Jeg danser med mig selv

[:da]Jeg har lige afsluttet et projekt.  Jeg har lavet kælderen om til en Pirat-ø.
Hvorfor?, vil nogen måske spørge.
Det fik jeg lige lyst til. Det er et godt sted at drikke rom og gemme sig fra virkeligheden, hvis man skulle få behov for det en dag. Eller danse som man har lyst til.

Apropos at danse, så hørte jeg for nyligt et spændende program på P1.

For 200 år siden dansede man helt anderledes end i dag. Den information får nok ikke nogen op af stolen, men det interessante er, at dans afspejler måden vi lever på.

Dengang dansede man kædedanse og figurdanse. Så kom pardanse som vals, og danse hvor man delvis gav slip på hinanden. Så kom danse hvor man slet ikke rørte ved hinanden, og i dag kan man danse sin egen dans med sig selv uden nogen synes man er sær af den grund.

Nu kommer pararallen til hverdagen:

I kædedanse, figurdanse og pardanse er man nødt til at passe ind. Man kan ikke lige pludselig finde på sit eget lille show, for så går der kludder i dansen.  I hverdagen udfyldte man sin rolle. Den havde det samme indhold som dagen før, og man vidste hvad man skulle lave og hvordan det skulle gøres. Fremtiden var forudsigelig. I morgen ville ligne i dag. Både dansen og hverdagen og relationen melllem mennesker blev afspillet efter et rimeligt fastlagt mønster.

I dag kan man danse med sig selv, med én, der står tæt på eller i den anden ende af rummet, med den samme, eller med flere forskellige i forløbet.

Forskellen er, at der ikke er noget mønster at afspille. Man laver sine egne moves undervejs. Der er ikke nødvendigvis et afgrænset dansegulv. Dansen opstår bare. Det vigtige er, at bidrage med noget. Hvis andre kan li det, man kaster ind i dansen er man in, hvis ikke, glider man ud af fokus. Ud i glemslen. Dansen har heller ikke altid en start eller slutning. Man hopper ind i den og ud af den.

Hverdagen afspilles heller ikke efter et fast mønster mere. Du kan ikke gå på arbejde, i skole eller bare have fri og lave det samme som i går. Der er helt sikkert mindst ét projekt, du skal bidrage til.
På arbejdsmarkedet er du nødt til at byde ind med nye tanker, energi, ideer og engagement hver dag. Når et projekt er færdigt, afspiller man det ikke igen. Så ruller man et nyt ud og kaster ideer, energi og engagement ind i det.
Når vi lever sådan, stiller det krav til, at vi hele tiden er på, og har alle antenner ude. Uforudsigelighed er et livsvilkår. Mønstrene tegner vi i processen og vi genbruger dem ikke.

Det er jeg faktisk for gammel til. Jeg er opdraget til at sidde stille og koncentrere mig om at skrive pænt, og gå i skole efter et fast skema hele året. Min hjerne kan godt li mønstre. Den vil gerne afspille den samme linje fra den samme sang en hel dag, hvis det skal være. Eller køre den samme vej til og fra arbejde hver dag.
Mine antenner er ikke hærdede til det liv jeg lever, og de informationer min hjerne skal kunne modtage og levere skal stadig håndsorteres.

Jeg kan godt forstå de unge, der bliver stressede allerede før de er startet på voksenlivet, for mange forældre er jo ligesom mig.
Vi skal opdrage vores børn til at navigere i et samfund, hvor vi selv er novicer.

Jeg kan ikke forme mine børn til at være flittige, dygtige piger, for det kan de ikke bruge til meget.  Jeg skal lære dem at kunne forme og omforme sig selv, udtrykke behov, tage initiativer og forhandle.
Jeg kan godt forstå, der sidder nogle trætte lærere rundt omkring, for i mine ører lyder de tre egenskaber, som det jeg værdsætter mindst ved mine børn på en tætpakket dag. Det tager tid og øvelse at finde en balance, hvor ingen har lyst til at kaste en anden ud af vinduet.

På sådan en dag kan man godt få brug en bunkers, der kan beskytte mod virkelighedens bombardementer.

En pirat-ø i kælderen for eksempel.

[:]

1 thought on “Jeg danser med mig selv

  1. Digtet er Jeg danser med mig selv i nat af Halfdan Rasmussen, som Lina Rafn, der er kendt fra duoen Infernal, skal fortolke i DR1-programmet Helt lyrisk . Og sangeren bliver altsa meget berort af digtets tekst, der drejer sig om at miste en elsket, som dor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.