Ingenting

Jeg kan godt føle at livet ræser afsted, og jeg løber efter uden chance for at indhente nuet. At jeg skal nå alting inden jeg kan leve for min egen skyld. På sådan en dag er jeg ikke den bedste version af mig selv.

Engang fik jeg besked på at sætte mig ned og lave ingenting.

Det var virkelig svært.

Hvad er ingenting? Og hvordan laver man det? Er ingenting fraværet af alting? Skal jeg så lade være med alting for at lave ingenting? Kan man overhovedet sidde ned og lave ingenting?  For så laver man jo noget – man sidder. Krise!

Så for at lave ingenting, skal man holde op med at eksistere?

Jeg mediterer af og til. Og engang mediterede jeg over at være ingenting. Jeg gav slip på alle de post-its, jeg har på mig – mor, laborant, tænksom, kvinde, dansker, menneske, hundeejer, etc.. det hele, ALT hvad jeg kunne komme i tanker om. Og så var jeg ingenting. Og alting på samme tid. Det var ret syret.

Når der har været stille på  børnenes værelser lidt for længe, spørger jeg: hvad laver I? Og de svarer: ingenting. Det kan jo ikke lade sig gøre! For hvis de er holdt op med at eksistere, hvordan kan de så svare?

Når jeg spørger dem hvad de har lært i skolen i dag, svarer de: ingenting. Det var i grunden også rigeligt, hvis man definerer det som fraværet af alting – for alting havde nok været for meget på en enkelt dag.

Jeg kan altså ikke lave ingenting. Men jeg kan heller ikke lave alting. Så i stedet for at lave ingenting, vil jeg fravælge det meste af alting, så det, der er tilbage har betydning for mig. Så kommer jeg måske nærmere nuet. Endda uden at skynde mig.

sunset-691848_640

Lykkelige børn

Troels Kløvedal skrev engang, at uanset hvor lidt man har at give sine børn, så har man bare at give dem livsglæde med på vejen.

Det er da et meget rimeligt krav, men hvordan gør man så det?

Bloggen her hedder jo The Danish Mom. Det er fordi jeg betragter mig selv som en meget typisk dansk mor. Og noget, der typisk ved typiske danske mødre (og fædre) er, at vi producerer verdens lykkeligste mennesker. Også selvom vi ikke altid ved hvordan vi gør det.

Der er mange forældre rundt om i verden, der gerne vil have lykkelige børn, og derfor kigger de på Danmark for at finde opskriften.

Her er mit bud på opskriften på lykkelige børn (ikke fordi I har brug for den – i har jo styr på det):

1. Bland først følgende 2 ingredienser til en lind konsistens af Ligeværd:

2,5 dl “Tal til dit barn, som du selv ønsker at blive talt til” og 250 g “Lyt til dit barn, som du selv ønsker at blive lyttet til”

2. Tilsæt 200 g fællesskab (også kendt under: “vi hjælpes ad” og “skal vi lave noget sammen?”

3. Rør 150 ml Empati i blandingen. Brug mærket: “sæt ord på følelser”

4. Hæld Ærlighed i. Det må godt være den diplomatiske type, men undgå den med tilsat sukker. Det giver for mange misforståelser.

5. Krydder med Glæde. Jeg kan anbefale Ole Henriksens type. Den er rig på kram og grin.

Bages ved hjertevarme i en livstid.

girl-797837_640

 

 

 

Forårstræthed

Her i april er de fleste omkring mig – inklusiv mig selv, ramt af det, der hedder forårstræthed.

dog-871773_640

Og allerede nu er jeg lige nødt til at trille ud af en tangent, for min datter og jeg har en leg. Den hedder oxymoron-leg. Den går ud på, at vi skiftes til at lave korte, selvmodsigende sætninger. For eksempel: “larmende stilhed”, “runde kanter”, “åndsvag clairvoyant”, “blind seer”, “kæmpe reje”, “billigt dyr”, “rettidigt dsb-tog”, snavset ren”.

Forår: at vågne op, at springe ud, friskhed.

Træthed: det modsatte

Forårstræthed er selvmodsigende. Det er altså et oxymoron. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Men alligevel er det en reel tilstand med videnskabelig undersøgelser i ryggen. Ligesom brumbassen, der flyver på trods af, at den ikke sku ku. Brumbasser er ret søde. Og måske også forårstrætte. De flyver i hvert fald tit ind i min rude.

Jeg var ved at gå ind i et skilt en dag. Og nogle gange sover jeg i bilen. Altså ikke mens den kører. Bare lige på parkeringspladsen ved skoven eller ved børnehaven. Mon brumbasser falder i søvn mens de flyver? Er det derfor de flyver ind i ruden? Nogle gange gør solsortene det også.

Forårstræthed er åbenbart et udbredt fænomen på tværs af arter.

Pludselig føler jeg mig helt i pagt med naturen. Træt og normal.

Træer må også bruge enorme mængder energi på at lave små grønne skud og farvede blomster. Godt jeg ikke er et træ. Mon de falder i søvn en gang imellem? Når jeg går inde i en nåleskov, kan jeg godt få fornemmelsen af, at her sover træerne. Det er heldigt, at træer ikke kan flyve. Tænk hvis et forårstræt træ ramlede ind i min rude! Mon forsikringen ville dække?

Måske er forsikringsmanden også træt, og sidder ved sit bord og nikker med hovedet og savler lidt ud af den ene mundvig. Så ringer jeg, fordi et træ faldt i søvn på flyveturen fra Sejerø til Asnæs, og fløj ind i min rude, så der nu er et stort hul – og et rønnetræ midt i stuen. Men forsikringsmanden bliver gnaven, fordi jeg vækker ham, og så må jeg leve med et hul i ruden indtil forårstrætheden blandt forsikringsselskabets ansatte er overstået. Men så er de taget på sommerferie… så det gælder om at ringe lige på det rigtige tidspunkt i sensommeren,  før vinterdepressionen sætter ind. Så får jeg endelig lavet ruden.

Det er godt, at forårstræthed er mest udbredt om foråret. Hvis det var om vinteren, ville det være for koldt at mangle en rude.

Og navnet ville være misvisende.