Hjertestarter

Jeg har lige haft fødselsdag. Samme dag var det “National Hjertestarter-dag”.
Jeg tror ikke der er en sammenhæng.

Og så måske alligevel.

Jeg elsker at snige mig ind på min familie og skræmme dem. Jeg ved ikke, hvad de tænker om det, men for det meste griner de… når de kan trække vejret igen.

Nu tænker I måske, at det er heldigt I ikke er i familie med mig. Men vid jer ikke for sikre, for jeg er ikke alene om at få et kick ud af at skræmme andre.

Ud over en masse andre mennesker, er min hund også stor fan er snigebøh-legen. Dens yndlindsofre er høns og kaniner, som den sniger sig ind på – musestille – indtil den springer frem og råber “VOV!” Og så griner den.

Men hvorfor er det egentlig så fedt at skræmme andre?

For mig er det en kærlig leg. Som da jeg var lille og sad på skødet af min farfar. Så sang han ride-ranke mens han hoppede med benene, og pludselig tippede han mig, så jeg var ved at fald ned – men han greb mig altid. Det blev jeg aldrig træt af.

Det er lidt det samme når jeg springer frem fra en døråbning når Hr T går forbi, eller pludselig står bag min datter, så hun hopper en meter. Jeg tipper dem, men det er ikke farligt. Det er kun mig. Og som bonus får vi lige tjekket om hjertet stadig er i orden. Ren kærlighed.

Jeg har læst, at de værste skræmmere er forældre. De elsker at skræmme deres børn. Vupti!

Jeg har heller ikke noget imod selv at blive udfordret med gyserfilm fulde af jumpscares og monstre.  Til gengæld er jeg ret bange for virkeligheden. Jeg bliver ubehageligt bange for vasketøj, dokumentarfilm, skat og Gretha Thunberg.

Om en uges tid skal jeg selv på en skovtur fuld af monstre. Det bliver  sjovt. Måske får jeg selv brug for en hjertestarter. Så er det godt, der er så mange mennesker,  der lige har lært at bruge dem.