Frivillig i Lidl

Da jeg gik i 9. klasse, begyndte jeg så småt at spørge mig selv, hvad jeg skulle arbejde med som voksen. Hvad var mit kald? det eneste svar, der kom ud af min hjernes kringlede gemmer var: Børn.

Det gav overhovedet ingen mening, for jeg kunne slet ikke li børn på det tidspunkt. Jeg syntes de larmede og lugtede grimt.
Senere fik jeg kortvarigt arbejde i forskellige børnehaver, og valgte at blive laborant.
I dag elsker jeg børn. Både mine egne og andres. Ikke mindst når de sover.

Jeg tror det er godt, jeg ikke arbejder med mennesker, for jeg ville blive alt for engageret og tage dem allesammen med hjem. Og så ville jeg blive træt og snerre ad dem, og gå på toilettet bare for at være alene (det gør jeg allerede),og falde i søvn derude, fordi jeg var så træt (det gør jeg også allerede). Og så ville jeg få ondt i ryggen af at ligge på det hårde gulv, og min kiropraktorregning ville blive enorm (det er den allerede). Og faktisk ville jeg ikke være til meget nytte, fordi jeg enten sad på toilettet eller var til kiropraktor hele tiden.
Jeg har ellers tit overvejet at melde mig som frivillig til et eller andet humanitært, men ovenstående har afholdt mig fra det. Det, og så at jeg har nok i, at passe min egen familie – når jeg altså ikke lige gemmer mig på toilettet.

Til gengæld er jeg ret nyttig i Lidl.
Vi har et asylcenter her i Kalundborg, og mange af beboerne dér, handler i Lidl. Sikkert fordi det er billigt og i gå afstand fra asylcenteret.
Men det kan være ret svært for vores nye tilflyttere at læse og forstå de danske priser og beskrivelser af varerne. Så må de jo spørge.
Som regel er det børnene,der spørger, fordi de taler bedst dansk eller engelsk. Så står moren og lader som om hun ikke ved hvorfor barnet taler til de andre kunder. Det er ok. Jeg kan godt forstå det. For når jeg spekulerer over, om muslimerne i køen bag mig, dømmer mig, fordi jeg køber bacon og ikke går tildækket, så spekulerer de sikkert også over, om jeg dømmer dem, fordi de er anderledes end mig. Så er vi faktisk alle sammen ens.
Jeg hjælper altid gerne. Og ofte synes jeg selv, at sammenhængen mellem prisskiltene og varerne på hylderne er svær at lure.

I weekenden stod jeg så i Lidl og kiggede på noget dekorationsfolie. Så kom en ældre kvinde iført burka og meget store briller hen til mig, og spurgte, på gebrokkent, men grammatisk korrekt dansk, om jeg mente at folien var til skabe og vægge, eller kun til bøger? Jeg mente det var til skabe og den slags.
Så er det plastic foran?
Ja, og klister bagpå.
Det var bare det, hun skulle vide, og med et stor smil valgte hun noget lyst træ-look-a-like-folie, og fortalte, at det var til et skab. Jeg svarede, at det helt sikkert ville blive rigtig fint, og at mit var til et dukkehus. Det mente hun også det var godt til.

Jeg tror egentlig jeg var mere glad for samtalen, end hun var, og det gjorde ikke så meget, at hun massede sig ind foran reolen, så jeg matte fiske den sidste rulle, jeg skulle bruge, ud under hendes arm.
Jeg tænkte på et interview med Omar Marzouk , jeg en gang hørte. Han havde været på besøg hos sin familie i Egypten, og var gået til bageren, for at købe brød. Der stod han så pænt i kø i  en times tid, indtil hans fætter kom og hentede ham. Der er nemlig ikke kø-kultur i den kultur. Der maser man sig bare ind og råber højt. Omar Marzouk kunne have ståer der endnu. Han syntes den egyptiske bager skulle skaffe sig et træk-et-nummer-system.

Jeg ved nu ikke om kvinden i burkaen i Lidl var fra Egypten. Nu er hun i hvertfald også fra Kalundborg. Og har et pænt skab.

Jeg ville ønske vi snakkede lidt mere sammen på tværs af kulturerne.
Det kan sagtens være i Lidl.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.