Ich habe ein Gehirn… oder was?

Hjernen er det mest fascinerende ved kroppen, synes jeg. Den kan lære de sværeste ting: at gå, at forudse begivenheder og at huske de første 52 decimaler af pi.

Og så er der dage, hvor den er helt umulig. Så kan den ikke huske de tre ting, der stod på indkøbssedlen, eller forstå en samlevejledning på en stol fra bilka.

Det er sjovt at tænke på, at hver gang man lærer noget nyt, laves der nye veje inde i hjernen. Først er de bare små spor af nedtrampet græs, men efter et stykke tid bliver det til en motorvej.

Derfor bør man køre en anden vej til og fra arbejde en gang imellem. Det holder hjernens små vejarbejdere i form. Forudsat at man ikke farer vild. Men lad nu det ligge…

For at holde mine hjernevejarbejdere til ilden, er jeg gået i gang med at lære et sprog. Tysk. Det er nok det sprog, der er størst sandsynlighed for at jeg får brug for. Jeg gider ikke lære et sprog, som jeg skal rejse virkelig langt væk for at bruge.

Godt nok har jeg haft tysk i skolen, men det var jo dengang jeg hang ud med Egtved pigen.

Nu har jeg installeret Mondly på mobilen. Den mest tålmodige tysklærer jeg har haft. Og den venligste. Og jeg har allerede lært mere end jeg nogensinde har glemt. På tysk, altså.

Jeg arbejder i øvrigt også sammen med en tysker, men indtil videre har jeg ikke turdet afprøve mine fremskridt på ham. Jeg kan desuden også kun sige ting som: “godmorgen. Jeg er en dreng.” Det kunne godt gå hen og skabe en akavet stemning. Men senere i forløbet, måske.

Med al den læring, har min hjerne altså også brug for at slappe af. Så jeg er også begyndt at producere fingerringe. Kreativitet er intelligens, der har det sjovt. Og med alle de ringe, jeg har fremstillet de sidste to aftner, må jeg virkelig have meget intelligens, eller også har jeg ikke så meget, den har det bare MEGA sjovt. Den er faktisk på Bakken. Inde i mit hoved.

20160616_001810

20160615_223412

20160614_221608

Apropos “inde i mit hoved”, så bekymrer det mig lige pludselig med alle de der nye veje. Jeg mener, sandsynligheden for at fare vild bliver jo større. Eller er det sandsynligheden for at finde en vej, der fører til det rigtige sted, der bliver større?

Jeg tror faktisk jeg er faret vild i min hjerne lige nu.

Jeg går i seng.

 

2 thoughts on “Ich habe ein Gehirn… oder was?

  1. Altså Line, det med at fare vild er du ikke ene om. Det er en familiesvaghed. Erfaringen har efterhånden lært mig at lægge omhyggeligt mærke til, hvor jeg parkerer min bil og skrive gadenavnet ned. Jeg har to gange præsteret at gå til politiet og melde den savnet, hvor jeg bare havde parkeret den et andet sted end LIGE uden for huset. Jeg tror i hvert fald, Pernille slår dig med flere længder, når det gælder om at fare vild. Til gengæld har Mettes børn ikke arvet den svaghed. Good for them!
    …. og de dér ringe, dem skulle du da tage copyright på og sælge. De findes ikke smartere!

    • Det med den manglende stedsans er min Louise også sluppet for. Da hun var 4 år måtte hun følge mig ud af Gorillaskoven i Givskud zoo. Man skulle ellers tro det var ret lige til.
      Måske skal du bare have en større bil. Eller en pink!

      Tak for ros for ringene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.