[:da] Vild med jul?
Jeg glæder mig til sommer.

Jeg er ikke særlig vild med jul. Jeg kan ikke lide kulde og mørke.
Jeg synes familiejulefesten er opreklameret. Jeg væmmes ved overfloden af mad og gaver, som ingen rigtig har brug for.
Og jeg tager IKKE et grantræ ind i stuen, med mindre det er dekontamineret, og har fået alle nålene limet godt fast.

Børnene spiser mere slik end de plejer – og det siger ikke så lidt.
Jeg har købt et utal af små, ligegyldige gaver, der skal bruges til rafleleg, nissegaver og adventsgaver. Jeg har indtaget et års kalorieration i småkager og æbleskiver, og har brugt en formue på Black Friday.

Jeg har doneret gaver til fattige børn, og hængt krimskrams op alle vegne.

Børnene glæder sig. Til gaverne. Til de RIGTIGE gaver, vel at mærke. Ikke dem, de ikke har ønsket sig, ikke de bløde pakker og dicountmærkeprodukterne.
Et eller andet sted, har jeg gjort noget helt galt dér. Eller måske er taknemmelighed for tanken bag gaven, noget man lærer med alderen, hvis man er heldig.

Den lyse side
Nu tror I måske jeg går rundt og mukker over julen hele december. Det gør jeg ikke. Slet ikke i år, hvor vinteren indtil videre er så mild, at jeg stadig kan løbe uden overtøj. Jeg har også rig mulighed for at få mit klippe-klistre behov dækket. Så thumbs up dér.

Men julen kommer på mange måder til at handle om alt andet end det kristne budskab, den ellers bliver markedsført på: Næstekærlighed og taknemmelighed.
Og det er godt det samme, for næstekærlighed og taknemmelighed bør jo praktiseres ligeså meget mellem nytår og jul, som mellem jul og nytår.

Vores jul ligner bare meget mere den gamle hedenske julefest, som hed, ja – jul.
Det var noget med overflod, masser af mad og øl.

Julen var en fest for lyset, der kommer tilbage – alt for langsomt, efter min mening. Men det ville måske heller ikke være fedt, hvis solen lige blev tændt som jeg selv ynder at gøre det på min datters værelse klokken 6 om morgenen – BLING, hvorefter hun mener, hun bliver blind.
Så blev vi alle sammen blændet klokken 4 om morgenen den 25. december. Det, i sig selv ville nok ikke være et problem. Det er jo de færreste, der kører bil på det tidspunkt.
Men det ville være surt, når der blev slukket for lyset klokken 15 den 24. juni.

Haralds jul
I 900-tallet havde Danmark en konge, der hed Harald Blåtand. Han var god til at lave alliancer med landene omkring Danmark. Det var nok derfor han valgte at Danmark skulle være kristnent. Det var det bedste udgangspunkt for alliancer med stærkere lande på det tidspunkt. Eller også var det fordi en mand, der hed Poppo holdt noget varmt jern i hånden uden at brænde sig.

Senere blev Harald Blåtand fordrevet til Polen og dræbt af sin søn.
Det kommer der ud af, at pille ved danskernes traditioner.

Traditioner er nemlig ikke noget man skal pille ved på den nordlige halvkugle. Selvom kristendommen gjorde sit forholdsvis fredelige indtog under Harald Blåtands regering, blev jul ved med at være jul, som i de gode, gamle dage.
De fleste andre steder i verden hedder jul noget med Kristus eller fødsel, men heroppe nordpå – i Danmark,  Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Island, hedder det stadig forskellige variationer af ordet jul.

Set fra det perspektiv, er det vel ok, at vi vælter os i mad og rager til os.

Den mørke side
Nu har jeg godt nok proklameret, at jeg ikke kan lide kulde og mørke, men der er faktisk én fest, jeg godt kan lide – og den fungerer bedst i mørke: Halloween. Allehelgensaften, som er den aften, hvor spøgelserne kommer for at håne de helgener, der festes for på Allehelgens dag. Igen en dejlig blanding af hedensk og kristent.

Indtil 1770 var Allehelgensdag en helligdag, men så blev den afskaffet af Stuense – og så blev han også slået ihjel.
Nix pille ved traditionerne!

Men så i 1998 genindførte EkstraBladet Halloween. Det havde Struense ikke værdsat. Måske går han også igen til Halloween, for at håne Ekstra Bladet.

Jeg kan godt lide Halloween, fordi man kan dyrke uhyggen på det niveau man nu foretrækker. Nogle er til Harry Potter, andre til Saw.
Og det har undret mig – det dér med at kunne lide uhygge eller ej.

At opleve uhygge, svarer lidt til at stille sig tæt på afgrunden og kigge ned, for derefter at træde tilbage i sikkerhed. Vi kender sikkert allesammen typen, der altid skal helt hen til kanten og kigge ned, og typen, der holder sig på sikker afstand.

Jeg hører helt sikkert til den første type. Måske hænger det sammen med, at jeg ser verden som en balance mellem tryghed og frygt, hvor den ene altid lurer i folderne på den andens kappe.
Så får jeg sådan et bizart behov for at lige at glo ned i den frygtelige afgrund, for at forsikre mig selv om, at virkeligheden stadig er et trygt sted at være.

Og så er jeg i øvrigt mere til Harry Potter end Saw, hvor jeg formentlig ville besvime af skræk, så min personlige afgrund er ikke mere frygtelig end det er til at holde ud.

Men for lige at afslutte Halloween, så elsker jeg at sætte scenen for uhygge. I dette år udsmykkede jeg faktisk vores kælder så uhyggeligt, at jeg selv fik myrekryb over det – og jeg havde absolut ikke tilbragt en nat dernede frivilligt.
Det var i anledning af min datter Halloweenfest for klassens piger. De tilbragte til gengæld natten dernede efter to gyserfilm. Respekt.

Jeg tror faktisk jeg ville synes en hel del mere om jul hvis nisser var vampyrer og grantræer blev levende om natten. Og hvis julemanden kunne tage sit hoved af.
Men jeg skal ikke vove at pille ved juletraditionerne, så det bliver kun ved tanken. Jeg vil jo nødig ende mine dage med en pil gennem hovedet i Polen.

Så glædelig jul til jer – og godt nytår.

Nytår kan jeg faktisk heller ikke lide…

 [:]