Hjertestarter

Jeg har lige haft fødselsdag. Samme dag var det “National Hjertestarter-dag”.
Jeg tror ikke der er en sammenhæng.

Og så måske alligevel.

Jeg elsker at snige mig ind på min familie og skræmme dem. Jeg ved ikke, hvad de tænker om det, men for det meste griner de… når de kan trække vejret igen.

Nu tænker I måske, at det er heldigt I ikke er i familie med mig. Men vid jer ikke for sikre, for jeg er ikke alene om at få et kick ud af at skræmme andre.

Ud over en masse andre mennesker, er min hund også stor fan er snigebøh-legen. Dens yndlindsofre er høns og kaniner, som den sniger sig ind på – musestille – indtil den springer frem og råber “VOV!” Og så griner den.

Men hvorfor er det egentlig så fedt at skræmme andre?

For mig er det en kærlig leg. Som da jeg var lille og sad på skødet af min farfar. Så sang han ride-ranke mens han hoppede med benene, og pludselig tippede han mig, så jeg var ved at fald ned – men han greb mig altid. Det blev jeg aldrig træt af.

Det er lidt det samme når jeg springer frem fra en døråbning når Hr T går forbi, eller pludselig står bag min datter, så hun hopper en meter. Jeg tipper dem, men det er ikke farligt. Det er kun mig. Og som bonus får vi lige tjekket om hjertet stadig er i orden. Ren kærlighed.

Jeg har læst, at de værste skræmmere er forældre. De elsker at skræmme deres børn. Vupti!

Jeg har heller ikke noget imod selv at blive udfordret med gyserfilm fulde af jumpscares og monstre.  Til gengæld er jeg ret bange for virkeligheden. Jeg bliver ubehageligt bange for vasketøj, dokumentarfilm, skat og Gretha Thunberg.

Om en uges tid skal jeg selv på en skovtur fuld af monstre. Det bliver  sjovt. Måske får jeg selv brug for en hjertestarter. Så er det godt, der er så mange mennesker,  der lige har lært at bruge dem.

Blomstrende træer

Jeg har lige været rigtig snotforkølet i 3 dage. Da jeg var frisk igen, var det blevet forår. Træer med hvide blomster overalt, 2-cifrede grader og slut med vanter på morgenens cykeltur til arbejde – på min nye el-cykel.
Næste år vil jeg blive forkølet allerede i januar.

Noget af det jeg nyder allermest ved foråret, er de blomstrende træer og buske. Især de lyserøde blomster på træerne.
Jeg ville rigtig gerne til Japan engang, og opleve foråret og de blomstrende kirsebærtræer der.

Der er 8634 km fra Danmark til Japan. Det er lidt for langt at cykle – selv på el-cykel, så her er noget, jeg har tænkt mig at gøre i stedet for: jeg vil tage til Langelinje park.
Det er kun 105 km – men det bliver nok i bil alligevel.
Der er nemlig en masse kirsebærtræer der blomstrer, OG en Sakura-festival, som er en japansk fest for netop dem.

Louise på 13 vil rigtig gerne til Sydkorea og opleve et koreansk drengeband, der hedder BTS. Det kan jeg godt forstå. Det er Kpop. Der er mange Kpop bands i sydkorea. PSY – ham, der lavede Gangnam style, er fra sydkorea. De er lidt skøre og vanvittige og superglade derovre, og det er meget forfriskende midt i nationale test og historieopgaver. Nordkorea er vist mere til fyrværkeri og grydehår.

Louise er lidt træt af skolen. “Hvad skal jeg egentlig bruge viden om en mand, der startede en krig i 18-hundrede-og-noget til?”, spurgte hun en dag.
Det havde jeg et svar på:
“Forestil dig et verdenskort. Det er godt at have et verdenskort, for så ved man hvor i verden, man er.
Forestil dig nu, at dit verdenskort er multidimensionelt – at du kan se din egen placering, både på landjorden, i tiden, i politik, religion og viden. Det kaldes dannelse. Og hvis de franske bønder havde haft sådan et kort, havde de muligvis ikke hugget hovedet af tusindvis af mennesker på Concordepladsen.
Det tænkte Luther også, og derfor opfandt han højskoler, så folket kunne lære noget konstruktivt , i stedet for at hugge hovedet af adelen, når den ikke havde så meget magt mere. Eller sådan noget.”

Tænker jeg en ret cool mor: Multidimensionelt landkort.
Jeg ved ikke om hun forstod det, men hun har ikke stillet yderligere spørgsmål ved pointen i at have historie i skolen.

Jeg vil gerne lige vende tilbage til de blomstrende træer. Jeg biver så bjergtaget af dem, at jeg måske er til fare for trafikken, når jeg kommer kørende på min elcykel. Med øjnene alle andre steder end på vejen.

Det er måske lidt skørt. Som Louise sagde det: “jeg kommer op at køre over Disneyland, du kommer op at køre over… træer.” Når hun siger det på den måde, virker det måske lidt sært.

På den anden side: de blomstrer kun 14 dage, så man må nyde dem mens de er der. Ligesom alt andet, der kun er til låns: børn, berømmelse og kinesiske pandaer.

Fik jeg forresten nævnt, at jeg har fået en elcykel? Er ret vild med den.

Det komiske ved at være mor

Først og fremmest: Hvorfor hedder det morskab, når der ikke er noget farskab? hvorfor morsom, men ikke farsom? Og hvorfor kan man bedst more sig, når der ikke er fare på færde? jeg spørger bare.

Udover det, så er det faktisk komisk at være mor. Ikke bare til mine børn, men sådan generelt:

  • Man udvikler en evne til at bære sit barn uanset hvad man foretager sig – spiser, bader, går på wc, falder over ting.
    Jeg gled en gang i en kolort på vej op ad en stejl bakke, med et barn i favnen. Det lykkedes mig at lande i en håndstand, hvor mine sko, bukser og den hånd, der tog fra,  blev smurt ind i lort. Men barnet slap jeg ikke, og hun ramte hverken lort eller jord.
    Jeg faldt også engang over nogle andre menneskers oppakning i mørke med barnet i hænderne. Der skete heller ikke noget.Det er svært at se hvor man går, når man bærer på børn. Der vokser ikke tentakler med øjne på ud af ens hoved når man bliver mor. Det kunne ellers være smart. Så kunne man både se om hjørner og bagud. Der er selvfølgelig også ting man ikke ønsker at se. F.eks sit spejlbillede, hvis man havde tentakler.

 

  • Man opdager man ligner sine egne forældre. Jeg ligner min mor på et punkt: jeg brænder tit maden på. det er ikke fordi jeg ikke kan lave mad. jeg bliver bare nemt distraheret. Jeg kommer til at kede mig, mens jeg venter på at risene koger færdig, og så begynder jeg at sortere vasketøj, og gøre rent i kaninburet, og vupti! så er risene brændt fast i bunden af gryden.Da børnene var mindre og legede køkken, hørte jeg af og til: ” de er lidt brændte, men det gør ikke noget”. Heldigvis kan ketchup redde det meste. det lærte jeg hjemmefra.

 

  • At være mor indebærer også, at man er serviceorgan nr 1. Hvis jeg står i kælderen, og Hr T står i køkkenet, går børnene gerne ned i kælderen for at bede mig om at række dem mælken fra køleskabet.

 

  • Man kommer til at føle sig som verdens dårligste mor over bittesmå ting, – som at man ikke har fået købt gulerødder til madpakkerne, eller, at man ikke har støvsuget på barnets værelse i fire måneder, fordi det roder for meget, eller fordi man ikke har ryddet op på barnets værelse, eller ikke har haft held med at bede barnet om at gøre det, eller fordi man HAR ryddet op på barnets værelse – curlingmor. Fy!

 

  • Man lærer at bruge bakspejlet, fordi alternativet er, at vende sig og se ud ad bagruden, hvilket indbærer, at man kan komme til at se på bagsædet, der ligner en losseplads, og der gror muligvis fremmede organismer et sted deromme.

 

  • Ens telefon er fuld af farverige, støjende spil, og utrolig-tæt-på-selfies af børnenes næser.

Mine børn synes jeg er verdens bedste mor. Jeg skælder næsten aldrig ud, og jeg er åben overfor mange skøre ideer. I virkeligheden er det mest fordi jeg meget nemt bliver hæs, så jeg vælger som regel den udvej, der kræver færrest ord, og mindst hæven af stemmen.
Nej, ok, jeg er en ret sød mor.
Jeg tror ikke skældud er løsningen. Når Louise har ladet leverpostejen stå uden låg på køkkenbordet hele natten, forklarer jeg hvordan sygdomsfremkaldende bakterier opformeres ved stuetemperatur, og dermed nødvendigheden af at sætte leverpostejen tilbage på køl så hurtigt som muligt, og håber, at hun tænker “aaadr”, og husker det til næste gang. I virkeligheden hører hun nok bare: “blah-blah-blah..”

Jeg glæder mig meget til mine børn selv bliver forældre. Jeg griner allerede lidt..

Når Ole Lukøje brænder mig af

Søvnløshed er træls.

Heldigvis kan jeg for det meste godt sove, men der er  perioder hvor Ole Lukøje og Sandmanden går på druk sammen og lader hånt om min skønhedssøvn.
Så ligger jeg der i min seng og venter. Lysvågen, mens der bliver mindre og mindre nat tilbage.

Panikken breder sig.

Slap heeelt af.
Jeg prøver at slappe helt af i kroppen, ved at forestille mig, at jeg er en død rotte. Men så begynder jeg at spekulere på hvor i processen rotten er. Er den lige død? Måske har den spasmer – lige som med nyslagtede høns? Rigor mortis, måske? Nej, det duer ikke – da er den jo helt stiv. Det er ikke spor afslappende. Og derefter begynder nedbrydningen af væv, og den begynder at stinke. Det duer ikke at være en død rotte.

Dybe vejrtrækminger.
Jeg prøver at tage dybe vejrtrækninger for at slappe helt af, men fordi jeg virkelig gerne vil sove NU, har jeg ikke tålmodighed til at vente på at fuldføre vejrtrækningen, så det ligner mere hyperventilation i slowmotion.

Dykning.
Jeg forestiller mig at jeg synker ned under mine tanker. Som om jeg synker ned i vand, og mine tanker er lavet af styropor, så de flyder rundt på overfladen. Jeg synker dybere og dybere ned. Men på et tidspunkt bliver dybere og dybere mere til: Er der ingen bund i det her bassin? Og hvis der er, hvad gør jeg så når jeg rammer den? hvad med at dreje til venstre her?

Hat og briller.
Jeg tager hue på, fordi varme på hovedet er afslappende og trygt. Og jeg tager Mikalas sovemaske med katteøjne på for at lukke alt lys ude. Det er bedst at have maskeelastikken uden på huen. Så ser jeg sådan ud.

Det er svært at falde i søvn når man ser sådan ud.

Af med hovedet.
Jeg visualiserer, at jeg tager mit hoved af, så jeg slipper alle spændinger i nakken. Men så får jeg lyst til at vende mig om, og så er jeg nødt til at tage det på igen, så det ikke vender forkert.

Spørg Siri. Jeg googler søvnløshed på min telefon – det står, at man skal undgå at kigge på skærme før sengetid. Mere kan jeg så ikke læse om det…

Sulten.
Nu har jeg været vågen så længe at jeg er blevet sulten. Og jeg har lyst til en burger.

På vippen.
Endelig er jeg ved at falde i søvn. Så indtræder vippemekanismen, hvor hjernen slukker for kontakten til musklerne i kroppen. Det giver følelsen af at falde, så hele kroppen spjætter. Så er jeg vågen igen.

Så kan jeg ligeså godt skrive blog.

For mange ord

Jeg hører tit P1 om morgenen på vej til arbejde. I går morges var der et indslag om hvorfor Greenpeace sagsøger den Norske stat. Det er noget med overholdelse af klimaaftalen og olieboringer.
Der var en dansk repræsentant for Greenpeace i studiet, og han talte utrolig meget, og utrolig hurtigt. Måske var det fordi han vidste, at han kun havde 3 minutters taletid, så han skulle nå at få sit budskab ud. Eller måske fulgte munden bare med hans tanker. Han var helt tydeligt en person, der tænker, mens han taler. Ind i mellem, måtte han lige suge noget luft ind, med et lille gisp – ligesom når man synger en sang, hvor teksten ligger lige lovlig tæt. Mon han nogensinde er besvimet af iltmangel midt i sin talestrøm? eller stod han udenfor studiet og pakkede luft – ligesom dykkere – inden han skulle ind og tale? måske var han dykker? Han lød som en, der havde behov for at tale – så må det være svært at være dykker. Man får vand i munden.

Ud af alle de ord og kloge ting han sagde – for han havde tydeligvis helt styr på sagerne – fattede jeg ikke en lyd. Det gik simpelthen for stærkt. Min hjerne kunne ikke nå at processe informationerne, så den oversatte dem bare til “bla bla bla..” Det var for meget. Jeg var nødt til at slukke for radioen, for ikke at gå i panik.
Bagefter blev jeg bange for om min IQ var lavere end hidtil antaget.

Mikala, min mindste pige, har behov for at tale meget. Det er som om tankerne kommer ud af munden. Når jeg beder hende om at tie stille i 5 minutter, er hendes hoved lige ved at eksplodere. Så løber hun ind på sit værelse, lukker døren og snakker videre. Så bliver hovedet siddende. Det er jeg glad for.
Mennesker kan ikke gå rundt uden hoveder.
Det kan høns. Hvis man hugger hovedet af en høne, kan kroppen løbe videre. Det er godt mennesker ikke kan det. Det ville have været et værre rod under den franske revolution.

Det er godt jeg ikke er en minister fra norge. Hvis alle fra Greenpeace taler så meget, ville det slet ikke være nødvendigt med en retsag. Jeg ville give dem ret, for at få fred. De har muligvis også ret. Vi skal passe på klimaet.

Der er faktisk en ting jeg kan huske han sagde, ham fra Greenpeace. På et tidspunkt løb ordene for stærkt, så han kom til at sige “kimaklampen” i stedet for klimakampen. Det kan jeg huske. “Bla bla bla kimaklampen bla bla”.

Det var nok ikke det indtryk han helst ville efterlade. Nogle gange er mange ord ikke bedre for forståelsen af emnet end få ord.

Her til morgen dristede jeg mig til at høre P1 igen, og denne gang var der en psykiater, der talte om, hvorfor man ikke skulle tale om Donald Trump.
Hun talte langsomt. Uendeligt laaaaangsoooomt. Med. Laaaaange. Pauser. Midt. I. Sætningerne.

Der faldt jeg også af.
Godt hun ikke er medlem af Greenpeace. Det ville være synd for Norge.
Men det kan da godt være hun er.. Måske er hun også dykker. Så håber jeg hun lukker munden i talepauserne.

Konklussionen er, at ord er ligesom chokoladestykker i en kage: Der må hverken være for mange eller for få. Og der må ikke være for langt imellem dem.

Det sjove ved depression

Jeg har besluttet at skrive om det sjove ved depression. Sjov og Depression i samme sætning – det er et oxymoron. Altså to ord der modsiger hinanden.

Men som udgangspunkt er der noget sjovt ved ALT. Når man har haft en depressiv periode, hvor absolut INTET er morsomt – allerhøjest tragikomisk, så lægger man mere mærke til sjove ting, når man er ude på den anden side. Også sjove ting, som ingen andre synes er sjove. Så kan man godt virke lidt sær. Ligesom folk der snakker om katte. Det er faktisk umuligt at tale om katte uden at virke lidt mentalt forstyrret.

Fordele ved at være deprimeret:

  • Man behøver ikke rede sin seng, for man ligger i den hele tiden.
  • Man behøver ikke lægge make up, for det går alligevel galt, og man ender med at ligne Døden fra Lübeck – hvilket også var udgangspunktet. Nu er Døden bare blevet mere træt…
  • Det gør ikke noget hvilket vejr det er udenfor, for det hele ligner regn.
  • Man sparer på madbudgettet, for alting smager ens, så der er ingen grund til at have andet end bondebrød og cola i huset.
  • Man skåner miljøet på vand og el, fordi man ikke kan overskue at vaske tøj eller lave mad, og foretrækker at sidde i mørke.

Hverdagssituationer for den deprimerede, der er ret komiske, når man ikke er deprimeret længere:

Når man er i en depressiv periode, kan de mindste ting føles som en uoverkommelig forhindring:

  • Jeg græder fordi æblerne i Føtex ikke har samme størrelse. Verden giver ingen mening!
  • Jeg græder over det hakkede kalvekød, fordi det er synd for kalven. Og for dens mor. Tænk hvis det var MIT barn, der lå der!
  • Jeg er nødt til at se glad ud, for ingen gider tale med mig, hvis jeg har det dårligt -Og så håber jeg iøvrigt, at ingen taler til mig.
  • Jeg  forstår sangtekster, som ikke giver mening for andre:
  • Jeg bekymrer mig over min egen uduelighed, fordi jeg endnu ikke har reddet fattige børn eller stoppet en naturkatastrofe – jeg kan ikke engang overkomme at tænde for opvaskemaskinen.
  • Jeg er bange for at gå til lægen og få at vide, at jeg ikke er syg nok… #Twisted mind.
  • Jeg tror, at glade mennesker, endnu ikke har opdaget hvor håbløst det hele er.
  • Jeg tror, jeg er medvirkende årsag til al dårligdom i verden, fordi jeg udsender dårlige vibes.
  • Jeg tror jeg har ødelagt mine børns, Hr T’s og min hunds liv, ved at være en del af det. Og muligvis også kattens, selvom den ikke er hjemme ret tit.
  • Jeg drømmer meget – for eksempel, at jeg bor på hotel og skal nå bussen om en time. Men inden da, skal jeg pakke alt ned fra syv forskellige værelser på fire forskellige etager (og jeg farer vild hver gang) – og det inkluderer al børnenes legetøj, spredt i og under møbler, skuffer og skabe. Og så skal jeg i øvrigt tisse, og toiletterne findes kun i lobbyen, og har ingen dør.

Sjove måder at håndtere depression

  • Kognitiv terapi: Jeg gik hos en psykiater, der var fra Rusland. Hvergang han spurgte: “Har I spørgsmål?”, lød det som om han sagde: “Har I sportsvogn?”
    (Nej, jeg har stationcar)
  • Mindfulness: At bruge halvanden time på at spise et lillebitte stykke chokolade.
  • Hjernemotion: At køre en anden vej hjem fra arbejde – og fare vild.. (man behøver ikke fare vild – det gjorde jeg bare)
  • Motion: At begynde at løbe – og fare vild… (jeg gjorde det igen)
  • Overvinde sin frygt: Køb to æbler, der ikke er lige store i Føtex.
  • Spise sundt: Vælg sukkerfri cola og mørk chokolade.
  • Sæt grænser: Nu kan jeg finde på at sige til børnene, at jeg ikke vil hjælpe dem med computeren når jeg er på toilettet.

Afslutningsvis vil jeg lige nævne, at depressive mennesker ofte er mere kreative og bedre til at aflæse ansigter end raske mennesker – medmindre de er deprimerede…

En af de dage…

Frivillig i Lidl

Da jeg gik i 9. klasse, begyndte jeg så småt at spørge mig selv, hvad jeg skulle arbejde med som voksen. Hvad var mit kald? det eneste svar, der kom ud af min hjernes kringlede gemmer var: Børn.

Det gav overhovedet ingen mening, for jeg kunne slet ikke li børn på det tidspunkt. Jeg syntes de larmede og lugtede grimt.
Senere fik jeg kortvarigt arbejde i forskellige børnehaver, og valgte at blive laborant.
I dag elsker jeg børn. Både mine egne og andres. Ikke mindst når de sover.

Jeg tror det er godt, jeg ikke arbejder med mennesker, for jeg ville blive alt for engageret og tage dem allesammen med hjem. Og så ville jeg blive træt og snerre ad dem, og gå på toilettet bare for at være alene (det gør jeg allerede),og falde i søvn derude, fordi jeg var så træt (det gør jeg også allerede). Og så ville jeg få ondt i ryggen af at ligge på det hårde gulv, og min kiropraktorregning ville blive enorm (det er den allerede). Og faktisk ville jeg ikke være til meget nytte, fordi jeg enten sad på toilettet eller var til kiropraktor hele tiden.
Jeg har ellers tit overvejet at melde mig som frivillig til et eller andet humanitært, men ovenstående har afholdt mig fra det. Det, og så at jeg har nok i, at passe min egen familie – når jeg altså ikke lige gemmer mig på toilettet.

Til gengæld er jeg ret nyttig i Lidl.
Vi har et asylcenter her i Kalundborg, og mange af beboerne dér, handler i Lidl. Sikkert fordi det er billigt og i gå afstand fra asylcenteret.
Men det kan være ret svært for vores nye tilflyttere at læse og forstå de danske priser og beskrivelser af varerne. Så må de jo spørge.
Som regel er det børnene,der spørger, fordi de taler bedst dansk eller engelsk. Så står moren og lader som om hun ikke ved hvorfor barnet taler til de andre kunder. Det er ok. Jeg kan godt forstå det. For når jeg spekulerer over, om muslimerne i køen bag mig, dømmer mig, fordi jeg køber bacon og ikke går tildækket, så spekulerer de sikkert også over, om jeg dømmer dem, fordi de er anderledes end mig. Så er vi faktisk alle sammen ens.
Jeg hjælper altid gerne. Og ofte synes jeg selv, at sammenhængen mellem prisskiltene og varerne på hylderne er svær at lure.

I weekenden stod jeg så i Lidl og kiggede på noget dekorationsfolie. Så kom en ældre kvinde iført burka og meget store briller hen til mig, og spurgte, på gebrokkent, men grammatisk korrekt dansk, om jeg mente at folien var til skabe og vægge, eller kun til bøger? Jeg mente det var til skabe og den slags.
Så er det plastic foran?
Ja, og klister bagpå.
Det var bare det, hun skulle vide, og med et stor smil valgte hun noget lyst træ-look-a-like-folie, og fortalte, at det var til et skab. Jeg svarede, at det helt sikkert ville blive rigtig fint, og at mit var til et dukkehus. Det mente hun også det var godt til.

Jeg tror egentlig jeg var mere glad for samtalen, end hun var, og det gjorde ikke så meget, at hun massede sig ind foran reolen, så jeg matte fiske den sidste rulle, jeg skulle bruge, ud under hendes arm.
Jeg tænkte på et interview med Omar Marzouk , jeg en gang hørte. Han havde været på besøg hos sin familie i Egypten, og var gået til bageren, for at købe brød. Der stod han så pænt i kø i  en times tid, indtil hans fætter kom og hentede ham. Der er nemlig ikke kø-kultur i den kultur. Der maser man sig bare ind og råber højt. Omar Marzouk kunne have ståer der endnu. Han syntes den egyptiske bager skulle skaffe sig et træk-et-nummer-system.

Jeg ved nu ikke om kvinden i burkaen i Lidl var fra Egypten. Nu er hun i hvertfald også fra Kalundborg. Og har et pænt skab.

Jeg ville ønske vi snakkede lidt mere sammen på tværs af kulturerne.
Det kan sagtens være i Lidl.

Kunsten at holde op med at være ung

Drømme koster ikke noget. Det gør biblioteksbøger heller ikke. Derfor har jeg lånt en bog om noget Zen og kunsten at blive ældre. Noget om at opdage, at man ikke mister noget, når ungdommen tager af. Tværtimod er det nu, livet rigtig begynder. Jeg glæder mig til at læse den, for jeg gik ind i bibliotekets dør på vej ud. Bang, sagde det, og alle tre bibliotekarer, en it-mand og et par besøgende kiggede op. Jeg smilede bare, tog min solbriller på og gik hen mod min bil. Måske skulle jeg være gået til optikeren i stedet for. Får man stadig sin alder i rabat?

Faktisk tør jeg slet ikke gå til optikeren nu. Tænk hvis jeg også går ind i deres dør! Så er jeg nødt til at købe et par briller med glas, der får mine øjne til at se store og svømmende ud. Med glidende overgang og antirefleksion. Og når det er sket, er jeg nok også nødt til at få gebis. Eller i det mindste en krone og en bro. Og jeg ved slet ikke hvad det er…

Jeg tør heller ikke gå i Matas, for jeg er bange for, at de vil forsøge at sælge mig en creme til ældre hud med pigmentforandringer. Sikkert imens jeg står og kigger på Maybeline false lash extreme mascara. Så kommer der lige en ung mataspige og spørger om jeg ikke er mere interesseret i at se deres udvalg af dækkende toningsfarver og inkontinensbind.

Så bliver jeg nødt til at gå ud af deres døre, og fordi jeg er helt stresset, kan jeg ikke finde ud af hvilket håndtag, der skal skubbes eller trækkes, så jeg ender med at trække i skub-håndtaget og skubbe til træk-håndtaget. Så jeg slipper først ud, da en gruppe teenagepiger kommer ind.

Det er ikke fordi jeg er ked af at blive ældre. Der kommer bare en del fysiske ændringer, som jeg har valgt at ignorere indtil de ikke kan ignoreres længere. For eksempel kan øjnene ikke finde ud af om de skal være nærsynede eller langsynede, så de prøver at være begge dele på en gang. Med blandet held.

Huden på øjenlågene flytter sig frem og tilbage med øjenskyggeapplikatoren, så det er umuligt at forudsige om øjenskyggen havner til højre eller venstre for målet. Det er i øvrigt også lige meget, for når jeg åbner øjet, forsvinder øjenlåget ind under en anden fold.

Så er det heldigt, at en af de ting jeg har lært med alderen er, ikke at bekymre mig så meget om, hvad andre mennesker tænker om mig. Og nu glæder jeg mig til at finde ud af endnu flere fordele ved at lægge ungdommen bag sig. Med zen bogen.

I hører fra mig.

 

 

Olivia, der ved næsten alting

Jeg har besluttet mig for at lave en interviewserie. Det er hvad der sker, når man ikke kan finde på mere at skrive om.
Mit første interview er med Olivia på 8 år, som tilfældigvis også er min datter. Hun var lige ved hånden, så det var jo nemt:

Mig: Hvad vil du være når du bliver stor?

Olivia: Rulleskøjtetræner, fordi det er sjovt.

Mig: Gider du godt alle de børn?

Olivia: Det ved jeg ikke.

Mig: Hvad er det bedste og det værste ved vores familie?

Olivia: Det bedste er, at der er en trampolin. Og det værste er, at jeg aldrig kan finde min børste, fordi Louise bruger den. Og så er det mærkeligt, at I aldrig køber slik.

Mig: Det gør vi da.

Olivia: Ikke i dag.

Mig: Hvad er det sjoveste tidspunkt på dagen?

Olivia: Når jeg er ude og hoppe. Jeg har bare ikke lyst til det lige nu, for jeg snakker med dig. Det er sjovere end at hoppe.

Mig: Hvad er det bedste og det værste ved din mor og far?

Olivia: Du er sød og pæn. Det værste er når du bliver sur. Det er du ikke så tit, men når du er, så råber du. Også selvom jeg siger stop.
Far er god til at lave is. Han kan også være rigtig gnaven og sur. Så siger han vi skal rydde op. Jeg kan godt li at rydde op.

Mig: Det bedste og værste ved Louise og Mikala?

Olivia: Det bedste ved Louise… hmmm… der er intet. Hun er altid sur. Især hvis jeg går ind på hendes værelse. Så råber hun GÅ!
Det bedste ved Mikala er, at hun gider at gi mig slik, og det værste er at hun hele tiden slår prutter.

Mig: Hvad er det bedste og det værste ved dig selv?

Oliv tænker længe: Jeg er god til at kramme. Det værste ved mig er, når jeg skriger.

Mig: Hvordan er det at gå i skole:

Olivia: Sjovt. Der er mange ting at lave i timerne. Jeg rækker tit fingeren op, fordi jeg ved næsten alting.

Mig: Hvad synes du om Donald Trump som præsident?

Olivia: Han er grim

Mig: Men tror du han er en god præsident?

Olivia: Nej, ikke når han er så grim.

Mig: Ved du hvad vores statsminister hedder?

Olivia: Nej

Mig: Lars Løkke

Olivia griner.

Mig: Hvad synes du om det navn?

Olivia: Det er et sjovt navn til en klovn.
 Jeg vil gerne i Legeland i dag. Men jeg tror ikke far vil. Der er er ellers bænke til forældrene. Eller i svømmehallen!

Jeg fornemmer at interviewet er slut…

10 ting jeg godt ville have vidst, da jeg var meget yngre

Nogle gange, når jeg har tid og ro til at tænke over mit liv – altså når jeg har ferie, og det er midt om natten – reflekterer jeg over hvad, der kunne have været godt at vide på bestemte tidspunkter i mit liv.
I min lykkelige tilstand som forælder, kan jeg jo heldigvis give guldkornene videre til mine børn, så de ikke er helt spildt. Hvis de altså gider at høre efter.
Men jeg kan jo også dele dem her, og hvis I har nogle ting I gerne ville have vidst tidligere, så er I velkomne til at tilføje dem i kommentarfeltet.

  1. Folk husker kun hvad de selv har sagt til møder.
    No worries. Det kan godt være jeg fik sagt noget usammenhængende, men det er der alligevel ingen, der kan huske. Så det kan jeg roligt gøre igen.
  2. Danskere er et introvert folk.
    Det kan godt være vi, som kultur, dyrker det ekstroverte, men vi er på top 11 listen over de mest introverte lande i verden (www.lonerwolf.com)
    Over halvdelen af mit liv indtil nu, har jeg kæmpet med at blive mere ekstrovert for at passe ind – og så var jeg bare som folk er flest. Det skulle jeg da have vidst.
    I nogle lande er det en dyd at være introvert. Der burde jeg nok holde ferie.
  3. Man dør ikke af at sove mindre end 6 timer.
    Det opdagede jeg da jeg fik børn. Man bliver lidt glemsom og irritabel, men man dør ikke lige med det samme.
  4. Man er smukkest, når man føler sig godt tilpas.
    Slut med tøjkriser. Folk kan alligevel kun huske hvad de selv havde på til festen. Tag det på, du har det bedst i.
  5. Jeg er bedst, når jeg single-tasker.
    Multi-tasking er bare ikke mig. Maden brænder på, jeg glemmer hvad jeg er i gang med, hører ikke efter, når folk taler til mig, og taster forkert.
    Singel-tasking. Koncentration. Fokus.
  6. Der findes en nem måde at dividere på.
    Det læste jeg i BT i går. Øv.
  7. Det gør ikke noget, at man har en sjusket håndskrift.
    Det kan ikke ses på hverken mail eller SMS.
  8. Folk elsker at blive spurgt om noget, de kan svare på.
    Spørg løs. Det er like, like, like.
  9. Man skal ikke spekulere over, hvad andre tænker om én.
    Lettere sagt end gjort, men sikke en lettelse, når man først har lært det. Så er det meget nemmere at gøre ting rigtigt.
  10. Hvis jeg laver tal om til billeder, kan jeg bedre huske dem.
    2573. Eller var det 5237? Eller 5732?
    Det var en svane i en sø, og i søen var der en dykker, der ledte efter Dolly Parton. 2573. Bum.