Kunstigt liv

[:da]Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde,
De mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Det er fra salmen “Op al den ting”, som Brorson skrev i 1734.
Det lille stykke tekst stod på en plade, der sad udenpå den skole jeg gik på som barn.
Det er længe siden. Og i dag kan videnskabsfolk sandsynligvis godt sætte blade på nælder, hvis de vil.

De kan i hvert fald lave kunstigt liv. Sådan da.  Det kommer lidt an på definitionen af liv og kunstigt. Men ingen er i tvivl om, at det kommer. De skal nok knække koden, de kloge mennesker.

Til gengæld er de rigtig langt fremme med kunstig intelligens. For intelligens kan reduceres til matematik. Meget kompliceret matematik.
De selvkørende, intelligente biler er lige om hjørnet. Vi skal bare lige have på plads om bilen skal slå sin fører eller Fru Hansen ihjel, hvis det kommer til, at den skal vælge. Kan man sætte etik på formel?

Mød Hector.
Ja, ok ham på billedet er måske Hectors fætter, men de ligner hinanden…

Hector er et seksbenet robotinsekt på størrelse med en mellemstor hund. Han kan gå og finde vej (hvilket jo er praktisk, når man kan gå), og snart kan han også udtænke forskellige løsninger på et problem. Forskerne planlægger, at han skal blive selvbevidst – altså have en fornemmelse af sin egen eksistens.
Det har jeg svært ved at forholde mig til. Tænk hvis min støvsuger vidste, at den eksisterede. Det åbner for en hel stormflod af etiske skrupler. Jeg får allerede lidt ondt af den.
Hvis det lykkes forskerne at lave kunstig bevidsthed – kan den så kaldes kunstig mere?
Tænk så hvis den også havde følelser…

Det forskes der også i. Maskiner med kunstige følelser.
“Desværre skat, der er ingen rene underbukser, for vaskemaskinen er stadig fornærmet over det katalog med nye modeller, du havde med hjem i mandags…”
Eller tænk hvis man var nødt til at berolige sin PC for at få lov til at gemme sit dokument. Hmm, der er vist lige noget, jeg skal have afprøvet dér.

Hr T havde engang en bil. En sort Mitsubishi Carisma som kunne tale. Den betød meget for ham. Så meget, at han græd da den blev solgt og afhentet. Meget. Naboerne kom ud på vejen og klappede ham på ryggen. Og vandværket kom, fordi de troede, der var vandbrud foran vores hus.
OK, det sidste fandt jeg på…

Er der nogen, der kan huske ham her?

Måske får han en dag en bil, der kan gengælde hans følelser for den? Det kunne godt blive kompliceret.

Jeg tror jeg holder mig til kunstige planter.[:]

Jeg danser med mig selv

[:da]Jeg har lige afsluttet et projekt.  Jeg har lavet kælderen om til en Pirat-ø.
Hvorfor?, vil nogen måske spørge.
Det fik jeg lige lyst til. Det er et godt sted at drikke rom og gemme sig fra virkeligheden, hvis man skulle få behov for det en dag. Eller danse som man har lyst til.

Apropos at danse, så hørte jeg for nyligt et spændende program på P1.

For 200 år siden dansede man helt anderledes end i dag. Den information får nok ikke nogen op af stolen, men det interessante er, at dans afspejler måden vi lever på.

Dengang dansede man kædedanse og figurdanse. Så kom pardanse som vals, og danse hvor man delvis gav slip på hinanden. Så kom danse hvor man slet ikke rørte ved hinanden, og i dag kan man danse sin egen dans med sig selv uden nogen synes man er sær af den grund.

Nu kommer pararallen til hverdagen:

I kædedanse, figurdanse og pardanse er man nødt til at passe ind. Man kan ikke lige pludselig finde på sit eget lille show, for så går der kludder i dansen.  I hverdagen udfyldte man sin rolle. Den havde det samme indhold som dagen før, og man vidste hvad man skulle lave og hvordan det skulle gøres. Fremtiden var forudsigelig. I morgen ville ligne i dag. Både dansen og hverdagen og relationen melllem mennesker blev afspillet efter et rimeligt fastlagt mønster.

I dag kan man danse med sig selv, med én, der står tæt på eller i den anden ende af rummet, med den samme, eller med flere forskellige i forløbet.

Forskellen er, at der ikke er noget mønster at afspille. Man laver sine egne moves undervejs. Der er ikke nødvendigvis et afgrænset dansegulv. Dansen opstår bare. Det vigtige er, at bidrage med noget. Hvis andre kan li det, man kaster ind i dansen er man in, hvis ikke, glider man ud af fokus. Ud i glemslen. Dansen har heller ikke altid en start eller slutning. Man hopper ind i den og ud af den.

Hverdagen afspilles heller ikke efter et fast mønster mere. Du kan ikke gå på arbejde, i skole eller bare have fri og lave det samme som i går. Der er helt sikkert mindst ét projekt, du skal bidrage til.
På arbejdsmarkedet er du nødt til at byde ind med nye tanker, energi, ideer og engagement hver dag. Når et projekt er færdigt, afspiller man det ikke igen. Så ruller man et nyt ud og kaster ideer, energi og engagement ind i det.
Når vi lever sådan, stiller det krav til, at vi hele tiden er på, og har alle antenner ude. Uforudsigelighed er et livsvilkår. Mønstrene tegner vi i processen og vi genbruger dem ikke.

Det er jeg faktisk for gammel til. Jeg er opdraget til at sidde stille og koncentrere mig om at skrive pænt, og gå i skole efter et fast skema hele året. Min hjerne kan godt li mønstre. Den vil gerne afspille den samme linje fra den samme sang en hel dag, hvis det skal være. Eller køre den samme vej til og fra arbejde hver dag.
Mine antenner er ikke hærdede til det liv jeg lever, og de informationer min hjerne skal kunne modtage og levere skal stadig håndsorteres.

Jeg kan godt forstå de unge, der bliver stressede allerede før de er startet på voksenlivet, for mange forældre er jo ligesom mig.
Vi skal opdrage vores børn til at navigere i et samfund, hvor vi selv er novicer.

Jeg kan ikke forme mine børn til at være flittige, dygtige piger, for det kan de ikke bruge til meget.  Jeg skal lære dem at kunne forme og omforme sig selv, udtrykke behov, tage initiativer og forhandle.
Jeg kan godt forstå, der sidder nogle trætte lærere rundt omkring, for i mine ører lyder de tre egenskaber, som det jeg værdsætter mindst ved mine børn på en tætpakket dag. Det tager tid og øvelse at finde en balance, hvor ingen har lyst til at kaste en anden ud af vinduet.

På sådan en dag kan man godt få brug en bunkers, der kan beskytte mod virkelighedens bombardementer.

En pirat-ø i kælderen for eksempel.

[:]

Styr på tiden

[:da]Hver dag forholder vi os allesammen til et af de mest komplicerede fænomener, der findes: Tid.

Hvis man ikke er så nøjeregnende, kan man måle på årstiderne. De gentager sig jo med nogenlunde fast interval. Hvis man derimod har brug for at nå et tog, vil man have større glæde af et atomur.

Jeg har for nyligt været i badeland i Frederikshavn. Det er en lang køretur, så jeg kunne nå at læse en masse om tid.

Tid kan kun gå en vej. Fremad. Lige ud.

Det lyder nemt, men det er det slet ikke. Da min hund og jeg skulle lære at gå spor, skulle jeg lægge godbidder i en lige linje på 100 meter. Men den linje blev aldrig lige. Menneskers skridtlængde er nemlig ikke lige lang på hvert ben, så vi vil uværgerligt gå i cirkler.

Hvis man betragter en urskive, vil den opmærksomme tilskuer opdage, at den ene viser er lidt længere end den anden. Tidens ben er altså heller ikke lige lange, så den går også i cirkler – er det derfor vi hele tiden kommer forbi de samme årstider?
Skal man så løbe i ring for at indhente tiden?

Tiden er nødt til at være i bevægelsen hele tiden, ellers går den i stå. Ligesom hajer.
Men den kan godt sætte tempoet både op og ned.

Når jeg står i våd og klam badedragt og fryser, mens jeg holder øje med børnene i badeland, har tiden helt klart sat tempoet ned.

Men tiden går også langsommere, hvis man bevæger sig rigtig hurtigt.
Hvad hvis man løber på løbebånd – er man så i bevægelse eller står man stille? Og hvad sker der så med tiden?

Og tiden går langsommere tæt på jordoverfladen. Så mine fødder er yngre end min hjerne – uanset om jeg løber eller ej. Og min hjerne er yngre end den havde været, hvis jeg var 2 meter høj.

Min frokostpause går derimod ret hurtigt (også selvom jeg har kørt skrivebordet så langt ned det kan), så jeg har ikke tid til at skrive mere.[:]

influenzasæson

[:da]Der er krig i Danmark
En terroristgruppe, der kalder sig A(H3N2) har illegalt sneget sig over grænsen og besat adskillige celler i luftvejene. Derfra har de startet en produktion af flere terrorister.
Landets eget forsvar har opsnappet fjendens koder og har sat ind med de tilgængelige styrker.
Det er en ophedet kamp, og  der er ofre på begge sider.

Jeg er nede! De fik mig! Jeg er influenzaramt.

Sprit, sæbe og hjernesuppe
For at holde influenza fra døren, skal to ud af tre af følgende parametre være opfyldt:
1. Hyppig håndvask og brug af håndsprit.
2. Undgå at være i nærheden af syge personer.
3. Influenzavaccine

Jeg plejer at have styr på  nr 1 og 3, men én af betingelserne for at være mor er, at man lukker sine børn ind i huset, og tager sig af dem, når de er syge. Så nr 2 er bare ikke en mulighed.

Nr 3 gled fra mig på grund af en tur til Paris, der trak uventet ud, så jeg gik glip af vaccinedagen på arbejdet.

Håndsprit og sæbe var derfor mit eneste og meget utilstrækkelige forsvar mod de fjendtlige fremmede.
Og derfor har jeg tilbragt en uge med at se Real Housewives of Beverly Hills, Say Yes to The Dress, Tiny little Houses, og så mange Netflix serier, at jeg ikke kan skelne dem fra hinanden. I første omgang sammen med børn, der var ramt af den almindelige influenza, og senere alene med den farlige og meget frygtede mandeinfluenza, der får hjernen til at føles som om den er blevet til suppe, der kommer ud ad næsen.
Herhjemme er det nemlig altid mig, der får mandeinfluenzaen, mens hr T bare siger han har det dårligt, og så tager han på arbejde.
Er det mon bagsiden af ligestilling?

Indimellem blev jeg lidt træt af alle de ligegyldige programmer, og læste i stedet lidt om politik. Måske var det et forsøg på at redde de sidste stumper af min hjerne.
Det, der fylder mest i medierne er Trump og hans klodsede tromlen for at holde sine valgløfter.

Jeg tror ikke, man kan beskytte et land mod kriminalitet ved at lukke folk ude. Tværtimod tror jeg, det gør forståelsen mellem mennesker mindre. Mindre forståelse får “de andre” til at virke farlige, så i værste fald kommer amerikanerne til at frygte meget mere.
Californien vil slet ikke være med. De overvejer at løsrive sig og lave en Calexit.
Så ryger endnu et af Trumps valgløfter: At gøre Amerika stort igen. For så bliver det jo nærmest mindre.

Der er farligere ting i verden end flygtninge og immigranter.
Influenza, for eksempel.
Hvem skal man stemme på, for at undgå at få influenza over grænsen?

Næste år bygger jeg en mur rundt om mig selv. Af vaccine og sæbe og sprit. Og de syge børn må stå uden for døren. Er det imod loven?[:]