Pap

Jeg har en last (udover Pepsi max).

Papkasser.

Jeg har to kæmpestore papkasser i kælderen. Og ved I hvad, der er i dem?

Flere papkasser – med papkasser i!

Jeg er den sære papkassedame. Jeg mangler bare en indkøbsvogn at trille rundt med. Fuld af papkasser.

Hr T synes det er ret træls med alle de kasser, men børnene og jeg synes det er fedt. Ja, ok mest mig. Olivia har lige bygget et musehotel af tre skotøjsæsker. Med komfur og rosiner i. Hun tjekker hver dag, om der er flyttet mus ind. Det håber jeg ikke der gør, for hotellet står på hendes værelse.

Jeg bygger også af pap. Mest til børnene. Og de må ikke være med, for det er mit projekt! Men de må lege lige så tosset de vil med det – bagefter.

 

Middelalderbod. Her sælges mest is og kage

Middelalderbod. Her sælges mest is og kage

Faktisk er det ikke længere kun pap, jeg samler på. Jeg har også to kasser med “brugbare rester”. Der ligger for eksempel hårbøjlepynt, det er faldet af, knuste spejlglasskår, barbiedukkehænder, plastiksugerør og knækkede halskæder. Der er muligheder i det hele.

Men papkasser – de kan bare så meget. I virkeligheden behøver man slet ikke, at gøre noget særligt ud af dem, før børnene får glæde af dem. Det er bare sjovere for mig.

 

Miraklernes tid

Jeg har opdaget to nye (for mig) fantastiske ting i denne uge: kokosolie og kakaonips!

Kokosolien skal i håret. Jeg afbleger af en eller anden grund mit hår (grunden er ikke helt klar for mig endnu, men jeg vil gerne fortælle om det når jeg spekuleret lidt over det) og det udtørrer mit hår meget. Sådan ørken-tørke-knase-agtigt.

desert-279862_640

Men kokosolie i håret et par timer, og vupti! – tørken er ovre, og mit hår ligner ikke tørt græs mere. Det ligner faktisk rigtigt hår. HURRA!

Kakaonips skal i chokopops, havregryn, kager eller andet, der lige mangler lidt 70 % chokosmag. Og så er det fuld af fiber.

cocoa-beans-

I LOVE IT!

 

 

 

Hende, der vil løbe – og hende, der ikke vil

running-573762_960_720

Jeg har besluttet at begynde at løbe regelmæssigt igen. Jeg var kommet til at holde op, fordi det blev vinter, koldt, vådt, mudret, glat og mørkt.
Og den værste undskyldning af dem alle: tid!
Ikke det, at den mangler, men at den skal tages fra noget andet. Og det er jo familien. Og dér sidder så den dårlige samvittighed og lurer, for de kommer jo i første række – eller gør de?

En af mine meget kloge kolleger siger, at når man sidder i et fly og hører sikkerhedsanvisningerne, så siger de altid, at i tilfælde af masker, der falder ned i hovedet på én, skal man først give sig selv ilt, og derefter sit barn – og det er det samme hjemme i stuen: man skal tage sig af sig selv, før man kan tage sig af andre.

Det er en god pointe.

Så nu kører bussen. I dag parkede jeg foran min yndlingsløbeskov, og der sad jeg så i en halv time, og tog mig sammen, indtil det blev for koldt at blive siddende.
I det hele taget er det en rigtig dårlig idé, at bruge tid på at tage sig sammen.
Sidst jeg gjorde det – ved samme skov, faldt jeg i søvn og vågnede først en time senere. Men jeg sov godt. Og uforstyrret. Ingen børn, der sparkede, ingen mand, der snorkede, ingen hund på mine ben.
Det var faktisk det værd…

Men så idag, sad jeg altså i bilen og og blev koldere for hvert minut.
Gruset på P-pladsen havde klemt sig sammen til en hård overflade, der signalerede, at det var for koldt til at slappe af. Jeg tænkte på min svigermor, der havde tænkt sig at gå i haven i dag, og jeg forestillede mig hvordan hun sad og frøs på sin lille, grønne skammel og hakkede i  jord, der var hård som sten.

Blæsten skubbede til bilen, så den vuggede lidt, og de forbipasserende havde både store jakker, huer og vanter på. Det så virkelig koldt ud!

Mit løbetøj havde ligget i bilen hele dagen, så det var også koldt.

penguin-41204_960_720

Det var altså lidt ligesom når jeg skal tage mig sammen til at tage en dukkert ved en dansk strand om sommeren. Det kan godt tage lidt tid, for jeg ved jeg kommer til at fryse helt ind i tænderne, det øjeblik vandet når op over navlen. Det kan godt være det er fedt bagefter, men lige inden er jeg delt i to personligheder, der hver især råber: “DET GØR DU BARE IKKE!” og “Det vil bare være SÅ anti-cool, at gå tilbage til stranden nu – så kan du ligeså godt gå hjem – taber!”

Men jeg kom ud af bilen. Og da jeg først løb, var det jo dejligt livsbekræftende.

På en måde løber jeg inde i min egen boble, samtidig med, at mit nærvær med omgivelserne bliver mere koncentreret.
Det smitter af på resten af min dag, så jeg er mere tilstede på trods af, at have været mindre tilstede fysisk.

Jeg tror, jeg gør det igen i morgen – hvis jeg kan få hende, den anden med ud af bilen.

 

Krise

Børn og Ipads. Her er virkelig noget, der får mig til at føle, at jeg er en dinosaur.

“Mor se! Jeg har lige slået en ko ihjel!” Muh muh, splat, hug… “og en til!.”

“Og se, mine får er lilla… ups, der døde jeg…”

Øhm, det der Minecraft. Er det egnet for børn under 15 år?

???

Det ene barn råber til det andet (som er gået på wc med Ipad): “Gå ud af min verden.  Gå uuuuud”.

???

Eller barn 1 sidder ved siden af barn 2. De har hver en Ipad: “Kan du se mig nu? Jeg  kan ikke se dig, hvor er du?” Skal de børn lige en tur til Louis Nielsen, eller er jeg bare generations-afsat?

???

De leger med dukker og dukkehus online – sammen, de laver nye identiteter online, de markedsfører sig selv.

Hvor er mine små babyer, og hvorfor fylder jeg 40 lige om lidt?

Stop verden, jeg vil af!

Pengeramt zombie

[:da]Zombier. Nogle parasitter lægger æg i deres værts krop, eller indtager selv værtskroppen, og overtager kontrollen. For eksempel findes der en parasit, der får edderkopper til at bygge et specielt spind, som parasitten kan forpuppe sig i, mens den æder resten af edderkoppen.

Og der findes en parasit, der får rotter til at synes godt om lugten af kattetis, hvorved de opsøger en kat og bliver ædt. Den parasit kan mennesker også få. Jeg har godt nok aldrig hørt om skøre kattedamer, der er blevet spist af deres katte.

Der findes altså parasitter, der kan gøre sin vært lidt zombie agtig, ved at berøve dem deres frie vilje i større eller mindre grad.

zombie-156138_1280

Jeg føler mig ofte lidt zombieagtig. Især mandag morgen.
Af en eller anden grund, der ikke kan være min frie vilje, står jeg alt for tidligt op, vækker børnene og kører på arbejde.
Hvilken parasit mon det er? Og hvad sker der, hvis jeg slipper af med den?
Jeg bliver nok fyret (altså hvis min frie vilje er, ikke at stå op og gå på arbejde). Så må jeg finde på noget andet at lave for at betale huslejen. Hvad mon min frie vilje så ville finde på? Og er det så overhovedet fri vilje, hvis jeg finder på det, for at tjene penge til huslejen?
Måske er parasitten er penge?
Penge, der ændrer min hjerne, og får mig til at ønske et liv, hvor jeg må finde flere penge.
Og når min formue har vokset sig stor nok, æder den mig, hvis jeg altså ikke har brugt pengene inden. Sendt dem videre i deres cyklus – ligesom de vil have!

Oh gys![:en]Zombier. Nogle parasitter lægger æg i deres værts krop, eller indtager selv værtskroppen, og overtager kontrollen. For eksempel findes der en parasit, der får edderkopper til at bygge et specielt spind, som parasitten kan forpuppe sig i, mens den æder resten af edderkoppen.

Og der findes en parasit, der får rotter til at synes godt om lugten af kattetis, hvorved de opsøger en kat og bliver ædt. Den parasit kan mennesker også få. Jeg har godt nok aldrig hørt om skøre kattedamer, der er blevet spist af deres katte.

Der findes altså parasitter, der kan gøre sin vært lidt zombie agtig, ved at berøve dem deres frie vilje i større eller mindre grad.

zombie-156138_1280

Jeg føler mig ofte lidt zombieagtig. Især mandag morgen.
Af en eller anden grund, der ikke kan være min frie vilje, står jeg alt for tidligt op, vækker børnene og kører på arbejde.
Hvilken parasit mon det er? Og hvad sker der, hvis jeg slipper af med den?
Jeg bliver nok fyret (altså hvis min frie vilje er, ikke at stå op og gå på arbejde). Så må jeg finde på noget andet at lave for at betale huslejen. Hvad mon min frie vilje så ville finde på? Og er det så overhovedet fri vilje, hvis jeg finder på det, for at tjene penge til huslejen?
Måske er parasitten er penge?
Penge, der ændrer min hjerne, og får mig til at ønske et liv, hvor jeg må finde flere penge.
Og når min formue har vokset sig stor nok, æder den mig, hvis jeg altså ikke har brugt pengene inden. Sendt dem videre i deres cyklus – ligesom de vil have!

Oh gys![:]

Undren

Her er nogle ting, der undrer mig:

question-mark-1026531_640

Når vi tager en ny tube tandpasta i brug, går der kun et par dage før den er flad. Så er man nødt til at rulle den sammen og bøje siderne lige under låget sammen, for at presse tandpasta ud. Det kan man gøre i flere måneder. Hvorfor er der mest i til sidst?

Ordet “overhovedet” undrer mig også. Har det noget at gøre med overhoved – altså ligesom i en mafiafamilie? Jeg googler det lige… Nope, ordet overhovedet stammer fra kvæghandel, hvor man sælger en flok kvæg uden at tælle hoveder. Lidt ligesom en lykkepose. Er man så blevet snydt eller har man fået bonus, hvis der er en tohovedet ko imellem?

Og har ordene skov og skovl det tilfælles, at man kan grave i den ene med den anden?

Og hvorfor hedder det en søko, en søhest, en søstjerne og en søløve i forhold til en havodder, en havtaske og en havkat?

Falder æbler egentlig ned fra træet, eller hopper de?

Hvorfor har vi to, meget forskellige dyr, der begge hedder marsvin? Skulle den ene biolog have gået til Louis Nielsen?

Livet er fuld af store spørgsmål.

 

Lånebørn

877086Der var engang to mænd, som hed Claus. Den ene havde fire heste. Han blev kaldt Store Claus. Den anden havde kun en hest. Han blev kaldt Lille Claus.

Når Lille Claus lånte Store Claus’ heste, havde han for vane at præsentere dem som sine egne med et:”Hyp, alle mine heste”.

Det provokerede Store Claus så meget, at han slog Lille Claus’ hest ihjel, og så havde han slet ikke nogen.

Historien ender til Lille Claus’ fordel, og moralen er egentlig ikke, at man ikke bør kalde noget sit eget, hvis det ikke er det. Men af en eller anden grund, har netop den vinkel sat sit præg på mig.

Derfor tænker jeg aldrig på mine børn som mine. Jeg har dem kun til låns.  Livet har lånt mig dem, og en dag er det tid til at aflevere dem igen. Så skal de have deres eget liv, med deres egne lån.

Så jeg værdsætter deres larm, deres rod, deres fjolleansigter, en hånd i min, deres endeløse historier, deres utålmodighed, deres opfindsomhed, deres anderledes verdenssyn, deres alternative tempo og alt det andet, der kan drive mig til vanvid eller få mig til at tænke:”wow”.

For de er kun til låns, og jeg vover ikke at kalde dem mine. For de tilhører Livet.

Glad støj

Jeg har tre børn uden volumenknapper. De står default på høj volumen.
Og vores hus har tilsyneladende særligt gunstige forhold for lydbølger. Når pigerne er i højt humør – om det så er højt rive-håret-af-hinanden-humør eller højt vi-er-verdens-bedste-søstre-humør, så kan det være svært at føre en samtale i den ene ende af huset, selvom pigerne befinder dig i den anden.

Hr T og jeg bruger ordet “hvad?” oftere end noget andet ord. Jeg føler det af og til som om vi begge har støj på høreapparatet.

Så jeg har overvejet headset. Sådan et man sætter i øret, og så har man en lille mikrofon klistret til kinden. Så kunne vi tale direkte ind i hinandens ører. Og uden på headsettet skulle vi så have høreværn, der bortfiltrerede skænderier og alle sætninger, der startede med: “moar, det er bare fordi at…”. Der VED man bare, der kommer noget, man ikke har lyst til at høre.

sheep-158247_640

Bortset fra det, kan jeg godt li glad støj. Og glad stilhed. Den har vi bare ikke så meget af. Måske er det derfor jeg idealiserer den. For når den glade støj en dag er flyttet hjemmefra, så er der måske alt for meget af den glade stilhed. Eller bare den stille stilhed. Som jeg så ikke kan høre, fordi jeg har fået tinitus af al den glade støj. 

Kan tinitus være glad eller sur? Min kører ihvert fald i bus. Sådan lyder det. Så om den er glad eller sur afhænger nok af, om bussen ankommer til tiden. Den skal nemlig til violintime. Og den kan kun spille en tone. Ligesom Regitze fra Skæg med tal. Hun kan kun tælle til 1. Måske kan jeg lære den at spille nogle flere. Så kan der være en koncert inde i mit hoved. Skal jeg så betale entre? Og i så fald for at komme ind eller ud?

cloud-1076014_640

 

Drej til højre – nej, den anden højre!

Jeg er højrehåndet. Det vil sige, at min venstre hjernehalvdel er dominerende. Den står for logik.
Jeg er også kreativ. Det betyder, at min højre hjernehalvdel dominerer.
Kommer de så op at slås? Bliver jeg så fuldstændig ulogisk tænkende, hvis min højre hjernehalvdel vinder?
Har den mon allerede vundet?!

crazy-829178_960_720Og hvorfor er det så lige, at man er bedre venner med den ene hånd end den anden?
Det har jeg lige læst om på videnskab.dk, og jeg VED I bare sidder på nåle for at høre om det.
Det kommer her:

Papegøjers øjne sidder på siden af hovedet. Derfor er de nødt til at dreje hovedet for at se, hvor de sætter fødderne.
Forskere har fundet ud af, at højrehåndede (eller – fodede) papegøjer drejer hovedet mod venstre, når de griber ud efter noget, mens venstrefodede papegøjer drejer hovedet mod højre.
De (forskerne) mener, at det kan være forklaringen på, at mennesker har udviklet præferencer for den ene hånd frem for den anden: Hvis vores øjne har siddet ude på siden, har vi nemlig været nødt til at vælge favorithånd, fordi vi ikke kunne se dem begge to på én gang.
Picasso ville være enig, tror jeg. Gad vide om han tænkte over det?

picasso-151395_960_720

Jeg synes det kunne være mega cool at have sidestillede øjne. Så kunne jeg kigge i to retninger på én gang.
Så behøvede jeg ikke at dreje hovedet for at se mig for, når jeg gik over vejen (kun hvis jeg ville se hvor jeg satte min fod (højre fod, drej til venstre).
Jeg er nu ikke sikker på, at det ville øge trafiksikkerheden. Det virker i hvert fald ikke specielt godt for fasaner. Men kunne det være fordi de er højre/venstre-konfuse (altså ikke kan kende forskel), og derfor drejer hovedet den forkerte vej, når de går ud på vejen? Så falder de over deres egne ben og ligger dér og roder, når der kommer biler.

Eller er det fordi, som jeg har læst i en anden artikel fra samme sted, at man opfatter ting, der kommer fra læseretningen som større trusler end dem, der kommer fra den anden side? For en almindelig dansker, ville ting fra venstre opfattes som en større trussel end dem fra højre – det giver jo total mening, for biler i vejbanen tættest på, kommer jo som regel fra venstre. For en araber ville det være omvendt. For fasaner, der oprindelig kommer fra Asien, hvor man læser oppefra og ned, er frygten for at få et fly i hovedet måske større end frygten for biler? Og hvis man glor op i luften, når man skal over vejen, er risikoen for at blive kørt over altså stor. Uanset om ens øjne er sidestillede eller ej.

Måske er det bedst, at mine øjne bliver hvor de er. Både fordi jeg er højre/venstre-konfus, og derfor ville få et koordinationsproblem til fare for mig selv og mine omgivelser. Og fordi livet ville blive meget mere besværligt, hvis jeg fik hold i nakken med sidestillede øjne.

Gymnastik på is

Pas på isen, Bambi

Pas på isen, Bambi

Det var koldt her til morgen, og det havde regnet meget i går. Der var is på bilen og på vandpytterne, som der var mange af.
Når der er is på vandpytterne er det bedst at gå udenom dem. Når der ikke er is på, kan jeg godt finde på at snige mig ud i dem, hvis jeg mener, at jeg er alene. Bare sådan lige til kanten af skosålen – eller hvis jeg vurderer, at støvlen er vandtæt, kan jeg gå helt ud i midten og få mudderet til at hvirvle rundt som små, bløde, brune, undersøiske støvskyer.

Men der var jo is på i dag, så jeg besluttede mig for at gå udenom.
For sent.
I stedet tog jeg en kvart baglæns salto (jeg lå altså vandret i luften et øjeblik), og landede på røv og albuer.
Det var ikke så koldt, at isen holdt, da min bagdel landede på den.
Her var ikke tale om undersøiske støvskyer, men nok nærmere en lille tsunami.
Og våde trusser.

Nå,men det gode ved sådan en morgen er, at det kun kan blive sjovere derfra, og at jeg fik en flyvende start på dagen. Det er ikke hver dag, jeg kan sige det.
Heldigvis.