Det sjove ved depression

Jeg har besluttet at skrive om det sjove ved depression. Sjov og Depression i samme sætning – det er et oxymoron. Altså to ord der modsiger hinanden.

Men som udgangspunkt er der noget sjovt ved ALT. Når man har haft en depressiv periode, hvor absolut INTET er morsomt – allerhøjest tragikomisk, så lægger man mere mærke til sjove ting, når man er ude på den anden side. Også sjove ting, som ingen andre synes er sjove. Så kan man godt virke lidt sær. Ligesom folk der snakker om katte. Det er faktisk umuligt at tale om katte uden at virke lidt mentalt forstyrret.

Fordele ved at være deprimeret:

  • Man behøver ikke rede sin seng, for man ligger i den hele tiden.
  • Man behøver ikke lægge make up, for det går alligevel galt, og man ender med at ligne Døden fra Lübeck – hvilket også var udgangspunktet. Nu er Døden bare blevet mere træt…
  • Det gør ikke noget hvilket vejr det er udenfor, for det hele ligner regn.
  • Man sparer på madbudgettet, for alting smager ens, så der er ingen grund til at have andet end bondebrød og cola i huset.
  • Man skåner miljøet på vand og el, fordi man ikke kan overskue at vaske tøj eller lave mad, og foretrækker at sidde i mørke.

Hverdagssituationer for den deprimerede, der er ret komiske, når man ikke er deprimeret længere:

Når man er i en depressiv periode, kan de mindste ting føles som en uoverkommelig forhindring:

  • Jeg græder fordi æblerne i Føtex ikke har samme størrelse. Verden giver ingen mening!
  • Jeg græder over det hakkede kalvekød, fordi det er synd for kalven. Og for dens mor. Tænk hvis det var MIT barn, der lå der!
  • Jeg er nødt til at se glad ud, for ingen gider tale med mig, hvis jeg har det dårligt -Og så håber jeg iøvrigt, at ingen taler til mig.
  • Jeg  forstår sangtekster, som ikke giver mening for andre:
  • Jeg bekymrer mig over min egen uduelighed, fordi jeg endnu ikke har reddet fattige børn eller stoppet en naturkatastrofe – jeg kan ikke engang overkomme at tænde for opvaskemaskinen.
  • Jeg er bange for at gå til lægen og få at vide, at jeg ikke er syg nok… #Twisted mind.
  • Jeg tror, at glade mennesker, endnu ikke har opdaget hvor håbløst det hele er.
  • Jeg tror, jeg er medvirkende årsag til al dårligdom i verden, fordi jeg udsender dårlige vibes.
  • Jeg tror jeg har ødelagt mine børns, Hr T’s og min hunds liv, ved at være en del af det. Og muligvis også kattens, selvom den ikke er hjemme ret tit.
  • Jeg drømmer meget – for eksempel, at jeg bor på hotel og skal nå bussen om en time. Men inden da, skal jeg pakke alt ned fra syv forskellige værelser på fire forskellige etager (og jeg farer vild hver gang) – og det inkluderer al børnenes legetøj, spredt i og under møbler, skuffer og skabe. Og så skal jeg i øvrigt tisse, og toiletterne findes kun i lobbyen, og har ingen dør.

Sjove måder at håndtere depression

  • Kognitiv terapi: Jeg gik hos en psykiater, der var fra Rusland. Hvergang han spurgte: “Har I spørgsmål?”, lød det som om han sagde: “Har I sportsvogn?”
    (Nej, jeg har stationcar)
  • Mindfulness: At bruge halvanden time på at spise et lillebitte stykke chokolade.
  • Hjernemotion: At køre en anden vej hjem fra arbejde – og fare vild.. (man behøver ikke fare vild – det gjorde jeg bare)
  • Motion: At begynde at løbe – og fare vild… (jeg gjorde det igen)
  • Overvinde sin frygt: Køb to æbler, der ikke er lige store i Føtex.
  • Spise sundt: Vælg sukkerfri cola og mørk chokolade.
  • Sæt grænser: Nu kan jeg finde på at sige til børnene, at jeg ikke vil hjælpe dem med computeren når jeg er på toilettet.

Afslutningsvis vil jeg lige nævne, at depressive mennesker ofte er mere kreative og bedre til at aflæse ansigter end raske mennesker – medmindre de er deprimerede…

En af de dage…