Frivillig i Lidl

Da jeg gik i 9. klasse, begyndte jeg så småt at spørge mig selv, hvad jeg skulle arbejde med som voksen. Hvad var mit kald? det eneste svar, der kom ud af min hjernes kringlede gemmer var: Børn.

Det gav overhovedet ingen mening, for jeg kunne slet ikke li børn på det tidspunkt. Jeg syntes de larmede og lugtede grimt.
Senere fik jeg kortvarigt arbejde i forskellige børnehaver, og valgte at blive laborant.
I dag elsker jeg børn. Både mine egne og andres. Ikke mindst når de sover.

Jeg tror det er godt, jeg ikke arbejder med mennesker, for jeg ville blive alt for engageret og tage dem allesammen med hjem. Og så ville jeg blive træt og snerre ad dem, og gå på toilettet bare for at være alene (det gør jeg allerede),og falde i søvn derude, fordi jeg var så træt (det gør jeg også allerede). Og så ville jeg få ondt i ryggen af at ligge på det hårde gulv, og min kiropraktorregning ville blive enorm (det er den allerede). Og faktisk ville jeg ikke være til meget nytte, fordi jeg enten sad på toilettet eller var til kiropraktor hele tiden.
Jeg har ellers tit overvejet at melde mig som frivillig til et eller andet humanitært, men ovenstående har afholdt mig fra det. Det, og så at jeg har nok i, at passe min egen familie – når jeg altså ikke lige gemmer mig på toilettet.

Til gengæld er jeg ret nyttig i Lidl.
Vi har et asylcenter her i Kalundborg, og mange af beboerne dér, handler i Lidl. Sikkert fordi det er billigt og i gå afstand fra asylcenteret.
Men det kan være ret svært for vores nye tilflyttere at læse og forstå de danske priser og beskrivelser af varerne. Så må de jo spørge.
Som regel er det børnene,der spørger, fordi de taler bedst dansk eller engelsk. Så står moren og lader som om hun ikke ved hvorfor barnet taler til de andre kunder. Det er ok. Jeg kan godt forstå det. For når jeg spekulerer over, om muslimerne i køen bag mig, dømmer mig, fordi jeg køber bacon og ikke går tildækket, så spekulerer de sikkert også over, om jeg dømmer dem, fordi de er anderledes end mig. Så er vi faktisk alle sammen ens.
Jeg hjælper altid gerne. Og ofte synes jeg selv, at sammenhængen mellem prisskiltene og varerne på hylderne er svær at lure.

I weekenden stod jeg så i Lidl og kiggede på noget dekorationsfolie. Så kom en ældre kvinde iført burka og meget store briller hen til mig, og spurgte, på gebrokkent, men grammatisk korrekt dansk, om jeg mente at folien var til skabe og vægge, eller kun til bøger? Jeg mente det var til skabe og den slags.
Så er det plastic foran?
Ja, og klister bagpå.
Det var bare det, hun skulle vide, og med et stor smil valgte hun noget lyst træ-look-a-like-folie, og fortalte, at det var til et skab. Jeg svarede, at det helt sikkert ville blive rigtig fint, og at mit var til et dukkehus. Det mente hun også det var godt til.

Jeg tror egentlig jeg var mere glad for samtalen, end hun var, og det gjorde ikke så meget, at hun massede sig ind foran reolen, så jeg matte fiske den sidste rulle, jeg skulle bruge, ud under hendes arm.
Jeg tænkte på et interview med Omar Marzouk , jeg en gang hørte. Han havde været på besøg hos sin familie i Egypten, og var gået til bageren, for at købe brød. Der stod han så pænt i kø i  en times tid, indtil hans fætter kom og hentede ham. Der er nemlig ikke kø-kultur i den kultur. Der maser man sig bare ind og råber højt. Omar Marzouk kunne have ståer der endnu. Han syntes den egyptiske bager skulle skaffe sig et træk-et-nummer-system.

Jeg ved nu ikke om kvinden i burkaen i Lidl var fra Egypten. Nu er hun i hvertfald også fra Kalundborg. Og har et pænt skab.

Jeg ville ønske vi snakkede lidt mere sammen på tværs af kulturerne.
Det kan sagtens være i Lidl.

Kunsten at holde op med at være ung

Drømme koster ikke noget. Det gør biblioteksbøger heller ikke. Derfor har jeg lånt en bog om noget Zen og kunsten at blive ældre. Noget om at opdage, at man ikke mister noget, når ungdommen tager af. Tværtimod er det nu, livet rigtig begynder. Jeg glæder mig til at læse den, for jeg gik ind i bibliotekets dør på vej ud. Bang, sagde det, og alle tre bibliotekarer, en it-mand og et par besøgende kiggede op. Jeg smilede bare, tog min solbriller på og gik hen mod min bil. Måske skulle jeg være gået til optikeren i stedet for. Får man stadig sin alder i rabat?

Faktisk tør jeg slet ikke gå til optikeren nu. Tænk hvis jeg også går ind i deres dør! Så er jeg nødt til at købe et par briller med glas, der får mine øjne til at se store og svømmende ud. Med glidende overgang og antirefleksion. Og når det er sket, er jeg nok også nødt til at få gebis. Eller i det mindste en krone og en bro. Og jeg ved slet ikke hvad det er…

Jeg tør heller ikke gå i Matas, for jeg er bange for, at de vil forsøge at sælge mig en creme til ældre hud med pigmentforandringer. Sikkert imens jeg står og kigger på Maybeline false lash extreme mascara. Så kommer der lige en ung mataspige og spørger om jeg ikke er mere interesseret i at se deres udvalg af dækkende toningsfarver og inkontinensbind.

Så bliver jeg nødt til at gå ud af deres døre, og fordi jeg er helt stresset, kan jeg ikke finde ud af hvilket håndtag, der skal skubbes eller trækkes, så jeg ender med at trække i skub-håndtaget og skubbe til træk-håndtaget. Så jeg slipper først ud, da en gruppe teenagepiger kommer ind.

Det er ikke fordi jeg er ked af at blive ældre. Der kommer bare en del fysiske ændringer, som jeg har valgt at ignorere indtil de ikke kan ignoreres længere. For eksempel kan øjnene ikke finde ud af om de skal være nærsynede eller langsynede, så de prøver at være begge dele på en gang. Med blandet held.

Huden på øjenlågene flytter sig frem og tilbage med øjenskyggeapplikatoren, så det er umuligt at forudsige om øjenskyggen havner til højre eller venstre for målet. Det er i øvrigt også lige meget, for når jeg åbner øjet, forsvinder øjenlåget ind under en anden fold.

Så er det heldigt, at en af de ting jeg har lært med alderen er, ikke at bekymre mig så meget om, hvad andre mennesker tænker om mig. Og nu glæder jeg mig til at finde ud af endnu flere fordele ved at lægge ungdommen bag sig. Med zen bogen.

I hører fra mig.