lige have på plads om bilen skal slå sin fører eller Fru Hansen ihjel, hvis det kommer til, at den skal vælge. Kan man sætte etik på formel?

Mød Hector.
Ja, ok ham på billedet er måske Hectors fætter, men de ligner hinanden…

Hector er et seksbenet robotinsekt på størrelse med en mellemstor hund. Han kan gå og finde vej (hvilket jo er praktisk, når man kan gå), og snart kan han også udtænke forskellige løsninger på et problem. Forskerne planlægger, at han skal blive selvbevidst – altså have en fornemmelse af sin egen eksistens.
Det har jeg svært ved at forholde mig til. Tænk hvis min støvsuger vidste, at den eksisterede. Det åbner for en hel stormflod af etiske skrupler. Jeg får allerede lidt ondt af den.
Hvis det lykkes forskerne at lave kunstig bevidsthed – kan den så kaldes kunstig mere?
Tænk så hvis den også havde følelser…

Det forskes der også i. Maskiner med kunstige følelser.
“Desværre skat, der er ingen rene underbukser, for vaskemaskinen er stadig fornærmet over det katalog med nye modeller, du havde med hjem i mandags…”
Eller tænk hvis man var nødt til at berolige sin PC for at få lov til at gemme sit dokument. Hmm, der er vist lige noget, jeg skal have afprøvet dér.

Hr T havde engang en bil. En sort Mitsubishi Carisma som kunne tale. Den betød meget for ham. Så meget, at han græd da den blev solgt og afhentet. Meget. Naboerne kom ud på vejen og klappede ham på ryggen. Og vandværket kom, fordi de troede, der var vandbrud foran vores hus.
OK, det sidste fandt jeg på…

Er der nogen, der kan huske ham her?

Måske får han en dag en bil, der kan gengælde hans følelser for den? Det kunne godt blive kompliceret.

Jeg tror jeg holder mig til kunstige planter.[:]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.