[:da]Jeg er startet på et nyt kapitel i mit liv.
Ikke noget med nyt job, eller “nu-skal-jeg-leve-økologisk-og bæredygtigt”. Heller ikke noget med at holde op med at farve håret for at komme i pagt med min alder. Jeg skal heller ikke skilles.
Det er meget værre end det. Meget større og langt mere skræmmende.
Jeg er blevet mor til en teenager.
Teenager er i virkeligheden en sammentrækning af to ord, der definerer begrebet. Læg mærke til stavevariationerne, som er teenangel og teenanger.
Teenangel:
Hun er sød, og omsorgsfuld og kærlig. Hun bærer af og til over med sine to små søskende. Hun lærer mig at snap-chatte, dabbe og hvordan man bruger sin bit-moji. Og hun har humor. Hun har charme, selvtillid og lækkert hår.
Det er heldigvis den version af teenageren jeg oftest oplever.
Men så er der den anden. (Det er her I hører et “dam dam daaaaaaam”, for jeres indre øre)
Teenanger:
Denne version er særligt kendetegnet ved, at være konstant misforstået. Det er selvfølgelig frustrerende, og det eneste, der er at gøre ved det er, at råbe højt, skælde ud, kaste med noget, give sine forældre skylden og sukke fortvivlet og opgivende.
Det er lidt som at finde sig selv i selskab med en tiger. Man kan ikke forudsige hvilken vej det går. Nogle gang brøler den, nogle gange spinder den, nogle gange går den sin vej, og nogle gange bider den dit hoved af.
- Nogle gange er min datter som sådan én
- Så bliver hun pludselig til sådan én.
Den sidste version dukker særligt op i tidspressede situaioner, og når teeangeren ikke har noget tøj.
Og her er det, jeg overvejer at tage en tur til Louis Nielsen, for jeg syntes teenagerens tøj er alle vegne. I store totter. I skabet, på gulvet, under sengen, i sengen – endda i min seng, på badeværelset, på bamser og under bamser, i entreen, på spisebordet, i vindueskarmen og bag ved sofaen.
Men, da jeg forleden påpegede det midt i teenagerens tøjkrise, brød hun helt ud i sirener og blinkende lamper. Det var åbenbart ikke det rigtige tøj.
Nogen havde stjålet teenagerens rigtige tøj! Og i sin søgen efter sit eneste rigtige par sorte bukser, med det eneste rigtige hul i knæet, efterlod hun sig endnu flere totter af vildfarent tøj gennem huset. Og oven i miseren, forlangte faren at teenageren skulle lægge sit tøj på plads – i skabet! Før måtte hun ikke tage hjem til sin veninde (tidspresfaktoren).
Jeg tilbød at hjælpe med at lægge tøjet på plads, men det faldt ikke i god jord. I det hele taget tror jeg slet ikke vi var på den samme jord lige der. Jeg forstod i hvert fald ingenting. Til min orientering.
Bukserne lå i øvrigt i min bil. Det var vidst fra den morgen, hun kom susende ud af døren med bare tæer, klokken fem minutter over “vi kører nu”, med strømper, sko, børste, skoletaske og et par hvis-nu-jeg-skifter-mening-bukser i hænderne.
Jesper Juul – jeg vil godt bestille en konsultation!
Jeg er godt klar over, at den opdragende tid er forbi. Der er kun kram og tålmodighed tilbage. Og det er overraskende hvor meget, der kan klares med dem. Og heldigvis går de begge veje.

Tigerkram
[:]