For mange ord

Jeg hører tit P1 om morgenen på vej til arbejde. I går morges var der et indslag om hvorfor Greenpeace sagsøger den Norske stat. Det er noget med overholdelse af klimaaftalen og olieboringer.
Der var en dansk repræsentant for Greenpeace i studiet, og han talte utrolig meget, og utrolig hurtigt. Måske var det fordi han vidste, at han kun havde 3 minutters taletid, så han skulle nå at få sit budskab ud. Eller måske fulgte munden bare med hans tanker. Han var helt tydeligt en person, der tænker, mens han taler. Ind i mellem, måtte han lige suge noget luft ind, med et lille gisp – ligesom når man synger en sang, hvor teksten ligger lige lovlig tæt. Mon han nogensinde er besvimet af iltmangel midt i sin talestrøm? eller stod han udenfor studiet og pakkede luft – ligesom dykkere – inden han skulle ind og tale? måske var han dykker? Han lød som en, der havde behov for at tale – så må det være svært at være dykker. Man får vand i munden.

Ud af alle de ord og kloge ting han sagde – for han havde tydeligvis helt styr på sagerne – fattede jeg ikke en lyd. Det gik simpelthen for stærkt. Min hjerne kunne ikke nå at processe informationerne, så den oversatte dem bare til “bla bla bla..” Det var for meget. Jeg var nødt til at slukke for radioen, for ikke at gå i panik.
Bagefter blev jeg bange for om min IQ var lavere end hidtil antaget.

Mikala, min mindste pige, har behov for at tale meget. Det er som om tankerne kommer ud af munden. Når jeg beder hende om at tie stille i 5 minutter, er hendes hoved lige ved at eksplodere. Så løber hun ind på sit værelse, lukker døren og snakker videre. Så bliver hovedet siddende. Det er jeg glad for.
Mennesker kan ikke gå rundt uden hoveder.
Det kan høns. Hvis man hugger hovedet af en høne, kan kroppen løbe videre. Det er godt mennesker ikke kan det. Det ville have været et værre rod under den franske revolution.

Det er godt jeg ikke er en minister fra norge. Hvis alle fra Greenpeace taler så meget, ville det slet ikke være nødvendigt med en retsag. Jeg ville give dem ret, for at få fred. De har muligvis også ret. Vi skal passe på klimaet.

Der er faktisk en ting jeg kan huske han sagde, ham fra Greenpeace. På et tidspunkt løb ordene for stærkt, så han kom til at sige “kimaklampen” i stedet for klimakampen. Det kan jeg huske. “Bla bla bla kimaklampen bla bla”.

Det var nok ikke det indtryk han helst ville efterlade. Nogle gange er mange ord ikke bedre for forståelsen af emnet end få ord.

Her til morgen dristede jeg mig til at høre P1 igen, og denne gang var der en psykiater, der talte om, hvorfor man ikke skulle tale om Donald Trump.
Hun talte langsomt. Uendeligt laaaaangsoooomt. Med. Laaaaange. Pauser. Midt. I. Sætningerne.

Der faldt jeg også af.
Godt hun ikke er medlem af Greenpeace. Det ville være synd for Norge.
Men det kan da godt være hun er.. Måske er hun også dykker. Så håber jeg hun lukker munden i talepauserne.

Konklussionen er, at ord er ligesom chokoladestykker i en kage: Der må hverken være for mange eller for få. Og der må ikke være for langt imellem dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.