Krabber

Hvordan har evolutionen fundet på, at krabber skulle udformes, så de går sidelæns, men uden en hals til at dreje hovedet, så de kan se hvor de går?

warty-crab-537957_1280

Måske er de kroniske pinligt berørte, og den sidelæns gang er en slags diskret måde at liste af på.

Eller måske er de paranoide og tror, at de ved at gå sidelæns, undgår at vende ryggen til deres fjender. Der er de så blevet snydt, for deres ryg vender opad, og det er der, deres naturlige fjender er: Mågerne.

seagull-644547_1280

Jeg ser tit krabbesamlesæt på stranden. Måske er det der, det går galt: dem, der samler krabberne, sætter knæene forkert på… det er nok også svært at finde alle de rigtige dele, når mågerne smider dem så skødesløst rundt omkring.

Der mangler altså et mellemled til at samle og sortere krabbedele. Jeg foreslår IKEA. De har de bedste universale samleanvisninger, og alle delene er der næsten altid. Næsten.

Nå, men jeg fandt ikke nogle krabbedele på stranden. Men der var en del, for dette indlæg, uvedkommende hornfiskedele.

Og så var der denne her: beviset på, at der fandtes cykler i stenalderen!

20160529_223138

…til meget små mennesker.

Eller måske en forstenet vandcykel?  Jeg tror ikke krabber er interesserede i cykler. Der er både noget med cykelretningen og antallet af pedaler og/ eller ben i hjulene, der komplicerer det. Og så er det ikke nemt at køre på cykel i vådt sand.

De er nok mere til surfboards. Forestiller jeg mig.

ADDitude

Det er ingen hemmelighed at jeg har været ramt af stress og depression. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at føle mig helt på sikker afstand af det. Tæppet er blevet trukket væk under mig een gang – skulle det så ikke kunne ske igen?

slippery-98821__340

Men faldet bragte mig også ud på en rejse tilbage mod mig selv.
Jeg har lært, at jeg har svært ved at sætte grænser. Både i forhold til at mærke hvor jeg ender og omverdenen begynder, og i forhold til at sige “hertil og ikke længere”.
Og jeg har lært, at jeg har brug for flere pauser end de fleste. Hvilepauser, tænkepauser, løbepauser og krusedullepauser.

Senest har jeg lært at jeg har ADD. Det er ADHD uden det hyperaktive H. Lige først da jeg fik det at vide, tænkte jeg: “Ok, og med den viden gør jeg hvad?” Men efter at have læst om det, forklarer det faktisk en hel del, og jeg føler mig mindre sær. Selvom jeg nu har fået papir på, at jeg er det.

Dermed en forklaring på mine flyvske tanker. På hvorfor jeg aldrig ringer tilbage eller skriver fødselsdagskort. Eller kan huske, hvad jeg skulle i kælderen.
Hvorfor jeg kan koncentrere mig så meget om noget, at det er vigtigere end alt andet. Hvorfor jeg slet ikke kan koncentrere mig, på grund af ufrivillig indre brainstorm om alt muligt andet. Hvorfor jeg brænder maden på – også pasta.
Og hvorfor blæsevejr og føtex giver mig angstfornemmelser.

Hurra! Jeg er ikke fra en anden planet alligevel! Der har været dage, hvor jeg mistænkte storken for at have lavet en fejlnavigation af galaktiske dimensioner. Men jeg har bare ADD. Heldigvis. Jeg kan læse om mig selv, og hvordan jeg takler livet på jorden.

Og det hele startede med et hysterisk grådanfald i bilen en onsdag efter arbejde. Den dag var jeg meget langt fra mig selv. Nu er jeg nærmere.

directory-466935_1280

Ud at køre med de skøre

Når jeg kører fra arbejde, ser jeg af og til mærkelige ting. Ikke sådan “ternet fisk på stylter”-mærkeligt. Det er mere situationer, som ikke i sig selv er mærkelige… men som virker iscenesatte uden at være det.

Der var for eksempel en dag, hvor der stod damer med trafikveste og a5-blokke i to rundkørsler, og to teenagepiger øvede en danseserie i en park, og på et hjørne stod to mennesker med en metaldetektor. Ret normale ting, men alligevel havde jeg følelsen af, at jeg burde finde Holger.20160519_215216

Men det stopper ikke der. I dag, da jeg sad i bilen på vej til arbejde, så jeg en neger i biavlerdragt på cykel. Jeg kunne se det var en neger, fordi hatten med nettet var skubbet om i nakken. Ellers kunne det ligeså godt have været en svensker. Der er jo ikke noget underligt ved en neger i biavlerdragt eller på cykel. Det var mere kombinationen lige der, i Kalundborg, torsdag formiddag. Jeg blev faktisk så forundret at jeg, over den næste kilometer, overvejede om jeg skulle køre tilbage og tage et billede.

Men jeg gjorde det ikke, så her er bare et billede af en biavler, der tæller sine bier.

honey-109001_1920

 

Turen går til…

BERLIN

graffiti-745071_640Fire dage i Kr. Himmelfart ferien. Sammen med 16 piger på kunstrulleskøjter. Ikke mig. Jeg var ikke på rulleskøjter. Det har jeg prøvet, og det er slet ikke så nemt som de 10-årige piger får det til at se ud.

Jeg var med som hjælper, så jeg skulle hjælpe med at få løberne hen til det rigtige træningssted på det rigtige tidspunkt.

Det gik så galt på allerførste træningsdag, hvor jeg skulle følge tre af pigerne fra Dichardstrasse til Pallasstrasse. Der er ca 4 km, og indenfor de første 300 meter, var jeg drejet forkert. Tadaa!

Det endte med, at vi måtte tage en taxa til 15 euro. Vi må være nået virkelig langt i den gale retning…

directory-641914_640

Efter at have gået turen hver dag i 3 dage, sluttede jeg så sidste morgen af, med at dreje den forkerte vej igen. Man skulle jo tro jeg prøvede at stikke af! Heldigvis havde de andre voksne opdaget, at det nok var en god ide at holde øje med mig, så jeg nåede ikke langt.

Efter en lang bustur fra Berlin til Rostock, fik vi mulighed for at strække benene inden vi skulle på færgen. Da mine ben var tilpas rettet ud, gik jeg ombord på den forkerte bus. De lignede altså hinanden meget, de busser. Det var passagerne på overetagen, der så helt forkerte ud..

Men bortset fra det, så gik det rigtig godt, og her er hallen, som løberne trænede i:

spreewald06

En rigtig livsglad hal, der er lys og levende invendig, og udefra leder tankerne hen på Hobitten.

spreewald09

Den er bygget af en dansker, der hedder Bjørn, og det tog 25 år. Hans ene datter slog det sidste søm i for 15 år siden. Begge hans døtre, Claudia og Astrid, var trænere på turen.