Årets første dukkert

20150521_203748Nogle gange, når man bare vil gøre noget godt, går det helt galt. Som når Emil fra Lønneberg sætter musefælder i køkkenet for at hjælpe med at befri huset for en mus, men istedet fanger sin fars storetå.

Eller når Hr T og jeg sidder på en badebro, og Hr T pludselig føler trang til at gnide sine øjne. Så tager han selvfølgelig sine briller af, og lægger dem på sit lår. Der syntes jeg jo ikke de ligger særlig sikkert, så jeg vil være venlig og holde dem for ham. Men på en eller anden måde, svæver de helt nye letvægtsbriller fra Louis Nielsen i slow motion ned i vandet og forsvinder mellem tang, sten, krabber og gobler.

Jeg ville jo bare hjælpe.

Normalt kan jeg bedst li poolvand. Uden krabber, der gemmer sig under glatte sten, slimet tang og endnu mere slimede gobler.

Men nu var det jo min skyld, at brillerne lå dernede i krabbeland. Og Hr T har bygningsfejl, så han ville ikke kunne finde sine briller uden dem.

Så årets første dukkert foregik så i pænt, koldt vand i undertøj og sko. Og jeg måtte jo også lige dykke lidt. Fik jeg nævnt, at jeg 1,5 time tidligere havde været hos frisøren?

Det er utrolig svært at finde et par briller på en tæt bevokset havbund. Jeg måtte tage den ene sko af og føle mig frem med tæerne. Det er også svært at holde balancen på et ben på en glat sten i halsdybt vand med understrøm.

Utroligt nok fandt jeg brillerne efter Hr T havde peget på tre forskellige steder, hvor han helt sikkert mente de var landet.

…og tabte dem igen.

…og fandt dem igen.

Således rebebrillet kunne Hr T fragte os begge hjem i en varm bil.

Moralen er, at hvis man vil hjælpe med at holde folks briller, bør man  gøre det i nærheden af en opvarmet pool.

Ich habe ein Gehirn… oder was?

Hjernen er det mest fascinerende ved kroppen, synes jeg. Den kan lære de sværeste ting: at gå, at forudse begivenheder og at huske de første 52 decimaler af pi.

Og så er der dage, hvor den er helt umulig. Så kan den ikke huske de tre ting, der stod på indkøbssedlen, eller forstå en samlevejledning på en stol fra bilka.

Det er sjovt at tænke på, at hver gang man lærer noget nyt, laves der nye veje inde i hjernen. Først er de bare små spor af nedtrampet græs, men efter et stykke tid bliver det til en motorvej.

Derfor bør man køre en anden vej til og fra arbejde en gang imellem. Det holder hjernens små vejarbejdere i form. Forudsat at man ikke farer vild. Men lad nu det ligge…

For at holde mine hjernevejarbejdere til ilden, er jeg gået i gang med at lære et sprog. Tysk. Det er nok det sprog, der er størst sandsynlighed for at jeg får brug for. Jeg gider ikke lære et sprog, som jeg skal rejse virkelig langt væk for at bruge.

Godt nok har jeg haft tysk i skolen, men det var jo dengang jeg hang ud med Egtved pigen.

Nu har jeg installeret Mondly på mobilen. Den mest tålmodige tysklærer jeg har haft. Og den venligste. Og jeg har allerede lært mere end jeg nogensinde har glemt. På tysk, altså.

Jeg arbejder i øvrigt også sammen med en tysker, men indtil videre har jeg ikke turdet afprøve mine fremskridt på ham. Jeg kan desuden også kun sige ting som: “godmorgen. Jeg er en dreng.” Det kunne godt gå hen og skabe en akavet stemning. Men senere i forløbet, måske.

Med al den læring, har min hjerne altså også brug for at slappe af. Så jeg er også begyndt at producere fingerringe. Kreativitet er intelligens, der har det sjovt. Og med alle de ringe, jeg har fremstillet de sidste to aftner, må jeg virkelig have meget intelligens, eller også har jeg ikke så meget, den har det bare MEGA sjovt. Den er faktisk på Bakken. Inde i mit hoved.

20160616_001810

20160615_223412

20160614_221608

Apropos “inde i mit hoved”, så bekymrer det mig lige pludselig med alle de der nye veje. Jeg mener, sandsynligheden for at fare vild bliver jo større. Eller er det sandsynligheden for at finde en vej, der fører til det rigtige sted, der bliver større?

Jeg tror faktisk jeg er faret vild i min hjerne lige nu.

Jeg går i seng.

 

Den ideelle familie – og min

Forleden talte jeg med et forældrepar, der ventede barn nr to, og de mente, at det ville være lettere med nr to, for nu vidste de jo hvordan de skulle gøre.
Øjeblik… jeg skal lige grine færdig…

Til de stakkels forældres trøst, kan jeg så fortælle, at det ideelle antal børn for en harmonisk familie er to stk. Så dér er de jo godt på vej. Resten finder de nok selv ud af.

De skal så helst være piger – børnene altså. Det betyder så ikke, at det dobbelte er dobbelt så godt, for det værste for familieharmonien er fire piger. Det siger forskerne. Enebørn figurerer slet ikke på listen.

Det er værd at huske, for de af jer, der ikke har fået børn endnu: to piger – stop. Det bliver ikke bedre.

20160602_202725

De helt normale børn – var det her man skulle have stoppet?

Jeg har tre piger. Det ligger på en 4. plads. Lige under 2 drenge.

På en måde kan jeg godt forstå det. Tre forskellige børn, kræver tre forskellige mødre (fædrene må lave deres egen blog).
Jeg kan godt styre at pendle mellem to versioner af mig selv, men tre versioner er noget rod.
Jeg er også helt i harmoni med yderpigerne Louise på 10 og Mikala på 6. Morversion 1 og version 3 kører fint. Mens Olivia på 7  – midterbarnet – er i en anden kategori. Morversion 2 er tilsyneladende inkompatibel med min hardware. Heldigvis har vi det fuldt assisterende redningsprogram (FAR),  der kan træde til, når morversion 2 går i cirkler.

Men det er ok.

I dag fik jeg en grøn blokfløjte af en kollega. Den gav jeg til Olivia. Andre ville nok have valgt at give den til én af de to andre – eller grave den ned. Men jeg vidste bare, at Olivia ville blive rigtig glad for den. Det gjorde hun også. Og i dagens anledning – hvad det end var, havde hun ingen bukser på, da jeg kom hjem. Heller ikke underbukser – eller underhakkere, som det hedder i hendes termer.
Så hun løb rundt i bar røv og pustede i blokfløjten, så hundene flygtede til alle sider – og katten ser vi nok heller ikke foreløbig.
Der var disharmoni. Og jeg takker Olivia for muligheden for at træne min tålmodighed og min evne til at filtrere lyde på samme tid.

Imens hoppede Mikala på trampolin med en spand på hovedet, og Louise optog skøre musikvideoer af sig selv, mens hun dansede i min seng.

En helt almindelig dag i nr 12.

Sikke en harmoni vi ville have, hvis vi kun havde Louise og Mikala. Men sikke et uforudsigeligt eventyr vi har med Louise, Olivia og Mikala tilsammen.
Og sikke en masse vi lærer om forskellighed, om søskendekærlighed og om os selv.
Måske giver det mest harmoni og orden i familien, at have to børn, men hvis man vil udvikle sig, må der lidt disharmoni og kaos til.

Så skidt med, at de ikke har to ens sokker på, at deres selvsmurte madpakker mest består af mariekiks, og de ikke har været i bad siden sidste torsdag. Så længe de er glade og lugter ok.

Det normale er for amatører

Det normale er for amatører

Broen, der blev stående

Jeg ved ikke hvad I laver, når I er på toilettet, men jeg læser. Hvad skal man ellers lave, når man nu er nødt til at sidde dér?
Min mand læser også på toilettet, og mine børn.
Det er godt, vi har to toiletter i huset.

Jeg læser mest magasiner. “I form” og “Psykologi”. Dem arver jeg nemlig fra min mor. Hun har dem ikke med på toilettet, ved jeg.
Jeg har dem liggende i en plastikkasse under vasken. Der kan man lige nå dem fra toilettet, uden at skulle rejse sig, i tilfælde af, at opholdet skulle blive længere, end først antaget.

Er man ikke til “I form” eller “Psykologi”, eller “den lille bog om livreddende førstehjælp” –at lægge den ud i kassen var en lille genistreg fra min side, synes jeg selv – alle mine børn er nu helt klar over, hvordan man lægger folk i aflåst sideleje, hvordan man behandler insektstik, brækkede lemmer og brandsår, hvordan man giver kunstigt åndedræt, og fjerner ting, der har sat sig fast i luftvejene. Hvis I skal komme til skade udenfor hospitalets åbningstid, så bare ring til os. Vi har lært det hele på toilettet. – så kan man også man læse, hvordan man bliver et lykkeligere menneske. I hvert fald de principper, jeg lever efter.
Dem kommer jeg tilbage til om lidt.

Først vil jeg fortælle om et webinar, jeg netop har set med på. Det hed “Knæk koden”, og handlede om, hvordan man kan blive rigtig god til alting, med den rette fremgangsmåde:

  1. Find den rette teknik
  2. Find din metode
  3. Bliv ved

Så kort kan det faktisk siges. Der er intet innovativt ved det. Det er ligefrem så lavpraktisk og uteknisk, at jeg tænker: ” Var det bare det? det ved jeg da godt “. Og I ved det også, ikk’? I har brugt det, hver gang I skulle lære noget nyt:  Få teorien, prøv det, øv det.

Men det, der alligevel var tankevækkende for mig, var de her tre:

  1. I 1998 stod en solid, velbygget, ny bro klar til brug over floden Choluteca i Honduras. Den var blevet designet til at modstå de værste orkaner. Og det gjorde den også. Samme år kom kategori 5-orkanen Mitch forbi.
    Den hærgede Honduras og omegn, og ødelagde alle veje og broer. Men ikke Cholutecabroen. Den holdt stand.
    Problemet var bare, at da regnen og oversvømmelserne havde lagt sig, havde floden flyttet sig. Den havde skiftet kurs, og løb nu ikke længere under broen.

Pointen er, at verden forandrer sig. Og det går stærkt. Det, vi skulle være dygtige til i går, er måske ikke det, vi skal være dygtige til i morgen.
Jeg kan ikke forudse, hvad jeg skal være dygtig til i morgen, så jeg kan heller ikke forberede mig på det. Men jeg kan blive god til at dygtiggøre mig. Jeg kan blive god til at opsøge den rette teknik, og øve mig i at være modig nok til at kaste mig ud i praksis.

2. Og det leder elegant til næste punkt: Hvor finder jeg den, der teknik?

Til forskel fra min forhistoriske barndom, har vi i dag Internettet, som er en uudtømmelig kilde til den rette teknik.
Mine forældre har ikke helt set lyset i Internettet – eller mobiltelefoner, men de er også fra en tid, hvor forandring hentydede til, at DR holdt op med at sende Dollars. Det nødvendiggjorde ikke, at de tilegnede sig en ny færdighed.
Men når jeg er på arbejde, bruger jeg Google rigtig meget. Når jeg er hjemme, bruger jeg Google rigtig meget. Alt kan Googles eller Youtubes. Jeg har bl.a. lært at stryge skjorter på Youtube, og via WikiHow har jeg lært en teknik til at styre hjernen uden om ubehagelige minder. Det virker!

3. Netop det med hjernen, er én af de sjove. For hjernen kan lære andet end faglige ting. Den kan også lære at være mere lykkelig.

Nu er jeg tilbage på toilettet.
Her har jeg nogle fine, gule fliser fra 1980’erne, hvorpå jeg har skrevet de principper, jeg lever efter. Både for at minde mig selv om dem, og for at inspirere min familie til at tænke over, hvor lykke kommer fra.
bad

De er svære at tyde på billedet, så her kommer de:
Ole Henriksens opskrift på lykke:

  1. At være glad er et valg. Vælg det hver morgen.
  2. Accepter dig selv fuldt ud.
  3. Dyrk dig selv som menneske. Lad dig inspirere. Lad dig gro og trives.
  4. Husk at være alene. Fald til ro, så du kan lytte til den indre stemme.
  5. Indret din dag, så den får betydning for dig. Livet består af dage. Gør hver enkelt god.
  6. Giv ros og vær høflig. Det er bare en måde at være på, som ikke koster noget, men det spreder glæde.
  7. Vær taknemmelig. Sig tak.

De syv punkter er teknikken.
Måden, jeg udlever dem på, er metoden.
Jeg øver mig hver dag.

At være glad og positiv, er ikke noget, man bare mestrer flydende fra den ene dag til den anden. Vi er genetisk disponerede til at være mistænksomme brokkehoveder. For urmennesket var mistænksomhed og mistro en overlevelsesstrategi. Det ville have været en virkelig dårlig ide, at gå ukritisk hen og klappe den bløde bjørn. Eller spise bær man ikke kendte. Al forandring var en potentiel fare.
Men hvis jeg skal forholde mig kritisk og mistroisk overfor verden omkring mig, så bliver jeg trist. Hvis jeg skal opfatte forandring med modstand, kommer jeg til at gå i evig modvind – af orkanstyrke.

Så jeg omdesigner min hjerne. Med teknik, metode og øvelse.
De, der kender mig, vil nok nikke genkendende til, at jeg kan finde noget positivt ved alting. Om det positive er jordnært eller ej, er en helt anden sag, men min hjerne tager bare den rute. Det har jeg øvet den til.
Det tager lang tid, men jeg kan mærke, at det virker.

Et gennemsnitsmenneske bruger op til ½ år på toilettet på en livstid. Det kan man ligeså godt gøre til kvalitetstid.
Man kan ikke fange lykken, og man slet ikke fastholde den. Men hvis lykken er en sommerfugl, så kan jeg jo vælge at plante sommerfuglebuske i min have.